Fremtidens nordiske journalistik

Norden er kommet under pres med en ny amerikansk præsident, der truer med toldtariffer og afkræver territorium og adgang til råstoffer.

Den nordiske mediebranche er ligeledes under pres. Lokale, regionale og public-service-medier fyrer, de unge søger uden om nyhedsmedierne, og nyhedstrætheden breder sig.

Heldigvis er der lyspunkter. Tilliden til nyhedsmedier og betalingsvilligheden er stadig høj i Norden, og der findes nye metoder, nye modeller og nye tiltag – for at fastholde tilliden og genvinde brugernes tid.

I en verden præget af konflikter og usikkerhed har vi brug for at finde fremtidens nordiske journalistik.

Det er fokus for Nordisk Journalistkursus 2025 – også kaldet Aarhus-kurset – der i år besøger tre byer: Aarhus, Bergen og Bruxelles.

Kurset begynder i Aarhus, hvor vi sammen med Constructive Institute undersøger, hvordan man kan fremme en mere nuanceret og løsningsorienteret journalistik i Norden. Vi skal også omkring det nye danske Gravercentret, der med offentlige midler støtter og udvikler undersøgende lokaljournalistik i Danmark.

Med denne viden tager vi videre til Bergen, der huser den nyeste medieteknologi i Norden i Media City Bergen. Her skal vi i en masterclass med Senter for Undersøkende Journalistikk (SUJO) se på, hvordan vi udvikler metoder for undersøgende journalistik i Norden om fred og sikkerhed med Arktis og nordisk sikkerhedspolitik som case.

På kursets tredje del rejser vi til Bruxelles – hovedstad for EU og NATO. To organisationer, der har været med til at definere det Norden, vi kender i dag. Kongeriget Danmark overtager i 2025 formandskabet i både EU og Arktisk Råd (det sidste sammen med Grønland og Færøerne).

I Bruxelles møder vi eksperter, embedsfolk og politikere på allerhøjeste niveau (herunder de nye nordiske EU-kommissærer og parlamentsmedlemmer) samt nordiske mediefolk. Det skal handle om den nye amerikanske administration med fokus på handelskrig, forsvar og Big Tech – alt sammen i relation til Norden. Den fornyet interesse for EU-medlemskab i Norge og Island bliver også et tema.

Aarhus-kurset besøgte i 2022 Estlands premierminister Kaja Kallas, der i dag er EU’s udenrigschef. Vi planlægger at møde Kaja Kallas igen i 2025 i Bruxelles. Foto: Jürgen Randma

Hvorfor dette kursus?

Det nordiske samarbejde, som vi kender det i dag, opstod i kølvandet på de to verdenskrige. Nu er alle de nordiske lande så med i NATO, mens storebror USA vil indlemme Grønland med magt, og forsvarsudgifterne stiger. Østersøen, Nordsøen og Arktis er blevet højspændingsområder og et stadigt vigtigere sikkerhedspolitisk territorium.

Alt det efterlader en masse spørgsmål:

• Kan det nordiske samarbejde gøre regionen modstandsdygtig og beredt?

• Hvor solidariske er vi med egentlig med hinanden i Norden?

• Findes særlige nordiske værdier i en verden, der bliver mere splittet?

• Og hvad med os selv, hvordan kan vi skabe bedre samtale i et medielandskab presset af fake news, nyhedstræthed og faldende abonnementstal?

Kort sagt:

• Hvordan ser fremtidens nordiske journalistik ud?

Det får du med hjem:

Hvis du vil være med til at finde svar på de og andre spørgsmål – så tag med på Aarhus-kurset 2025 / Nordisk Journalistkursus 2025.

Vi lover, at du bliver bedre rustet til at dække Norden og en omskiftelig verden, og at du får en oplevelse og et netværk for livet. Over tusind nordiske journalister har siden 1957 deltaget i NJC’s Aarhus-kursus, som gør det til et af de mest anerkendte efteruddannelseskurser for journalister i Norden. Deltagerne holder efter kurset kontakten med hinanden, som giver kurset en varig værdi selv mange år efter.

Du kommer hjem med:

• Ny viden om Norden, Arktis, grøn og digital omstilling, sikkerheds- og udenrigspolitik

• Ny viden om Nordisk Råd, NATO og EU

• Ny viden om tendenser, værktøjer og metoder inden for journalistik – særligt med fokus på nye platforme, konstruktiv journalistik og undersøgende journalistik

• Adgang til toppolitikere og eksperter i Bruxelles

• Rig mulighed for at lave egne historier og research under kurset

• Et tæt og unikt netværk af kolleger på tværs af Norden – ifølge mange tidligere deltagere et vigtigt udbytte af Aarhus-kurset

Praktisk information:

Pris: 35.000 DKK inkl. moms.

Danske journalister kan få støtte fra Pressens Uddannelsesfond (PU), hvis de arbejder på en af fondens medlemsvirksomheder. Kurset er ikke med i efterårets katalog fra Mediernes Efteruddannelse, men du kan søge og få individuel ME-støtte til kurset. PU’s bevillinger til efteruddannelse er på max. 10.000 kr.

Svenske journalister kan løbende søge støtte hos SJF, der dækker hele kursusafgiften. Proceduren er, at du først søger kurset hos NJC. Derefter får du besked fra NJC, hvis du bliver optaget på kurset, hvorefter du søger om stipendiet hos SJF.

Norske journalister kan søge STUPstipend, frist 1. maj, 1. september og 1. november 2025.

Finske journalister kan søge stipendier hos Jokes Foundation mellem den 11. april – 9. maj. Finske journalister hos Yle kan også søge stipendier hos KOURA af to omgange: fra 1. – 31. marts og fra 1. oktober -31. oktober 2025.

 

 

Inkluderet i kursusprisen:

• Hotelophold i enkeltværelse

• Flyrejse Aarhus-Bergen

• Flyrejse Bruxelles tur/retur

• Al lokal transport ifm. kursusprogrammet

• Morgenmad på hotellet alle dage

• Velkomst- og afskedsmiddag

• Lunsj alle kursusdage

 

Følgende er ikke inkluderet:

• Transport til Aarhus, hvor kurset begynder

• Aftensmad alle dage bortset fra velkomst- og afskedsmiddag

• Rejseforsikring


Datoer:

Kurset er delt op i to moduler:

• Aarhus og Bergen 26. oktober – 5. november

• Bruxelles 30. november – 5. december


Kursusleder:

Asbjørn Slot Jørgensen, journalist, lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Koordinator for skolens internationale undervisningsforløb. Tidligere bl.a. Berlingske og Jyllands-Posten. Leder af Aarhus-kurset siden 2017.

Olav Njaastad, journalist, underviser ved Center for Undersøkende Journalistik ved Universitetet i Bergen (SUJO). Medlem af rådgivningsgruppen for NJC. Tidligere ansat på TV 2 og redaktionschef for dokumentarfilm på NRK. Formand for det norske journalistforbund 1999/2003.

 

Om afbud

Melder du afbud tidligere end 6 uger før kursets start, opkræver vi en administrationsafgift på DKK 1.000. Ved afbud senere end 6 uger før start, opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris. Private forbrugere – dvs. hvis du selv og ikke din arbejdsgiver skal betale kursusgebyret – har 14 dages fortrydelsesret jfr. Forbrugeraftaleloven – regnet fra den dag, du modtager mail om, at du er optaget. Aflyser Nordisk Journalistcenter kurset – uanset af hvilken årsag – får du naturligvis det fulde kursusgebyr retur.

 

Spørgsmål om kursusindholdet

John Frølich, centerchef, NJC

Mob: +45 20 950 945

E-post: jf2@dmjx.dk

 

Kirstine Ottesen, projektkoordinator, NJC

Mob: +45 21 37 03 39

E-post: kio@dmjx.dk

 

Kristoffer Dahl Sørensen, projektkoordinator, NJC

Mob: +45 21 75 55 96

E-post: kds@dmjx.dk

Læs mere