Kursus skal løfte fotojournalistikken i Ukraine

Fotojournalistik, Journalistik, Ukraine
Søren Pagter, DMJX (th) sammen med ukrainske journalister i dialog om fotojournalistik. NJC-kursus, september 2026 i Aarhus på DMJX. Foto: Yuri Vasiliev, IRMI Ukraine
I september 2026 var 15 ukrainske journalister på kursus i fotojournalistik hos NJC. Her er fotograf Mads Nissen underviser. Foto: Yuri Vasiliev, IRMI Ukraine

Undervisning i fotojournalistik har rustet et hold ukrainske journalister til at producere bedre billedbårne historier. Næste opgave er en ambitiøs fotobog om helingsprocessen i Ukraine. Om menneskelig modstandskraft og heling, om genopbygning af lokalsamfund og infrastruktur under den lange udmattelseskrig.

Af Kristoffer Dahl Sørensen

15 journalister fra lokale og regionale medier i Ukraine besøgte i september Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Målet var at lære om fotojournalistikkens måde at fortælle historier på og samtidig lære, hvordan de selv kan tage bedre videoer og billeder.

Fotograf og underviser i fotojournalistik, Yuri Vasiliev, har over 20 års erfaring med fotografi og tv-produktion. Han deltog sammen med gruppen i undervisningsforløbet i Aarhus. Selvom fotojournalistik bestemt findes i Ukraine med krigsfotografer, er det ikke en selvstændig, faglig disciplin som i de nordiske lande. Derfor var undervisningsforløbet på mange måder lærerigt, mener Yuri Vasiliev.

”Vi lærte, at en fotohistorie ikke blot er en samling af gode fotografier. Den skal have struktur, logik, rytme og variation. Vi lærte også meget om, hvordan man opbygger en historie og gør den visuelt engagerende for publikum. Et oplæg om genrer og fortælletyper var særdeles nyttigt, fordi det gav os en bedre forståelse af de forskellige fortælleværktøjer, vi har til rådighed,” siger han.

Følelse og forståelse er vigtigst

På de fleste regionale medier i Ukraine må journalister, ligesom i de nordiske lande på grund af nedskæringer, selv varetage mange forskellige opgaver og selv tage billeder. Det har den konsekvens, at mange ukrainske journalister producerer visuelt indhold, men ofte uden tilstrækkelig professionel uddannelse i visuel historiefortælling, mener Yuri Vasiliev.

”Vi ved, hvordan man skaber et teknisk korrekt eller visuelt attraktivt billede, men der er stadig et stort behov for at udvikle en dybere forståelse af, hvordan fotografier kan fortælle historier, skabe mening og fungere sammen som en sammenhængende fotofortælling, siger han.”

Holdet fik henover fire dage undervisning og coaching fra faglig leder af fotojournalistuddannelsen, Søren Pagter, samt Mads Nissen og Thomas Borberg – to prisvindende fotojournalister fra dagbladet Politiken. Yuri Vasiliev fortæller, at han tager meget inspiration og læring med hjem til Ukraine.

”Overordnet set lærte undervisningsforløbet mig, at et stærkt fotografi først og fremmest ikke handler om at skabe et smukt billede. Et kamera er blot et teknisk redskab. Det egentlige fotografi begynder med det, fotografen ser, føler og forstår. Vi skal få mennesker til at føle noget og til at forstå, hvad billedet fortæller dem,” fortsætter han.

Ny workshop og fotobog på vej

Forløbet i Aarhus er en del af Nordic-Ukrainian Photojournalism Programme, som NJC står bag sammen med den ukrainske partner International Institute for Regional Media and Information (IRMI). Nordisk Ministerråd og den nordiske investeringsbank Nefco støtter programmet økonomisk. Forud for undervisningen i Aarhus havde de ukrainske deltagere været på den første indledende workshop i den vestukrainske by Lviv i august. Det var det arbejde, de fik coaching og feedback på i Aarhus.

NJC har været initiativtager til uddannelsesforløbet og projektet. Centerleder af NJC, John Frølich, har arbejdet med forberedelserne i mere end et år, så for ham var det en stor glæde at se de ukrainske unge i trygge Aarhus og opleve, hvordan de aktivt tog del i undervisningen.

“God fotojournalistik er afgørende, fordi den fungerer som et troværdig og ægte bindeled mellem virkeligheden og modtageren. Fotos kan fange læseren følelsesmæssigt, kan appellere til vores empati på en helt anden måde, end ord alene kan,” siger John Frølich.

Hele gruppen af ukrainske journalister på NJC-kursus sammen med undervisere og kursusledere. Foto: DMJX

Til november samles de ukrainske deltagere igen i Lviv. Denne gang med selskab fra fem nordiske fotojournalister, som i øjeblikket er ved at blive udvalgt. I den tredje og sidste workshop skal de ukrainske og nordiske fotojournalister samarbejde om en række fotoessays og -historier rundt om i Ukraine, der skal blive til en tosproget fotobog om Ukraine. Bogen er styret af temaet ”Healing Ukraine: Human, physical and community recovery five years into the war” og skal efter planen udgives i 2027.

”Fotobogen er et ambitiøst projekt, som vi håber får stor opmærksomhed. Det er uheldigt, at medierne både i Norden og i Ukraine har skåret så kraftigt ned på billeddækningen. Lokale og regionale medier i Danmark har nedlagt deres fotoafdelinger, og opgaven er lagt over på andre journalister. Vores program kan være med til at sikre, at ukrainske medier – også lokale medier – højner deres billeddækning,” siger John Frølich.