1800 journalister i eksil informerer den russiske befolkning

Medier, Rusland

Næsten to år efter Ruslands storskalainvasion af Ukraine har omkring 1500-1800 russiske mediefolk relokaliseret sig over hele verden. Berlin, Tbilisi og Riga er de tre største samlingssteder for russiske eksilmedier, som til sammen har ca. 38 millioner besøg på deres hjemmesider om måneden, viser en ny rapport.

Af Kristoffer Dahl Sørensen

Pressefriheden i Rusland er på et lavpunkt. Men russiske eksilmedier fortsætter med at bedrive kritisk, uafhængig journalistisk og nå en bred følgeskare i og uden for Rusland. Det dokumenterer en ny rapport ’Current State of Russian Media in Exile’ udgivet af det tyskbaserede JX Fund.

En af rapportens hovedresultater er, at mellem 1500-1800 russiske mediefolk arbejder i eksil i mindst 30 lande. Berlin, Tbilisi og Riga er de tre største samlingssteder for russiske eksilmedier, som tæller omkring 80 aktive nyhedsmedier. Det største russiske eksilmedie, Meduza, opererer eksempelvis fra Riga, hvorfra også flere vestlige medier som BBC og Washington Post har etableret Ruslandsredaktioner.

Den finansielle situation for mange er eksilmedierne er usikker, og donorer sikrer i høj grad driften af dem. Russiske eksilmedier og -journalister oplever intimideringer, trusler og cyberangreb, og flere eksilmedier prøver at distribuere deres indhold på Telegram, TikTok og særligt YouTube, der ikke er blokeret i Rusland.

Efter den russiske invasion i Ukraine har NJC gennemført et omfattende støtteprogram for russiske journalister og medier i eksil. Programmet, der er finansieret af Nordisk Ministerråd, forsætter i 2024 og omfatter fellowships for russiske journalister i nordiske mediehuse, seminarer og studierejser, og samtidig øger NJC indsatsen med nye projekter i Ukraine.