Nyt kursus: Har du idéen til fremtidens journalistik?

Aktuelt, Digital Innovation, Journalistik, Medier,

Nyt kursus i digital medieinnovation: Til dig, der går rundt med et koncept eller en idé, der kan gøre en forskel, fastholde brugere, folde sig ud på en mobiltelefon – og som brugerne vil betale for.

Der er brug for at tænke innovativt, hvis mediehuse og organisationer i Norden skal følge med den digitale udvikling og fange målgruppernes interesse. Og i en branche, der bevæger sig mod betaling for indhold, skal de innovative idéer og koncepter også helst være økonomisk bæredygtige.

Derfor lancerer Nordisk Journalistcenter nu et helt nyt kursus, der hjælper deltagerne med at komme fra idé til lancering – og indtjening. Det handler om at lære af de dygtigste, og derfor kommer deltagerne ikke bare til at arbejde i Aarhus, men også i New York, hvor vi møder både etablerede og medie-startups, og i Media City Bergen.

Boost i en svær tid

”Med dette kursus giver vi et boost til nordiske mediers digitale udvikling”, siger John Frølich, leder af Nordisk Journalistcenter, Aarhus, Danmark.

”Det kan få afgørende betydning efter et år, hvor mange mediehuse bløder som følge af coronakrisen, og hvor det især har ramt de lokale og regionale medier. Derfor retter vi særligt fokus på disse medier, men kurset er i princippet for alle i Norden, der har brug for et løft til nye digitale produkter – og ny indtjening,” siger han.

“I dag går journalistik og teknologi hånd i hånd,” siger Anne Jacobsen, CEO for Media City Bergen.

“I Bergen har vi et verdensledende medieteknologimiljø, hvor vi udvikler morgendagens medieindhold. Derudover er det vigtigt, at vi også arbejder med nye forretningsmodeller for mediehusene. Her behøves der nye tanker, innovation og viden. Det håber vi at kunne bidrage med fra Media City Bergen, og vi glæder os til at få deltagerne på besøg,” siger hun.

Programmet bliver en blanding af undervisning, workshops og oplæg fra de mediehuse, kurset besøger, og fra deltagerne selv, når de præsenterer deres idéer efterhånden, som de udvikler sig igennem kurset.

Slutbrugeren er kernen i forretningen
En del af kurset vil handle om brugerforståelse og indblik i målgrupper og brugeradfærd bliver en vigtig del, efterhånden som deltagernes digitale koncepter flytter sig. Slutbrugeren er i fokus, også når strategi og økonomi omkring koncepterne formes.
Deltagerne lærer også, hvordan de kan afprøve deres koncepter i praksis, så de hele tiden tester, lærer, ændrer og tester igen. Derfor er brug og forståelse af data naturligvis også en stor del af forløbet.

Som deltager får man både viden samt værktøjer til at forstå brugerne og skabe fremdrift – alt imens ens idé flytter sig og kommer nærmere en lancering. Det er derfor meget mere end et kursus.

Den nordiske fordel
Kursusdeltagerne bliver udvalgt blandt ansøgere fra alle nordiske lande. Mixet af deltagere giver inspiration og erfaringer fra flere lande, hvor mediemarkederne ligner hinanden. Samtidig får deltagerne et styrket journalistisk netværk, de kan drage fordel af i fremtiden.

 

Mere information og skriv dig på interesselisten:

Svensk: Har du idén om framtidens journalistik?

Norsk: Har du ideen til fremtidens journalistikk? 

Island: ERTU MEÐ HUGMYND UM FJÖLMIÐLUN FRAMTÍÐARINNAR?

Finsk: SINULLAKO AVAIMET JOURNALISTIIKAN TULEVAISUUTEEN?

Dansk: Har du idéen til fremtidens journalistik? 

Engelsk:  Help build the future of Nordic Journalism