I Norge må man gerne skrive ”Må Allah smadre USA”. I Danmark kan en smiley på et nyhedstelegram om et terrorattentat give fem måneders fængsel. Den danske ytringsfrihedskommission har netop offentliggjort en rapport, der advarer mod de seneste års indskrænkninger i ytringsfriheden. Og fremhæver de øvrige nordiske lande som gode eksempler.
Af: Leif Lønsmann, seniorkonsulent ved Nordisk Journalistcenter
I Danmark er ytringsfriheden sikret i Grundlovens paragraf 77: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”. De øvrige nordiske lande har tilsvarende paragraffer.
Grundloven sikrer både tanke- og ytringsfrihed. Men lovgivere og domstole kan straffe mennesker og medier, der bruger den. Inden Grundloven, som i Danmark blev indført i 1849, kunne Staten forebygge uønskede ytringer og skrifter via forudgående censur. Med grundloven fjernede man censuren og stadfæstede ytringsfriheden. Men med den vigtige tilføjelse ”dog under ansvar for domstolene”. Man kan sige, at grundloven ikke afskaffede censur forstået som statens ret til at begrænse ytringsfriheden. Men tidsforskød dem, fra forudgående censur, til efterfølgende straf.
Den danske ytringsfrihedskommission, som tæller både forvaltningsjurister, forskere og redaktører, har i to år gransket ytringsfriheden i Danmark. Kommissionen konkluderer i sin 867 siders rapport, at ytringsfriheden har gode rammer og vilkår i Danmark. Den hviler på et solidt kulturelt og juridisk fundament. Men der er et ”men”. ”Siden 2001 er sket en udvikling, hvor man fra lovgivers side har virket mere tilbøjelig end tidligere til at begrænse borgernes grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden”. Denne udvikling finder kommissionen ”bekymrende”. Det er et stærke ord i en statslig udredning.
Holdninger vs. handlinger
Det har alle dage været legitimt at stater kan begrænse ytringer, der truer f.eks. nationens sikkerhed eller privatlivets fred. Opfordringer til og trusler om vold eller terror er ligeledes strafbare i de fleste lande. Udtalelser, der ”kan true” den offentlige orden, sædelighed og moral er straks lidt mere uldne. Ligesom personlige synspunkter, selv de mest ekstreme, plejer at være holdt uden for straffelovene, i hvert fald i Norden.
I de nordiske retssale gør man en dyd ud af at skelne mellem holdninger og handlinger. Den disciplin har det ifølge kommissionen knebet med at opretholde i den danske lovgivning siden 2001, hvor forbud mod at opfordre til vold og terror er blevet udvidet med forbud mod at ”billige” terror eller ”påvirke” til terror, hvad enten det lykkes eller ej. Og hvad enten det sker offentligt eller i en lukket kreds.
I Danmark fik en tiltalt således fem måneders fængsel for, sammen med en ”lovprisning af Gud”, at have tilføjet en ”smiley” til en artikel om angrebet på det franske satiremagasin ”Charles Hebdo”. Til er folk i Danmark blevet frifundet for ytringer som ”man burde gasse de muslimske børn”, arabiske indvandrere er kaldt ”afstumpede afvigere” og for at sige at ”negere har lavere intelligens end hvide”.
Norge Foregangsland
Den danske ytringsfrihedskommission har undersøgt retstilstanden i de nordiske lande, og finder at ikke mindst Norge lægger ”signifikant højere vægt på ytringsfriheden (…) end Danmark”. Dette bekræftes også af, at Norge i 2020 for fjerde år i træk er topscorer på det internationale pressefrihedsindex.
Den danske rapport fremhæver en sag fra Borgating Lagmannsrett, hvor en tiltalt på facebook havde hyldet gerningsmændene bag bombeangrebet i Boston i 2016, med ordene ”To hell with Boston and may Allah destroy America”.
Tiltalte blev frikendt, bl.a. med henvisning til en norsk Høyesteretts-dom fra 2002, der fastslog at kun direkte og konkrete opfordringer til vold burde kriminaliseres, og at ”ingen bør kunne risikere strafferettslig ansvar ved at et utsagn tillegges et meningsinnhold som ikke er uttrykkeligt uttalt og heller ikke med rimelig stor sikkerhet kan utledes av sammenhengen”. Den danske rapport anbefaler at Danmark lader sig inspirere af Norge i vægtningen af ytringsfriheden.
Store forskelle mellem de nordiske lande
Mens alle lande har restriktioner i forhold til bl.a. racisme og opfordringer til racistisk motiveret vold, er der store forskelle på både formuleringer, straframmer og retspraksis mellem de enkelte lande. Direkte, konkret opmuntring eller tilskyndelse til folkedrab, vold og terror er således strafbart i samtlige nordiske lande, men straframmen varierer mellem Finland (4 måneder til 4 år), Norge (indtil 3 år), Sverige og Danmark (indtil 2 år).
Når det gælder hate speech, der ikke direkte opfordrer til vold, er strafferammer og retspraksis blødere, men i alle nordiske lande kan man straffe nedsættende ytringer om mennesker på baggrund af deres race, hudfarve, oprindelse, tro, seksuelle orientering mm. Også her varierer både love, strafferammer og retspraksis fra sag til sag og land til land.
Den danske straffelovs såkaldte ”racismeparagraf” forbyder ytringer, der ”truer, forhåner eller nedværdiger” disse grupper. Paragraffen delte ytringsfriheds-kommissionen. Et flertal anbefaler at loven fastholdes, mens et mindretal anbefaler at paragraffen afskaffes eller lempes. I de øvrige nordiske lande er der tilsvarende begrænsninger, men også betydelige variationer.
Relevante perspektiver for nordiske journalister
Mens den etablerede presse i de nordiske lande primært reguleres via selvregulerende pressenævn, synes lovgiverne i disse år, i hvert fald i Danmark, at være tilbøjelige til at begrænse borgernes ytringsfrihed. Det gælder ikke mindst på de sociale medier og internettet, hvor forkerte ytringer kan føre til hårde straffe, ligesom Danmark har indført mulighed for at blokere hele websites, hvis der er ”grund til at antage” at de indeholder propaganda til fordel for terrororganisationer”. Også her er de øvrige nordiske lande mere forsigtige med reguleringer og straf.
Det er den danske kommissions vurdering at der i Danmark ”siden 2001 er sket en udvikling, hvor man fra lovgivers side har virket mere tilbøjelig end tidligere til at begrænse borgernes grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden”, og at der ”navnlig siden 2016 er gennemført en lang række væsentlige indskrænkninger af ytringsfriheden”. Kun én af de mange lovændringer i perioden, rummer en lempelse i forhold til ytringsfriheden. Og det er afskaffelsen af blasfemiparagraffen, som gør det lovligt at ”forhåne” og ”drive spot med” religioner.
Selvom rapporten primært kortlægger danske forhold, er den relevant for alle nordiske journalister. Ikke mindst fordi den afslører, at mange af bestemmelserne er så vagt formulerede, at det ikke er helt klart for den enkelte skribent om en givet ytring eller formulering er strafbar eller ej. Et forkert ord kan udgøre forskellen mellem frihed og fængsel. Og med de seneste tyve års indskrænkninger i ytringsfriheden i Danmark, kan man bogstaveligt talt ”tale” eller skrive sig til to år bag tremmer…
