Zetland ekspanderer i Norden

Medier

Det danske medie Zetland udvider, og til januar udkommer et nyt, Zetland-inspireret medie i Finland.

Af Kirstine Ottesen

Uusi Juttu er finsk og betyder ’ny ting’ – og så er det et midlertidigt navn til et helt nyt medie i Finland, der skal udkomme fra januar 2025. Bag initiativet er det danske medie Zetland.

Zetland lancerede i Danmark i marts 2016. Grundlaget for Zetland er blandt andet et princip om at forsøge at stå af nyhedsstrømmen for i stedet at gå i dybden med de største historier.

Principperne skal videreføres i Finland, lyder det fra Zetlands medstifter og internationale chef, Jakob Moll:

“Vi har længe troet på, at vores løsninger på journalistikkens udfordringer ikke var unikt danske. Vi så ingen grund til, at vi ikke kunne gøre os nyttige i andre demokratier, og denne uge har bevist, at vi havde ret.”

Kollegaer på tværs af Norden

Jakob Moll har netop været i Helsinki for at lancere en crowdfundingskampagne for det nye medie.

Uusi Juttu vil blive lanceret i januar 2025 med økonomisk og teknisk støtte fra Zetland, men ansvaret for opbygningen og driften af det nye medie vil ligge hos det finske team. Jakob Moll håber, at redaktionerne i Danmark og Finland på sigt kan udnytte hinanden til et samarbejde.

”Vores to klimajournalister på Zetland får jo pludselig en kollega i Finland. Vi er hverken dygtige journalistisk eller politisk til at finde på løsninger i det ene land, som kan bruges i de andre nordiske lande. Der ser jeg et hul og en mulighed, vi kan fylde ud. Vi kan være nyttige for hinanden,” siger Jakob Moll.