Finland er en del af Norden, men adskiller sig på flere måder fra de andre nordiske lande. Landets geopolitiske placering med grænsen til Rusland, NATO-medlemskab og en præsident, der er meget aktiv i udenrigspolitik, Alexander Stubb, har ikke uden grund givet Finland international opmærksomhed.
På dette kursus dykker vi ned i Finlands nye rolle i Norden og landets betydning for det nordiske samarbejde. Vi besøger Finland første uge i marts forud for parlamentsvalget 18. april.
På kurset skal vi blandt andet blive klogere på Finlands forsvar, som aldrig blev slidt ned i modsætning til mange andre europæiske og nordiske lande. I dag er den finske hær en af de stærkeste i EU og råder over en reserve på næsten 900.000 mand. Hvad kan vi lære af det finske forsvar? Hvordan samarbejder Finland med Sverige, Norge og Danmark inden for NATO? Og vil Finland påtage sig rollen som leder af NATO’s nordøstlige flanke?
Kurset foregår i Helsingfors med besøg ved østgrænsen. Foruden fokus på forsvar og sikkerhed kommer vi ind på nogle af Finlands aktuelle indenrigspolitiske problemstillinger, herunder:
• Velfærdspolitikken nåede til Finland senere end i de andre nordiske lande. Højdepunktet kom i 1980’erne – men i 1990’erne satte en dyb økonomisk krise udviklingen i stå. Denne krise er man aldrig helt kommet over. Finland har reelt ikke haft økonomisk vækst i 20 år. Arbejdsløsheden er i dag den højeste i EU. Hvordan får Finland råd til de høje forsvarsudgifter med en kriseramt økonomi?
• Det finske uddannelsessystem har i årevis været en af landets styrker. Nu er Finland ikke længere i toppen af PISA, og de socioøkonomiske forskelle mellem eleverne afspejles tydeligt. Kan finnerne ændre det? Og hvad skyldes ændringen?
• Ingen politiske partier har indtil videre sagt, at der er et loft på, hvor meget Finland kan bruge på forsvar, men de store stigninger i forsvarsudgifter sætter nu det på prøve. Kan enigheden opretholdes i takt med, at der sker flere og flere besparelser på velfærden?
• Finland er et officielt tosproget land – svensk er det andet nationalsprog. Finlandssvenskere udgør omkring fem procent af befolkningen, men har stærk autonomi med et svensksproget skolesystem fra børnehave til universitet. Hvordan ser finlandssvenskernes fremtid ud? Og hvad tænker resten af befolkningen om finlandssvenskernes rolle?
Hvorfor dette kursus?
Finland rummer et hav af historier, der venter på at blive fortalt, og det er oplagt at perspektivere og finde gode cases og kilder – hvad end det handler om forsvar, uddannelse, velfærd eller noget helt fjerde.
I dag dominerer sikkerhedstrusler den offentlige debat i Finland. Finnerne forbereder sig på alt: hybridkrig, reel krig og forstyrrelser, der kan skade økonomien. Staten og et landsdækkende netværk af butikker samarbejder om nødrationer af olie, gas og mad. Det betyder, at næsten enhver ny beslutning retfærdiggøres med øget sikkerhed, hvilket kan gøre kritisk mediedækning og diskussion vanskelig.
En væsentlig forklaring på Finlands særlige position i Norden er den over 1.300 km lange grænse til Rusland. Vi skal blive klogere på, hvad de nordiske lande kan lære af Finlands erfaringer med Rusland.
I de kommende år står Finlands grænseværn står til at modtage flere midler fra EU, og grænsen har været totalt lukket i de seneste år på grund af Ruslands handlinger og hybridkrigsførelse, herunder såkaldt ”instrumentaliseret migration”. Det finske parlament har endda vedtaget en “push back”-lov, som i særlige tilfælde tillader, at myndighederne kan afvise asylansøgere ved grænsen til Rusland og straks sende dem tilbage uden asylbehandling. Et brud med grundlæggende rettigheder inden for international og europæisk flygtningeret.
Nordisk perspektiv og netværk:
Kurset er åbent for journalister fra hele Norden. Udover ny viden får du mulighed for at opbygge værdifulde nordiske netværk og udveksle erfaringer med kolleger fra forskellige lande og medier. Det bidrager til en dybere forståelse af både nationale og fælles nordiske dagsordener.
Undervisningen gennemføres hovedsageligt på ”blandinavisk”. Det er derfor nødvendigt, at du forstår dansk, svensk og/eller norsk på et passende niveau. Dog sørger vi for, at oplægsholdere taler tydeligt og på engelsk om nødvendigt.
Vi vil afholde et webinar inden kurset, hvor deltagerne kan møde hinanden.
Dette får du med hjem:
• Du forstår de vigtigste forskelle og ligheder mellem Finland og resten af Norden, og du kan forklare, hvorfor Finland spiller en nøglerolle i Norden og Østersøregionen.
• Kurset giver dig værktøjer til at forstå fremtidens nordiske forsvarssamarbejde, som er under stærk forandring, hvor alle nordiske lande er med i NATO. Du får indblik i, hvordan forsvaret i Norden vil blive koordineret langt tættere med fælles planlægning af øvelser, uddannelse, indkøb og produktion.
• Bud på, hvordan finske medier kritisk dækker anvendelse af milliarder af skattekroner til militæret over de kommende år. Hvordan inddrages borgerne mere i debatten om forsvar og sikkerhed?
• Kurset omfatter blandt andet besøg i Riksdagen og en udflugt til grænsebyen Villmanstrand, som med russisktalende indbyggere tidligere var meget besøgt af russiske turister, men nu oplever et stort indtægtstab.
• Vi får undervejs også tid til at opleve hovedstaden Helsingfors og komme tæt på den finske kultur og saunatradition.
Kurset udbydes af NJC i hele Norden. Det betyder, at du også får selskab af kolleger fra hele Norden og – som bonus – et særligt nordisk perspektiv på Finland.
Kursusledere:
Susanna Ginman, journalist og tidligere opinionsredaktør og lederskribent på Hufvudstadsbladet, den største svensksprogede avis i Finland, siden 2012. Før det arbejdede hun blandt andet som redaktionschef og chef med ansvar for politik og økonomi på Yle, Finlands public service broadcaster.
Tommy Westerlund, journalist og tidligere lederskribent og chefredaktør på Hufvudstadsbladet og for avisen Västra Nyland.
Praktisk information:
Pris: 28.000 DKK inkl. moms.
Prisen inkluderer:
• Hotelophold i enkeltværelse inkl. morgenmad, fem overnatninger med ankomst søndag 28. februar 2027
• Transport i forbindelse med ekskursioner
• Frokost alle kursusdage
• Velkomst- og afskedsmiddag
Følgende er ikke inkluderet:
• Rejsen til/fra Helsingfors
• Visse aftensmåltider
• Rejseforsikring
Støtte:
Danske journalister kan få støtte fra Pressens Uddannelsesfond ved at søge kurset gennem Mediernes Efteruddannelse.
Finske journalister kan søge forårets stipendiestøtte fra Jokes Foundation fra 28. september til 30. oktober 2026. Finske journalister kan også søge stipendier fra KOURA: 1.-31. oktober 2026 og 1.–31. marts 2027. Det er også muligt at søge stipendium hos Uuden Suomettaren säätiö frem til 31. marts 2027.
Der er også støttemuligheder for norske og svenske journalister, mere info følger.
Om afbud:
Melder du afbud tidligere end 6 uger før kursets start, opkræver vi en administrationsafgift på DKK 1.000. Ved afbud senere end 6 uger før start, opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris. Private forbrugere – dvs. hvis du selv og ikke din arbejdsgiver skal betale kursusgebyret – har 14 dages fortrydelsesret jfr. Forbrugeraftaleloven – regnet fra den dag, du modtager mail om, at du er optaget. Aflyser Nordisk Journalistcenter kurset – uanset af hvilken årsag – får du naturligvis det fulde kursusgebyr retur.
Spørgsmål om kursusindholdet
John Frølich, centerchef, NJC
Mob: +45 20 950 945
E-post: jf2@dmjx.dk
Kristoffer Dahl Sørensen, projektkoordinator, NJC
Mob: +45 21 75 55 96
E-post: kds@dmjx.dk