Et nyt projekt skal skabe samarbejde mellem russiske journalister i eksil og nordiske medier og styrke dækningen af Rusland
Russiske journalister, der lever i eksil udenfor Rusland, får med et nyt fellowship-program fra NJC og Dansk Journalistforbund mulighed for at arbejde på et nordisk medie. Formålet er både at skabe netværk mellem russiske journalister og journalister fra Norden og give programmets deltagere og fellowship-mediet mulighed for at drage nytte af hinanden.
Gennem projektet får medierne en russisktalende medarbejder, der kan styrke deres dækning af Rusland. Og de russiske eksil-journalister får et styrket netværk i Norden og mulighed for at videreudvikle sig professionelt og holde journalistiske færdigheder ved lige.
”Hundredvis af uafhængige russiske journalister har forladt Rusland. For nogen er det kun midlertidigt, og de forventer at vende tilbage, når det er sikkert for dem. De journalister er vigtige brikker i udviklingen af fremtidens Rusland. Oplyste borgere er en forudsætning for udvikling af demokrati. Og professionel journalistik er en forudsætning for oplyste borgere,” siger John Frølich, leder af Nordisk Journalistcenter.
Uafhængighed er helt afgørende
De sidste detaljer i fellowship-programmet er ved at være på plads. Der er indgået aftaler med medier i Norge, Finland og Danmark og formentlig også snart i Sverige, hvor det er helt afgørende, at de pågældende journalister er frie og uafhængige.
”Der er tale om et pilotprojekt for fire journalister, hvilket selvfølgelig kun er en brøkdel af russiske journalister i eksil. Projektet skulle derfor gerne gøre os alle klogere på, hvordan vi kan være med til at støtte både journalister og medier i eksil, samt hvordan vi i øvrigt kan bidrage til, at journalister og menneskeretsforkæmpere kan være med til at skabe fremtidens Rusland bygget på demokrati og frihed. Det er samtidig vigtigt, at vi koordinerer den samlede indsats sammen med andre organisationer på området,” siger Mogens Blicher Bjerregård, tidligere formand for The European Federation of Journalists og nu international rådgiver. Sammen med Leif Lønsmann, NJC’s advisory board er han koordinator for fellowship-programmet.