Selvom Nordisk Råd ikke kan lovgive eller kræve andet end et svar fra regeringerne og politisk samråd og dialog mellem ministre og parlamentarikere, har rådet stor gennemslagskraft – og indflydelsen er stigende, hævder rådets direktør Kristina Háfoss, politiker, økonom og jurist, som dog også lufter kritik af manglende samarbejde, når det gælder.
Af Esben Ørberg, redaktør på Magasinet Nordiske
’Nordens dyreste kaffeklub’ og ’Nordens papirtiger nr. 1’ er tilnavne, som fortsat klæber sig til det nordiske samarbejde efter at udtrykkene for 12 år siden blev ført frem af Karen Ellemann, dengang MF for Venstre – og i dag generalsekretær for Nordisk Ministerråd – og i sagens natur en stærk forfægter af nordisk samarbejde.
I samme bygning som generalsekretæren sidder Kristina Háfoss, som altid har været nordisk fortaler, og hun er den første færøske direktør for Nordisk Råd og den første fra Kongeriget Danmark.
– Interessen for at præge det nordiske samarbejde er stor – og den er stigende, der er bl.a. stigende interesse blandt nordiske parlamentarikere for at være medlem i de nationale delegationer i Nordisk Råd, lyder det fra Háfoss.
Vi møder hende i det rummelige hjørnekontor i Nordens Hus med adresse vis-a-vis Christiansborg og med Nordisk Ministerråd én etage højere oppe i bygningen mellem Holmens Kanal og Højbro Plads. Begge råd har hovedkontor i København.
Her leder Háfoss et sekretariat med cirka 20 medarbejdere, som betjener de 87 parlamentsmedlemmer fra de nordiske lande, som mødes fem gange om året med kun ét formål; at styrke det nordiske samarbejde. Udover de 20 medarbejdere som forbereder sessioner og møder, har Nordisk Råds sekretariat og Nordisk Ministerråds sekretariat også fælles administrationsafdelinger i samme bygning i København.
Da Nordiske beder hende beskrive Nordisk Råd, stiller Háfoss et spørgsmål – og svarer selv.
Fredsskabende mødepladser
– Hvad nu, hvis Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd som nordisk politisk mødeplatform ikke fandtes og vores parlamentarikere og ministre ikke mødtes med jævne mellemrum år efter år? Så ville vores parlamentsmedlemmer og regeringer ikke have samme samhørighed og ’familiefølelse’ og lovgivninger, der ligner hinanden. Det er f.eks. ingen selvfølge, at Grønland og Finland har meget tilfælles, men de nordiske institutioner, som i mange årtier har skabt en vigtig platform, hvor vores nordiske politikere mødes, har en del af æren for, at vi tænker de nordiske lande som én stor familie. Tænk, hvis vi ikke havde disse mødepladser, som også er fredsskabende, siger Háfoss.
Nordisk Råd blev stiftet i 1952, få år efter krigen, fordi man indså nødvendigheden af stærke organisationer i region Norden, som kunne fastholde freden. I 1971 voksede Nordisk Ministerråd ud af Nordisk Råd, fordi der viste sig behov for at regeringernes ministre kunne mødes med faste intervaller.
Hvordan kan Nordisk Råd vise sin eksistensberettigelse, når jeres stærkeste værktøj er de såkaldte rekommandationer, altså forslag?
– Jamen, rekommandationerne er vigtige og har værdi. At vi har flere af dem end nogensinde, 40-50 om året, siger ganske vist ikke noget i sig selv, men jeg kan med stor sikkerhed sige, at den direkte dialog vi har med ministre og regeringer året rundt bærer frugt.
Men I har jo ingen bemyndigelse til noget som helst?
– Jo, de nordiske parlamenter og regeringer har med Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd aftalt formelle spilleregler, som forpligter. Det betyder bl.a. at Nordisk Råds parlamentarikere kan indkalde ministre til samråd, at vi kan kræve gennembearbejdede svar fra regeringerne, og vi kan i det hele taget påvirke de politiske dagsordener i talrige sammenhænge.
Stærke værktøjer – trods alt
– Vi har i Nordisk Råd de samme værktøjer som nationale parlamenter, hvor parlamentarikere har mulighed for at fremsætte forslag, stille skriftlige og mundtlige spørgsmål, og hvor forslag behandles i udvalg eller Præsidiet inden afstemning i plenum. Den eneste forskel er, at når vores forslag er vedtaget, bliver de ikke til lovgivning, men til rekommandationer. Vores dialogværktøj er utroligt stærkt, fordi regeringerne har bundet sig til at bruge tid og energi på de emner, som vi ønsker belyst eller behandlet.
Nævn en rekommandation, som er af særlig betydning!
– Den vigtigste i min tid handler om revision af Helsingforsaftalen. Siden er rekommandationen vedtaget enstemmigt på Nordisk Råds session i Reykjavik med anbefaling om, at der nedsættes en kommission af regeringerne om at udarbejde et konkret juridisk ændringsforslag til Helsingforsaftalen baseret på de rekommandationer, som Nordisk Råd har vedtaget.
Indholdsmæssigt handler revisionen af Helsingforsaftalen om at det nordiske samarbejde har brug for at udvikle sig til mere, end hvad aftalen foreskriver (blandt andet til også at omfatte et samarbejde om forsvar, red.). Der er en række områder, som ikke er nævnt i aftalen og som samarbejdet derfor ikke kan omfatte.
Plads til forbedring
– Nogle af områderne kan samarbejdet godt håndtere, men har ikke gjort det. Da corona-pandemien ramte os, havde vi ingen kriseberedskabsanbefalinger på nordisk niveau, og vi oplevede de negative konsekvenser af manglende samarbejde.
– Da tusindvis af flygtninge for ti år siden vandrede gennem Europa og mange nåede til Norden, kunne vi heller ikke håndtere den krise sammen. Siden er vi vågnet, men ikke nok. Vi må kunne gøre det bedre i Norden.
Hvad er ellers vigtigt lige nu – set fra Nordisk Råds synspunkt?
– Tættere nordisk samarbejde indenfor forsvar og sikkerhed er meget vigtigt for Nordisk Råd, og med Sveriges og Finlands medlemskab i Nato er der også åbnet nye døre og muligheder. Tæt samarbejde inden for uddannelse, forskning og kultur har altid haft stor betydning for Nordisk Råd, og ligeledes samarbejde om bæredygtige løsninger, biodiversitet og velfærdsservices.
Stærk samling, stor indflydelse
-Når det kommer til de store udfordringer som Norden, Europa og verden står overfor, bl.a. indenfor klima, biodiversitet, digitale trusler og trusler mod demokratiet, giver det jo ingen mening at tale om landegrænser. En stærk nordisk stemme har betydelig større mulighed for at få indflydelse internationalt, end hvis de nordiske lande står hver for sig. Hver for sig er de nordiske lande små, men samlet er den nordiske region en stor og vigtig aktør og partner internationalt.
Ser du nogen større trussel mod Norden?
– Ja, jeg ser en klar trussel i form af digitale angreb og misinformation, og derfor er det også nødvendigt med international lovgivning, hvor man tænker og handler grænseoverskridende, som vi jo er vant til her i Norden.
– Mod øst har vi jo en regulær krig, men truslen fra Rusland manifesterer sig også med brug af digitale våben. Jeg vil ikke kalde den nye amerikanske præsident for en trussel, men den politik, han har varslet med et stærkt reduceret amerikansk engagement i Europa, er en udfordring. Det betyder også, at det nordiske samarbejde om bl.a. forsvar, sikkerhed og beredskab får endnu større betydning i den kommende tid, og det gælder også det europæiske samarbejde.
Kristina Háfoss, 49, cand.polit., cand.jur. og CBA, tiltrådte som rådsdirektør for fire år siden efter en politisk karriere som først kultur-, uddannelses- og forskningsminister og senere finansminister på Færøerne samt bl.a. direktør i et forsikringsselskab samt flere bestyrelsesposter i erhvervslivet, fagforening og et politisk parti.
Artiklen blev første gang publiceret i Magasinet Nordiske, nr 1 – februar 2025
