Til november samles landene i Parisaftalen til klimatopmødet COP30 i Brasilien.
Et af de helt store temaer på årets topmøde bliver at forholde sig til de forskellige landes klimamål. Målene handler om, hvordan landene kan bidrage med at holde den globale temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader – og som en stor del af landene i aftalen ikke fik indleveret til tiden.
Ved årets COP vil Danmark desuden få en central rolle, da det danske EU-formandskab betyder, at Danmark – sammen med EU-Kommissionen – kommer til at lede EU’s forhandlingsdelegation.
Vi inviterer til fællesnordisk seminar med deltagelse fra både Danmark, Sverige og Norge og med politiske og journalistiske oplæg som forberedelse forud for COP30. Seminaret er både for journalister, der har klima som stofområde, og allround reportere, der vil vide mere.
Seminaret fokuserer blandt andet på følgende spørgsmål: Hvad er Nordens rolle og interesser i forhandlingerne ved COP30? Hvem er de største aktører? Hvilke aktører bliver glemt? Og hvordan kan man som journalist dække COP30’s forhandlinger og koble dem med de nationale og nordiske klimadagsordener?
Der er tale om et hybridarrangement med simultan deltagelse i Oslo, Stockholm og København. I løbet af dagen er der fælles online sessioner og nationale break-outs, oplæg og debatter. Seminaret foregår i København den 7. oktober i tidsrummet 9-15.30. Samtidig samles norske og svenske kolleger fysisk i Oslo og Stockholm.
Seminaret er arrangeret i samarbejde med Medieinstitutet Fojo, Kalmar, Institutt for Journalistikk, Oslo, Klimajournalisterne og Foreningen af Energi- og Miljøjournalister.
Program:
09.00-09.30: Velkomst og introduktion til dagen. Ved NJC og dansk moderator, journalist Sofie Mohanty Hviid, Klimajournalisterne
9.30-10.15: Hvordan finder man de gode historier midt i kaos? Ved Otto Lerche, Dagbladet Information
10.15-11.00: Hvordan lukker man ambitionskløften midt i et geopolitisk stormvejr? Ved Jens Mattias Clausen, tænketanken CONCITO, chef for EU-program og ansvarlig for COP-forhandlinger. Jens er tidligere strategisk chefrådgiver for klimaminister Dan Jørgensen og tidligere klimapolitisk leder i Greenpeace.
Kort pause
11.15-12.00: Klimadiplomati i en ny verdensorden: EU’s relationer til det Globale Syd. Oplæg ved Jakob Dreyer, forsker i internationale relationer med fokus på sikkerheds- og klimapolitik ved Københavns Universitet
12.00-12.15: Kort workshop og opsamling.
12.15-13.00: Frokost
13.00-13.30: EU’s klimamål og strategi forud for COP30 forhandlingerne. Under forhandlingerne i Brasilien får Danmark en særlig rolle. Det danske EU-formandskab betyder, at regeringen – sammen med EU-Kommissionen – kommer til at lede EU’s forhandlingsdelegation. Ved den danske klimachefforhandler Maria Samuelsen.
13.30-14.30: Fællesnordisk klimatopmøde (simultant med Oslo og Stockholm). EU har ikke hidtil kunnet levere sine klimamål til FN. Hvad gør Norden? Forskelle mellem Sverige, Danmark, Norge. Ved tre nordiske klimachefforhandlere; Maria Samuelsen (DK), Mattias Frumerie (SE) og Marianne Karlsen (NO).
14.30-15.00: Afrunding og afslutning.