Grønland – en arktisk nation på vej mod selvstændighed

Dette er et grundkursus i at forstå Grønland:

Grønlands vej mod selvstændighed.

Grønlands og Danmarks komplekse forhistorie, fordi historien er nødvendig for at forstå nutiden.

Grønlands voksende betydning for geopolitik og stormagtrivalisering i Arktis.

Og måske vigtigst af alt: Grønlændernes land.

Vi skal tæt på hverdagslivet og møde fiskere, kunstnere, gymnasieelever, journalister, diplomater, unge og gamle, der lever i den nye virkelighed, hvor retten til selvbestemmelse bliver truet udefra.

Og hvor den amerikanske præsidents ønske om at overtage Grønland ”one way or the other” har rystet alliancer og fortsat skaber usikkerhed om fremtiden for grønlænderne og Rigsfællesskabet.

Journalist, antropolog og forfatter, Martine Lind Krebs, som er opvokset i Grønland, leder kurset. Hun vil åbne dørene til de mest centrale personer og aktører. Besøg hos Grønlands regering og parlament, medier, uddannelsesinstitutioner og de største fiskerivirksomheder er en del af programmet. Vi arbejder på at engagere en grønlandsk journalist som med-kursusleder.

Kurset giver dig et godt afsæt til at få opbygget et bedre kildenetværk i Grønland. Du vil rejse hjem med en forståelse for de grundlæggende samfundsforhold og rigsfællesskabet som konstruktion. Og du vil få indblik i, hvor langt grønlænderne reelt er kommet med selvstændighed.

Hvorfor dette kursus?
Grønland var allerede før Trump en nation i rivende udvikling – og med en vedholdende drøm om selvstændighed. Det første udkast til en forfatning er for længst på plads, og infrastrukturen er ved at få en gevaldig opgradering. Den nye lufthavn i Nuuk er åbnet med flere internationale forbindelser.

I år ventes atlantlufthavnen i Ilulissat og lufthavnen i den største by i Sydgrønland, Qaqortoq, at blive taget i brug. Imens stiger indbyggertallet i hovedstaden med nye boligbyggerier. Flere og flere migranter finder job i turismesektoren, der sammen med fiskeri og minedrift er de største erhverv.

Mange udfordringer står fortsat i kø. Selvmordsraten er blandt de højeste i verden, sundhedsvæsenet er svagt og en del familier er ramt af misbrug. Desuden er Grønland og resten af Arktis plaget af de voldsomste klimaforandringer på kloden.

Sjældne jordarter kan gøre Grønland afgørende for den grønne omstilling i resten af verden, men det kræver investeringer. Der er med andre ord masser af emner at rapportere om og blive klogere på kurset, der udbydes af Nordisk Journalistcenter i hele Norden. Det betyder, at du får selskab af kolleger fra hele Norden og – som bonus – et særligt nordisk perspektiv på udviklingen i Grønland og Arktis.

På kurset bliver du klogere på:

• Den aktuelle oprustning i Arktis og USA’s interesser i Grønland

• Det politiske system i Grønland og magtfordelingen med Danmark

• Kolonitiden og de politiske ønsker om selvstændighed

• Hverdagslivet, kulturen og Grønlands sociale og økonomiske dilemmaer

• De voldsomme klimaforandringer og Grønlands måde at tackle dem på

• Grønlands strategiske mineraler og deres betydning for verdens grønne omstilling

Forud for kurset afholdes et webinar, som introduktion til Grønland og Rigsfællesskabet

Kursusleder: 

Martine Lind Krebs, uddannet antropolog og journalist. Opvokset i Grønland og har tidligere været ansat på KNR (tv & radio) i Nuuk og redaktør på Arnanut, Grønlands eneste kvindemagasin. Hun holder oplæg og foredrag om relationerne mellem Danmark og Grønland og udgav i 2025 den stærkt anmelderroste bog, Monumentet – Billeder af Grønland i Danmark gennem 100 år, sammen med forskeren Astrid Nonbo.

Datoer:
Søndag 23. – fredag 28. august 2026

Praktisk information:

Pris: 34.000 DKK

Danske journalister kan støtte fra Mediernes Efteruddannelse. Vi ved endnu ikke, om kurset kommer med i kataloget fra ME, men der kan altid søges om individuelt støtte.

Svenske journalister kan løbende søge støtte hos SJF, der dækker hele kursusafgiften. Proceduren er, at du først søger kurset hos NJC. Derefter får du besked fra NJC, hvis du bliver optaget på kurset, hvorefter du søger om stipendiet hos SJF.

Norske journalister kan i 2026 søge STUPstipend med følgende frister: 1. februar, 1. maj, 1. september og 1. november.

Finske journalister kan søge forårets stipendier hos Jokes Foundation mellem 2. april til 7. maj med afgørelse fra Jokes i begyndelsen af juni. Finske journalister hos Yle kan også søge stipendier hos KOURA af to omgange: 1. marts og 1. oktober.

Prisen inkluderer:

• Hotelophold i enkeltværelse inkl. morgenmad

• Flyrejse til og fra Nuuk

• Al lokal transport ifm. kursusprogrammet

• Lunsj alle kursusdage

Følgende er ikke inkluderet:

• Rejsen til/fra København

• Rejseforsikring

Om afbud
Melder du afbud tidligere end 6 uger før kursets start, opkræver vi en administrationsafgift på DKK 1.000. Ved afbud senere end 6 uger før start, opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris. Private forbrugere – dvs. hvis du selv og ikke din arbejdsgiver skal betale kursusgebyret – har 14 dages fortrydelsesret jfr. Forbrugeraftaleloven – regnet fra den dag, du modtager mail om, at du er optaget. Aflyser Nordisk Journalistcenter kurset – uanset af hvilken årsag – får du naturligvis det fulde kursusgebyr retur.


Spørgsmål om kursusindholdet

John Frølich, centerchef, NJC
Mobil: +45 20 950 945
E-post: jf2@dmjx.dk

Kristoffer Dahl Sørensen, projektkoordinator, NJC
Mobil: +45 21 75 55 96
E-post: kds@dmjx.dk

 

Støtte og samarbejde
NJC har modtaget støtte til dette kursus fra Demos-programmet, der administreres af Nordisk kulturkontakt i Helsinki på vegne af Nordisk Ministerråd.

Læs mere