For færøske Liljan Weihe havde ytringsfriheden en meget konkret pris: En opslidende injuriesag for at passe sit arbejde og personlige, sexistiske trusler på Facebook. Men vi skal hverken som journalister eller borgere finde os i trusler, siger hun i dette barske indlæg i debatten om den svære ytringsfrihed. Foto: Mogens Blicher Bjerregård / Illustration: Ole Rode Jensen
Af Liljan Weihe
27. april klokken 20.00. Jeg er lige kommet hjem fra en lang arbejdsdag. Hjem til min mand og mine to sønner, som jeg lige når at kysse godnat. Sminken ligger som en tyk maske på mit ansigt. Jeg har lige været vært på tv-nyhederne – for første gang i lang tid.
Telefonen ringer
“Hallo?”
“Ja, hej. Jeg synes fandeme, at du skal anmelde de tosser til politiet. Nu er det sgu blevet for meget!”, siger min mandlige kollega og personlige ven.
“Hvad?”, siger jeg. Jeg aner ikke, hvad han taler om.
“Voldtægtstruslen på Facebook!”, siger han oprevet.
“På Facebook? Jeg har ikke set nogen trussel…?”
“Jeg sender dig et screen shot. Men det her er ikke ok!”
“Ok. Hej.”
Min mand kigger på mig. Spørger mig, hvad der sker. Jeg er omtumlet af samtalen, men prøver at forklare ham, hvad samtalen handlede om. Min mand, som ellers aldrig er opfarende, bliver rasende. Jeg er chokeret, men forholder mig mere roligt og venter på at modtage billederne.
Forud for voldtægtstruslen ligger en lang, drænende – og endnu ikke afsluttet – retssag om injurier.
Tilbage til 90’erne
Historien starter i begyndelsen af 90’erne. Jørgen Niclasen, en ung færøsk politiker for Det færøske folkeparti, Fólkaflokkurin, er netop blevet sat i spidsen for familieforetagendet. Et byggemarked i hans hjembygd på øerne. Virksomheden er i finansielle problemer, lige som de fleste andre virksomheder på øerne, da Færøerne oplevede en dyb finanskrise i 90’erne. Familievirksomheden holdt derfor op med at betale told af importerede varer i et forsøg på at overleve og opbyggede en stor uautoriseret toldgæld.
Samtidig var Jørgen Niclasen medlem af Lagtinget og medlem af et udvalg, der arbejdede med at revidere de færøske toldregler. Toldregler, som han ignorerede som direktør i familievirksomheden. Historien har været kendt i mange år på Færøerne, og færøske journalister har forsøgt at få aktindsigt i dokumenterne i sagen i næsten tyve år. Men uden held.
Den væsentligste årsag er, at myndighederne på Færøerne ikke var særlig hjælpsomme, tværtimod forhindrede myndighederne journalisterne i at få aktindsigt i sagen. I efteråret 2013 lykkedes det endelig en journalist at få tilstrækkelig indsigt i par dokumenter, der dokumenterede den uautoriserede toldgæld. På det tidspunkt var Jørgen Niclasen, den unge politikerspire, blevet partiformand i Fólkaflokkurin. Han var også finansminister og dermed højeste told- og skattemyndighed på Færøerne.
Forordninger, som han tyve år tidligere systematisk havde brudt ved at sælge udeklarerede varer, skulle han nu selv sikre blev overholdt. Selvfølgelig havde historien offentlig interesse. Og vi, Færøernes tv og radio, Kringvarp Føroya, var forpligtet til at fortælle den.
Trusler om fængsel
Historien blev offentliggjort på en nyhedsportal i december 2013, og vi fulgte op på historien med det samme.
Det var fuldstændig klart for mig, at vi ikke kun havde ret til at fortælle historien, vi var også forpligtede til det.
Journalisten, der offentliggjorde historien, bad selvfølgelig finansministeren kommentere historien inden den blev offentliggjort. Ministeren gav ham aldrig nogen kommentar, men fik sin advokat til at ringe til journalisten. Advokaten truede journalisten med fængsel, hvis han offentliggjorde historien.
De følgende måneder blev vi truet med fængsel fire eller fem gange, før finansministeren besluttede at sagsøge os for injurier og prøve sagen i retten
Få og små
Jeg var ikke bekymret. Det var fuldstændig klart for mig, at vi ikke kun havde ret til at fortælle historien, vi var også forpligtede til det. Og selv om historien om toldsnyd var gammel, var den stadig væsentlig at fortælle. Måske endda mere væsentlig. Politikerspiren, der havde snydt i told, var nu en af de mest magtfulde personer på Færøerne og som finansminister den højeste myndighed i toldsager.
Men dommeren i Byretten delte ikke min mening om sagen. Han fandt os skyldige i injurier, og vi blev idømt dagbøder, erstatning til Jørgen Niclasen og skulle betale hans sagsomkostninger. Sammenlagt kom beløbet op på flere hundrede tusind kroner.
Dommeren erkendte, at Jørgen Niclasen havde opbygget en stor del af virksomhedens uautoriseret toldgæld, men fandt alligevel nyhedsdækningen injurierende. Vi tabte i Byretten med den begrundelse, at Færøerne er et lille samfund, og at mediedækning som vores ville afholde andre fra at stille op til politiske valg. Altså, skulle vi på Færøerne ikke forlange samme moralske standard af vores politikere som i andre lande, fordi vi er små og få.
Oprejsning
Det ville vi selvfølgelig ikke finde os i. Hverken i at tabe, og slet ikke med den begrundelse, at der skal tages særlige hensyn til magthavere i små samfund, da dommen derved i fremtiden ville indsnævre presse- og ytringsfriheden på Færøerne.
Vi ankede straks afgørelsen til Landsretten – og de tre landsretsdommere underkendte dommen fra Byretten og frikendte os for injurier. Dommerne understregede i dommen, at vi ikke blot havde ret til at fortælle historien om den uautoriserede toldgæld, men vi havde også i vores mediedækning dokumenteret toldsnyd, der var sket for mere end tyve år siden.
Jørgen Niclasen appellerede landsretsdommen til Højesteret, men sagen blev afvist.
Konsekvenser for journalistikken
Det var en kæmpe lettelse endelig at kunne lægge injuriesagen bag os. Og selvfølgelig er jeg glad for, at vi blev frikendt. Dommen i Landsretten stadfæster vigtigheden af en fri presse. Den styrker vores position som vagthund. Men selv om vi blev frikendt, har der været konsekvenser.
Vi var tre medarbejdere hos Kringvarp Føroya, der blev sagsøgt. Direktøren, jeg selv, som er nyhedschef, og en journalist. Kringvarp Føroya har en bestyrelse, der dels fungerer som mellemled mellem den politiske myndighed, Kulturministeren, og public service-mediet, og så skal bestyrelsen også godkende den overordnede prioritering i programfladen og de årlige budgetter. Bestyrelsen er ansættelsesmyndighed hos direktøren, mens direktøren ansætter medarbejdere, også mellemledere som mig selv.
Efter dommen blev jeg taget af skærmen… mit navn og min stemme skulle hverken ses eller høres
Men da bestyrelsen til dels er direkte valgt af de politiske partier, har der været politisk pres på bestyrelsen i forbindelse med injuriesagen. Pres som desværre gav genlyd langt nede i systemet, hos nyhedsredaktionerne.
Jeg blev som nyhedschef sat i skammekrog, da dommen faldt i Byretten. Nyhedsafdelingen hos Kringvarp Føroya er lille, så jeg indgår også i selve nyhedsproduktionen. Men efter dommen, blev jeg taget af skærmen, jeg måtte ikke længere være nyhedsvært og mit navn og min stemme skulle hverken ses eller høres nogen steder på programfladen. Det samme var gældende for nyhedsjournalisten. Han blev sendt på ferie.
Flere mente, at vi burde fyres eller i det mindste suspenderes. Derudover var der mange, der mente, at vi personligt skulle hæfte for dommen. Vi skulle ikke alene miste vores arbejde, vi skulle også personligt punge ud med hundredetusindvis af kroner for at lave vores arbejde.
Demokrati
Injuriesager mod journalister i de øvrige nordiske lande får ikke samme opmærksomhed som på Færøerne. Umiddelbart før vores injuriesag, var der nogle injuriesager i Danmark. To journalister hos Danmarks Radio blev sagsøgt for injurier og tabte. Men selvom de tabte både i Byretten og senere i Landsretten, fik det ikke arbejdsmæssige eller økonomiske konsekvenser for dem. Ingen snak om at få dem fyret. Ingen skammekrog. Faktisk blev de begge mere eller mindre forfremmet. Den ene blev vært på TV-avisen, den anden fik sit eget tv-magasin.
Danske medier og journalister har en stærkere position i Danmark end på Færøerne. Det færøske demokrati er stadig meget ungt, og vi har ikke så lang tradition for kritisk journalistik, som i de øvrige nordiske lande. Det gør færøske journalister langt mere sårbare, men ikke desto mindre vores demokratiske opgave det større.
Selvcensur
At sagsøge os for injurier var et forsøg på at lukke munden på os – og jeg er ked af at indrømme, at det virkede efter hensigten. Injuriesagen har forårsaget en form for selvcensur i medierne. Journalister er bange for at blive sagsøgt for injurier – selv om de har en veldokumenteret historie. Ikke fordi de er bange for at blive dømt, men fordi en retssag i sig selv er en trussel mod deres troværdighed som journalister, og de har set, hvordan en retssag kan have konsekvenser – både professionelt og personligt – for andre journalister.
Hate speech og trusler på sociale medier er med til at true ytringsfriheden
Derfor er frygt er det bedste våben mod ytringsfriheden. I vores tilfælde forårsager frygt selvcensur. Og selvcensur er ukontrolleret. Den har ingen klare grænser.
Personlige trusler
Efter tre måneder i skyggen, fik jeg lov til at komme på skærmen igen. Voldtægtstruslen kom efter min første værtsvagt efter dommen i Byretten.
En ung mand, som jeg aldrig har mødt, var så irriteret over et interview jeg havde med sundhedsministeren i tv-nyhederne den aften, at han syntes jeg fortjente at blive gruppevoldtaget og arrangerede det på Facebook.
Statusopdatering BJH: Liljan Weihe er irriterende at høre på.
KJ: Hørt!
JTL: Jeg ved, hvor hun bor!
BJH: Hun er i Kringvarp Føroya lige nu. Jeg tænder min sorte gangsterbus (rape van) so tager vi alle sammen afsted. Hvem er med?
JTL: Jeg er med!
BJH: Hun er republikaner så det basker!
Bum. Den sad.
Sexisme
Det undrer mig, at en ung mand, som selv har en kæreste, kan være så nedlandende mod kvinder. At han overhovedet kan tænke tanken, at kvinder har fortjent at blive voldtaget, fordi han personligt ikke bryder sig om deres arbejde. Det undrer mig, at han ikke tænker på sin kæreste, sin mor og andre kvinder i hans nærmeste omgangskreds. Det er jo ikke kun nedladende mod mig, men mod alle kvinder – også hans nærmeste. Hvordan kan en kvinde nogensinde gøre sig fortjent til at blive frihedsberøvet og seksuelt misbrugt?
At andre mænd uden videre er med på idéen, er næsten mere ufatteligt. Den anden mand, der ville med i voldtægtsbussen, var på det her tidspunkt skoleleder i en lokal folkeskole. En ansvarsperson og et forbillede for børn og unge.
Frygt
Truslen skal ikke tages alvorligt, siger de. Det var en joke. Har du ingen humor, kvinde? Nej, jeg kan ikke se det sjove i en voldtægtstrussel. Det kan godt være, at truslen ikke skal tages bogstaveligt. Det kan godt være, at de blot ønskede at nedgøre mig på de sociale medier. Men voldtægtstruslen er italesat. Den har sat tanker i gang hos mig og måske også hos andre.
Jeg har altid betragtet mig selv som en selvsikker, stærk og uafhængig kvinde. Men truslerne skræmte mig, gjorde at jeg følte mig svag og usikker. Jeg begyndte at bekymre mig om, hvilke signaler jeg sendte ud til mænd. Om jeg på en eller anden måde selv havde fremprovokeret voldtægtstruslen. Og selv om disse to mænd sidenhen har sendt mig personlige undskyldninger på Facebook, bekymrer det mig, at der kan være andre forstyrrede mænd derude, som ikke kan se den tiltænkte humor i truslen, men i stedet bliver inspirerede af den. Jeg får stadig den følelse nogle gange, når jeg går hjem alene om natten.
Skam
En ting var frygten jeg følte. En anden følelse var skam. Jeg følte mig snavset. Jeg skammede mig, selv om jeg vidste, at jeg ikke var skyld i voldtægtstruslen. Men tanken om, at mænd fantaserer om at voldtage mig, gjorde, at jeg følte mig beskidt. Truslen gjorde mig upersonlig. Den gjorde mig til et objekt for mænd at misbruge seksuelt. Det er en meget ubehagelig følelse.
Tanken om at mænd fantaserer om at voldtage mig, gjorde, at jeg følte mig beskidt… Jeg har siden fået andre ulækre og fantasifulde trusler
Jeg har siden fået andre ulækre og fantasifulde trusler. Den seneste var en mand, der fantaserede om at fæste fiskekroge i mine skamlæber for siden at hænge mig op til offentlig beskuelse i disse kroge, fordi vedkommende ikke brød sig om mit journalistiske arbejde. Da jeg læste opdateringen på Facebook blev jeg fysisk dårligt tilpas. Jeg fik kvalme og hovedpine. Jeg kunne ikke falde i søvn og mistede koncentrationen.
Råb op!
Ytringsfriheden er truet på så mange fronter. En måde at indsnævre ytringsfriheden er med trusler. Trusler skaber frygt og frygt gør os irrationelle og skader journalistikken. Injuriesagen og voldtægtstruslen er ikke direkte forbundne, men de havde samme formål: at lukke munden på os journalister. Men vi skal hverken som journalister eller borgere finde os i trusler. Vi skal italesætte dem og gøre frygten til skamme. Vi skal råbe op og gøre det vi er bedst til: Fortælle historier.
1 kommentar