BBC indtager Norden

Viden

Interview: Disney, Viaplay og BBC er tre store medieselskaber, som især kæmper om det nordiske marked for levende tv-billeder – i konkurrence med de offentlige kanaler. Vi taler med chefen for det nyeste nordiske indtog, BBC Nordic.

Af Esben Ørberg, redaktør for magasinet Nordiske/Foreningen Norden

BBC søsatte midt i april sidste år BBC Nordic, som både er en regulær tv-kanal, BBC Nordic og en kanal, som leverer tv on demand, BBC Nordic+. Ifølge Arran Tindall, senior vice president hos BBC Studios, vil BBC Nordic levere shows, som er nøje udvalgt til et nordisk publikum.

Hvad har været afgørende for BBC i etableringen af BBC Nordic?

For det første er det en reaktion på ændringerne i marked og seervaner. På tværs af Norden forbruger publikum i stigende grad indhold, når det passer dem. Dertil kommer en bevægelse til fordel for kanaler med bred appel.

Selvom vi i forvejen har en stærk position på markedet, mener vi at kunne tiltrække en endnu bredere publikumsbase med vores brand og programmer. Når vi nu udvider med underholdnings- og livsstilsprogrammer, er det selvfølgelig for at tiltrække nye målgrupper.

Hvilke fællestræk ser BBC i de nordiske lande og deres befolkninger? Er der stordriftsfordele, fordi befolkningerne er ens?

Når det kommer til fællestræk, er der en stærk kulturel forbindelse mellem Storbritannien og Norden, så vores indhold fungerer fint på tværs af de nordiske lande. Ja, vi tager netop udgangspunkt i denne kulturelle forbindelse.

Sender I med ‘nordiske’ undertekster?

Forgængerne for BBC Nordic, som var BBC Brit og BBC Earth havde undertekster for hvert af de fire lande, Danmark, Norge, Sverige og Finland. Det fortsætter vi naturligvis med.

Hvilke mål har I med BBC Nordic?

Som med enhver produktlancering er vi ekstremt opmærksomme på perioden efter lanceringen. Vi er selv meget tilfredse med at kunne bringe nye titler såsom Louis Theroux-interviews og ikoniske serier, ’The Great British Bake Off’ og mange andre. På længere sigt har vi store ambitioner på det nordiske marked gennem både vores kanaler og indholdssalgspartnere. Vi mener jo, at vi har indhold i verdensklasse at byde på.

Har I partnere i Norden?

Vi samarbejder med en række partnere i Norden. I Danmark er vores tjenester tilgængelige på YouSee, og vi har et godt forhold til alle de store nordiske public service-kanaler og til de kommercielle kanaler.

Hvilken type programmer vil I lægge vægt på?

BBC Nordic bringer de bedste underholdningsserier fra BBC, omhyggeligt målrettet til det nordiske publikum. Vi har håndplukket populære fakta- og underholdningsprogrammer, som vi ved, at vores publikum elsker fra BBC Brit og BBC Earth, og så har vi tilføjet helt nye serier fra underholdnings- og livsstilsområdet. Store serier som ’QI’, ’The Graham Norton Show’ og ’Life Below Zero’ får selskab af livsstilsserier, herunder ’The Great British Sewing Bee’ og ’DIY SOS’ med det formål at appellere til et bredere publikum. Dertil kommer emner som kunst og kultur, rejser og historie. Så vi mener bestemt, at vi har unikt indhold at byde på for et nordisk publikum, lyder det fra Arran Tindall.

 

Artiklen er oprindeligt udgivet i magasinet Nordiske, nr. 3, 2023