Kabelbrud, russiske skyggetankere og et hav i biologisk krise. De nordiske lande skal håndtere en lang række fælles udfordringer i Østersøen, der er blevet NATO’s vigtigste strategiske indhav.
Af Nils Søholt Foged, journalist, cand.public
Natten til juledag 2024 skar et skib sit anker ned gennem havbunden øst for Gotland og kappede et underjordisk datakabel mellem Estland og Finland.
Det var ikke første gang.
Siden efteråret 2023 er mindst 11 undervandskabler i Østersøen blevet beskadiget. Hændelser, som NATO-generalsekretær Mark Rutte beskriver som “elementer af en kampagne for at destabilisere vores samfund.”
Tre uger efter lancerede NATO-missionen Baltic Sentry: fregatter, maritime overvågningsfly, ubemandede fartøjer og AI-baseret overvågningsteknologi blev sat ind for at beskytte den kritiske infrastruktur på havbunden. Reaktionstiden ved mistænkelig skibsadfærd er siden bragt ned fra 17 timer til under én time. Baltic Sentry er en varig NATO-mission på linje med Arctic Sentry – ikke en engangsøvelse, men en permanent tilstedeværelse i et farvand, der er blevet alt for vigtigt til at lade ubevogtet.
Kim Frederichsen er ph.d. i sovjetisk og post-sovjetisk historie og politisk videnskab og foredragsholder med speciale i Rusland og Østersøregionen. Han var tidligere formand for Dansk-Russisk Forening Fyn, men forlod posten i protest over Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine i 2022. Han er ikke overrasket over udviklingen.
“Østersøen var aldrig rigtig et fredens hav. Det var mere et spørgsmålstegn,” siger han. “Siden 2014 har vi set en region, der gradvist er blevet militariseret. Det, der sker nu, er blot det endelige opgør med illusionen.”
Skyggeflåden: en tikkende bombe i de danske stræder
Da Finland og Sverige meldte sig ind i NATO i henholdsvis 2023 og 2024, ændrede Østersøens strategiske geografi sig fundamentalt. Otte ud af ni kyststater er nu NATO-medlemmer. Rusland er ekskluderet fra Østersørådet og er i praksis indesluttet i sin egen baghave. Det skaber en ny logik med skærpede spændinger.
Mens hybridkrigen foregår i gråzoner, er en anden trussel mere konkret og daglig: den russiske skyggeflåde af gamle tankskibe, der transporterer olie fra russiske havne ved Sankt Petersborg og ud gennem de smalle danske stræder. I 2024 var 61 procent af alle tankskibe, der sejlede fra Rusland gennem Storebælt, en del af skyggeflåden – op fra 46 procent året før. Alene i 2025 passerede russisk olie til en anslået værdi af 420 milliarder kroner gennem danske farvande.
Skibene har mangelfuld forsikring, uigennemskuelige ejerforhold og høj gennemsnitsalder. I marts 2025 kollidererede tankskibet Andromeda Star med et andet skib syd for København. Et andet skyggeskib, Canis Power, fik motorstop ved Langeland og lå stille i seks timer lastet med over 300.000 tønder russisk råolie, mens andre skibe knebent sejlede forbi. Greenpeace dokumenterede i perioden juni 2025 til januar 2026 142 tilfælde af flagløse skibe i danske farvande, og en aktindsigt hos Søfartsstyrelsen viste, at Danmark i samme periode ikke foretog én eneste inspektion af et flagløst skib.
Om tilbageholdenhed over for skyggeflåden primært skyldes folkeretlige begrænsninger, strategisk kalkule eller politisk forsigtighed, er ikke et entydigt svar. Frederichsen ser mønsteret som symptomatisk: “Det er det samme, der har præget politikken i hele regionen. Man handler, men aldrig så meget, at det kan kaldes en provokation. Det er en balance, der er sværere og sværere at holde.”
Et olietankskib uden synligt flag og navn sejler gennem Øresundsstrædet i august 2025. Foto: Shutterstock
Det nordiske svar – og øernes paradoks
Over for disse udfordringer er et nordisk forsvarssamarbejde under opbygning i et tempo uden historisk fortilfælde. I denne oprustning spiller Østersøens øer en central rolle. Bornholm beskrives af forsvarsanalytikere som “en fregat, der ikke kan synke” – en node i et netværk af NATO-skibe og fly. På Gotland har Sverige tidoblet antallet af soldater og bygger en egentlig militær tilstedeværelse med luftforsvar og kystmissiler.
Ålandsøerne skiller sig imidlertid ud. NATO-analytikere anbefaler, at Bornholm, Gotland og Åland behandles som ét sammenhængende defensivt netværk. Problemet er, at Ålandsøerne som Finlands autonome, svensktalende region har været demilitariseret siden 1856 og neutraliseret siden 1921. En status, der formelt overlevede Finlands NATO-optagelse, men som siden har været til stigende debat.
Frederichsen forklarer den historiske baggrund: “Demilitariseringen af Åland har altid hængt sammen med den finske forsigtighed over for Rusland – det, man kalder finlandisering. Man ændrede ikke status, fordi det passede ind i politikken om ikke at tirre naboen. Nu er Finland færdig med finlandiseringen.”
Over halvdelen af finnerne ønsker ifølge meningsmålinger at afskaffe demilitariseringen på Åland. Et flertal af ålændingerne ønsker også at forsvare øgruppen med våbenmagt, hvis man bliver angrebet. Men indtil videre er øgruppens status uændret. Bornholm opruster, Gotland befæstes, og Åland er det eneste ubefæstede punkt i en kæde, hvor de øvrige led allerede er militariserede.
Et hav i biologisk krise
Mens den sikkerhedspolitiske dagsorden domineres af forsvarsbudgetter og territorial integritet, befinder selve fundamentet for livet i Østersøen sig i en historisk krise. Iltsvindet breder sig over stadig større områder. Torsken er stort set forsvundet som kommerciel art, og nu er sildebestanden i en så kritisk tilstand, at 150 organisationer, foreninger og virksomheder er gået sammen i det tværnationale Østersøopråb. Kravet er klart: et øjeblikkeligt og radikalt stop for det industrielle fiskeri i hele regionen, indtil et bæredygtigt økosystem er genoprettet.
Oveni dette kommer skyggeflådens miljødimension. En simulering foretaget af det tyske forskningsinstitut Helmholtz-Zentrum Hereon viste, at et udslip svarende til halvdelen af skyggetankeren Eventins last, ca. 50.000 tons råolie, ville kunne forurene beskyttede kyst- og havområder i Danmark, Sverige og Tyskland i løbet af en måned. Oprydning kan koste milliarder af euro, som med stor sandsynlighed ender hos skatteyderne. Danmarks fire aldrende miljøskibe kan ikke magte en sådan opgave.
Helsinki-kommissionen HELCOM, det mellemstatslige samarbejdsorgan for Østersøens havmiljø, arbejder på at koordinere en indsats på tværs af alle kyststater. Frederichsen peger på HELCOM som et eksempel på, at Østersøen har fostret tværnationalt samarbejde, der har overlevet selv de koldeste perioder. “Det er et organ, der arbejder med miljøet uanset de geopolitiske spændinger. Det er en af regionens særlige styrker,” siger han.
Et hav af ubesvarede spørgsmål
Sikkerhedssituationen i Østersøen i 2026 er fuld af åbne spørgsmål. Vil en mulig russiske tilbagegang i Ukraine føre til en mere pragmatisk udenrigspolitik eller til øget aggressivitet langs NATO’s østflanke? Kan Ålandsøerne opretholde sin historiske særstatus? Og kan Østersøens havmiljø reddes, mens politisk opmærksomhed og ressourcer opsluges af forsvarsopbygning?
Frederichsen er ikke pessimist, men han er realist. “Østersørådet er det eneste forum i regionen, hvor alle lande historisk har siddet som ligeværdige medlemmer. Det nordiske samarbejde er stærkere end nogensinde, og de nordiske lande har vist, at de kan reagere hurtigt, når det kræves,” siger han.
Det er den samme region, der i årtier opbyggede tværnationalt samarbejde på tværs af ideologiske skel – om havmiljø, om handel, om civilsamfund. Spørgsmålet i 2026 er, om de institutioner og netværk, der blev bygget i fredsperioden, er robuste nok til at overleve en tid, der ligner krig uden at være det.
Interesseret i mere? Så tilmeld dig NJC-kurset: Østersøen som brændpunkt – om trusler, havmiljø og befolkningerne
Dato: 21. oktober – 1. november 2026
Læs mere og tilmelding: Østersøen som brændpunkt – om trusler, havmiljø og befolkningerne
Fakta: De centrale aktører i Østersøen
Baltic Sentry: NATO-mission lanceret januar 2025 for at beskytte kritisk undervandsinfrastruktur i Østersøen. Deployerer fregatterne, overvågningsfly og ubemandede fartøjer. En varig operativ tilstedeværelse.
NB8 — Nordisk-Baltisk Otte: Samarbejdsforum mellem Danmark, Finland, Norge, Sverige, Island, Estland, Letland og Litauen. Koordinerer sikkerhedspolitik og støtte til Ukraine. De seks største bidragydere til Ukraine målt på BNP er alle NB8-lande.
Nordisk Råd / Nordisk Ministerråd: Nordisk Råd er det parlamentariske samarbejde mellem de nordiske lande; Nordisk Ministerråd er det mellemstatslige. Begge har fået et markant stærkere fokus på forsvar og sikkerhed de seneste år.
Østersørådet (CBSS): Grundlagt 1992 af Danmark og Tyskland. Historisk er det det eneste forum i regionen, hvor alle kyststater deltog som ligeværdige medlemmer. Rusland blev først suspenderet og ekskluderede derefter sig selv efter invasionen af Ukraine. Rådet arbejder nu primært med civil sikkerhed og samfundsmæssig modstandskraft.
EUSBSR — EU’s Østersøstrategi: EU’s makroregionale strategi for Østersøen, vedtaget i 2009. Koordinerer EU-finansiering og politikker på tværs af miljø, transport, energi og sikkerhed i regionen.
HELCOM — Helsinki-kommissionen: Mellemstatsligt samarbejdsorgan for beskyttelse af Østersøens havmiljø. Udgiver løbende rapporter om havets tilstand og koordinerer miljøindsatser på tværs af alle kyststater.
Østersøopråbet (Östersjöuppropet): Alliance af 150 organisationer, foreninger og virksomheder, der kræver et øjeblikkeligt stop for industrielt fiskeri i Østersøen for at redde sildebestanden og genoprette økosystemet.
