I 2020 mistede mange armenske medier deres sendetilladelse. Det skete samtidigt med uroligheder i Armenien, og befolkningen stod tilbage med færre uafhængige medier med kritisk dækning i landet. Nu er flere af journalisterne blevet uddannede i at producere og afvikle nyheder med internettet som platform
Nordisk Journalistcenter gennemfører et udviklingsprojekt i Armenien, hvor målet er at danne et netværk af lokale og regionale TV-medier, der alle udgiver deres indhold på internettet. Stationerne har mistet deres sendetilladelse i en tid med uroligheder i landet, og dermed er den frie presse blevet bremset.
Som en del af projektet er 20 armenske journalister og fotografer nu blevet undervist i TV-produktion på nye vilkår og med nye redskaber.
Det forklarer Inger K. Larsen, der til dagligst underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun var for nyligt i Armenien for at undervise:
“Der var fem regionale TV-stationer repræsenteret, og de skal alle finde deres publikum eller seere på en ny måde nu. De har for eksempel ikke erfaring med at sende deres programmer på YouTube.”
De medvirkende TV-stationer har meget forskellige økonomiske rammer, men alligevel fandt de sammen i undervisningen, fortæller Inger K. Larsen:
“Der skete noget magisk. De var fantastiske til at lære af hinanden, og de var sultne efter inputs og efter at lære noget. Der var en fantastisk fællesskabsfølelse og energi. Ingen skulle få dem ned med nakken, de skulle lykkes med det her. Og jeg kan se, de er i fuld gang med at bruge de teknikker, de arbejdede med på kurset.”
En håndholdt øjenåbner
Selv om flere af de medvirkende har mange års erfaring med mere traditionel TV-produktion, fik de alligevel en overraskelse omkring at bruge mobiltelefoner til optagelse og redigering af indslag. En af kursets dage var fokuseret på netop mobilvideoer.
“Det var lidt af en overraskelse for dem, at de kunne gennemføre interviews og produktion af indslag på mobilen. Mange havde stor erfaring med traditionelle, store TV-kameraer men havde ikke arbejdet professionelt med mobiltelefonen før,” siger Inger K. Larsen.
En anden hverdag
I Norden tager vi den kritiske presse og rettigheden til at stille f.eks. politikere til ansvar givet. Men i Armenien er situationen en anden. Selv om kurset ikke omhandlede den del af arbejdsforholdene, blev det alligevel et emne til diskussion.
“Vi talte meget om at kunne gennemføre kritiske interviews med f.eks. de lokale myndigheder eller politikere. Der er spillereglerne bare anderledes i Armenien end i Norden,” afslutter Inger K. Larsen.
Projektet løber i resten af 2022 og er støttet af New Democracy Fund.
Se et eksempel på produktion fra kanalen Region 5+ her