Kronik: Som søvngængere på vej mod katastrofen

Aktuelt, Rusland,

På trods af Ruslands overgreb må vi åbne for en diplomatisk løsning på Ukrainekrigen. Det er svært, men vi mangler et sted, hvor vi kan åbne øjnene og forhindre en ny katastrofe.

Af Hans-Henrik Holm, professor emeritus, formand for NJC’s Advisory Board

I den australske historiker Christopher Clarks analyse af starten på Første Verdenskrig beskriver titlen “Søvngængerne” regeringernes gensidige mistænksomhed. Uden at se virkeligheden i øjnene styrede landene ind i en krig, der kostede over 20 millioner mennesker livet og skabte grobund for både Anden Verdenskrig og nu krigen i Ukraine. Er vi søvngængere igen? Er vi på vej ind i en periode med krig og økonomisk sammenbrud? Mens Første Verdenskrig var resultatet af mange begivenheder fra attentatet i Sarajevo til Tysklands oprustning og krigene på Balkan, så er krigsårsagerne nu tydeligere: Ruslands angreb og besættelse af dele af Ukraine. Angrebet på Krim og det østlige Ukraine i 2014 og helt afgørende, angrebet den 24. februar i år viser et aggressivt Rusland.

De to hovedforklaringer, som ofte anvendes til at forklare, hvorfor Rusland angriber, er velkendte.

Den ene ser Natos og Vestens inddæmningspolitik over for Rusland som væsentlig. Den anden mener, at Rusland søger at reetablere en storrussisk stat, der indbefatter store dele af det tidligere Sovjetunionen.

Uanset hvilken forklaring man hælder til, har svarene fra vestlig side været velbegrundede. Åbenbar aggression, forsøg på permanente grænseændringer og et mål om overtagelse af en anden stat er uhørte i det gældende internationale system. Svarene fra vestlig side har i det store og hele været velovervejede og eskalationsbevidste.

Først smalle sanktioner, senere udvidede sanktioner og efter angrebet i februar fulde økonomiske sanktioner og våbenleverancer. Senere store våbenleverancer, men stadig med begrænsninger som f. eks. rækkevidde, fly etc. Og i hele perioden har man afvist at opfylde Ukraines ønske om en no fly-zone. Ligesom der heller ikke indsættes tropper fra vestlige side.

Også Rusland har på visse områder holdt sig tilbage. Trods russiske angreb på civile (anslået op mod 6.000 døde) og omfattende ødelæggelse af hele byer er der ikke tale om den “totale krig”.

Alligevel er der grund til at frygte endnu en søvngænger-katastrofe.

Søvngængeriet viser sig ved vores næsten uberørte dagligdag. Nyhedsdagsordenen har skubbet krigen til udenrigssiderne, hvor frontberetningerne er begyndt at minde om hverdagsbegivenheder. Vi er på vej til at lukke øjnene. Der er udtalte faretegn: En recession i den internationale økonomi.

Voldsom global inflation samt energi-og klimakrise. Pandemierne truer. Politisk er overskriften ustabilitet. Et fastlåst politisk system som i USA, hvor selve legitimiteten er i fare. Uerfarne og populistisk orienterede ledere i lande som Storbritannien og Italien. Vælgerkorps, der i mange lande er uforudsigelige i deres valg. Tænk på Sverige og også Danmark. Listen over politiske og økonomiske krisetegn er lang.

En kold krig er brudt ud. Russiske turister afskrækkes fra at rejse til vestlige lande. Vestlige firmaer afvikler investeringerne i Rusland på trods af milliardtab.

Kulturlivet er også frosset. Musikscener og operaer verden over aflyser, hvis der er russisk deltagelse eller russiske værker på programmet. I Cardiff tog man “1812”-ouverturen af programmet. Eksisterende samarbejder i fælles interesse lægges på is eller afvikles som f. eks. rumstationsamarbejdet mellem USA og Rusland. Nedrustningen er gået i stå, og rustningsudgifterne stiger voldsomt. Forskningssamarbejde forhindres.

Informationskrigen er i fuld gang. Indgreb over for pressen med bortvisning af vestlige journalister fra Rusland. Rusland vil ikke have kritik fra sine egne journalister, og kritik er forsvundet fra russiske medier.

Kontakten med almindelige russere skal mindskes. Formålet er, som den danske udenrigsminister udtalte, at gøre det mærkbart for hele den russiske befolkning, at angrebet på Ukraine er uacceptabelt.

Eksempler på krigspropaganda og russo-fobi ses i nyhedsformidlingen i mange lande. Under den sidste kolde krig førte propaganda og xenofobi i USA til en heksejagt. Kulminationen var de såkaldte McCarthy-høringer i 50′ erne. Skuespillere, journalister og politikere blev hængt ud og mistede job og karriere. Hetzen er denne gang nationalistisk båret. Russiske restauranter har svære tider, vodkaer skifter navn, og alt russisk fordømmes. Modsat er solidariteten med Ukraine gået til tops i danske flagstænger. Og hvorfor ikke? Ukraine er uomtvisteligt et offer i denne konflikt. Som Ungarn var det i 1956.

Det er netop det, der gør det så svært at holde øjnene åbne. Ruslands handlinger fører til nedfrysning af alle de fordele, vi fik foræret efter sammenbruddet af Sovjetunionen i 1991. Rusland fik sin Ikea og MacDonald’s og økonomisk vækst. Der var samarbejde, også om nedrustning, tillidsskabende foranstaltninger og kulturudveksling. Grænserne til Rusland blev åbnet, og håbet om udvikling af demokrati og civilsamfund i Rusland fik næring.

Nu ruller propagandaen på begge sider, og det vil givet fortsætte. Der er ikke i overskuelig fremtid en løsning på krigen i Ukraine, der vil kunne bringe os tilbage på samarbejdssporet. I stedet må vi se i øjnene, at vi er blevet uvenner med vores nabo. Hvad han har gjort én gang, kunne Rusland gøre igen.

Så det er svært. Men opgaven er at undgå, at det går helt galt, som det gjorde med søvngængeriet op til Første Verdenskrig. Det var en kæde af mindre beslutninger, der førte til krigen. »Landene var fanget i en fælde,« skriver Barbara W. Tuchman i sin klassiker “The Guns of August”. »En fælde skabt i de første 30 dage af krigen. En fælde som der ikke var nogen vej ud af.« Som et ekko taler de militære tv-eksperter i dag om, at løsningen skal findes på slagmarken først. Den slags søvngængeri kan føre til nuklear katastrofe, økonomisk nedsmeltning, intern heksejagt eller krig i stor skala.

Nu kommer det virkeligt svære.

Diplomatisk set skal der skabes to spor: Et spor, der forøger prisen for Ruslands angreb på Ukraine. Og det andet spor, der giver muligheder for forhandling og tillidsopbygning mellem Rusland og Ukraine og Vesten. Rusland har ønsket sikkerhedsgarantier, men det kræver tillid.

Hvordan genskaber man tillid mellem staterne? Én mulighed er OSCE. Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Skabt under Den Kolde Krig som en konferenceramme (CSCE) om netop tillidsskabende foranstaltninger.

Resultatet var Helsingforsaftalen fra 1975. Pudsigt nok har Rusland tilbage i 2008 talt om den mulighed. Det blev afvist af USA, men nu er tiden en anden. Fordelen er, at der eksisterer en ramme for konsultationer med alle de vigtigste lande som medlemmer. Samtidig er det et mere fleksibelt forum end f. eks. FN-systemet.

Er et topmøde med de involverede lande en mulighed for at bryde gennem isen. Kan EU spille en hovedrolle i et sådant initiativ? Kan de nordiske lande? Kan Finland være forhandlingsleder? Rusland har sammen med Kina i en erklæring fra 4/ 2 udtrykt et ønske om en ny sikkerhedsstruktur med »en polycentrisk verdensorden baseret på universelt accepterede principper om international ret«. Måske en ny Helsinki-proces kan bryde dødvandet? En konference om sikkerhedsprincipper baseret på suverænitet og ikke indblanding er Ruslands og Kinas mål. Vesten finder, at det ikke længere bør være muligt for et enkelt land ensidigt at etablere interessesfærer, hvor det kan diktere nabolandes adfærd. Svært, men vi mangler en ny aftale om kernevåben-missiler i Europa (INF). Vi mangler et sted, hvor vi kan åbne øjnene og forhindre en ny katastrofe.

Opgaven er at undgå, at det går helt galt, som det gjorde med søvngængeriet op til Første Verdenskrig.

Bragt i Jyllands-Posten den 21. september 2022.