Journalister knytter netværk

NJC har i efteråret 2015 støttet nordatlantiske journalisters deltagelse i verdenskonferencen for undersøgende journalistik GIJC15. Om det var en succes? Læs her, hvad deltagerne fra Grønland, Færøerne og Island selv siger.

Af Ole Rode Jensen – opdateret 27/10 2015

NJC støttede 18 undersøgende journalister fra Nordatlanten. 15 har svaret på den efterfølgende evaluering samt sendt deres statements. Tilfredsheden med konferencen var stor, oplevelsen af nytten og relevansen for deltagernes arbejde var næsten lige så stor, som det fremgår af grafen ovenfor. Formålet fra NJCs side var at bidrage til at styrke journalistikken i Nordatlanten. Ved at inspirere – og ved at give journalisterne mulighed for at knytte kontakter til nordiske og internationale kolleger.

Nyingchuo Hilary fra Cameroun og Mads Dollerup Scheibel fra Grønland netværker på GIJC15-konferencen i Lillehammer

Nyingchuo Hilary fra Cameroun og Mads Dollerup Scheibel fra Grønland netværker på GIJC15-konferencen i Lillehammer

Journalist Mads Dollerup-Scheibel fra Grønland siger det sådan:

»Har du nogen sinde tænkt over, at en journalist i Grønland kan have arbejdsforhold, der er helt identiske med en fagfælle på Bermuda eller i New Zealand, fordi det kan være en udfordring at arbejde i små samfund? At det giver god mening at tale med en journalist fra Cameroun om erfaringer med minedrift, fordi Grønland også er ved at få gang i den type industri? Eller at der er ligheder mellem Sverige og Grønland, når det gælder om at afdække processen, hvor private selskaber skal løse opgaver for det offentlige? Nej vel! Men det er noget af udbyttet ved at deltage på GIJC15: At møde andre journalister, udveksle erfaringer og give hinanden tips og indspark.«

At det lykkedes at knytte tråde til et journalistisk netværk viser dette resultat fra evalueringen:

Alle havde udbytte af konferencen og næsten alle fik gode kontakter til såvel nordiske som internationale kolleger.

Flest færinge – i forhold til befolkningstallet

NJC-gruppen bestod af 5 journalister fra Grønland, 6 fra Færøerne og 7 fra Island (der var én enkelt islandsk deltager på konferencen, som ikke var der med NJC-støtte) – og så 1 repræsentant for NJC. De 6 færinge udgjorde i forhold til deres befolkningstal suverænt den største gruppe på konferencen.

Antal deltagere

Af konferencens 903 deltagere og medvirkende var de 19 fra Nordatlanten – 18 af dem via NJC

Deltagere efter befolkningstal

Så små lande og så mange deltagere i forhold til befolkningstallene.

Journalistik er da noget man deler

To af vore islandske kolleger var selv på podiet til en af konferencens mange workshops, præsentationer og debatter.

Island er i 2015 placeret som blot nr. 21 på det såkaldte World Press Freedom Index (fra organisationen Reporters Without Borders). Indexet har ellers Finland, Norge og Danmark på de øverste tre pladser samt Sverige på femtepladsen målt på pressefrihed. Men altså Island langt nede på listen.

Journalisterne Jóhann Páll Jóhannsson og Jón Bjarki Magnússon deler deres erfaringer som undersøgende reportere på GIJC15

Journalisterne Jóhann Páll Jóhannsson og Jón Bjarki Magnússon deler deres erfaringer som undersøgende reportere på GIJC15

Islands placering skyldes bl.a. den såkaldte »leaked memo case«, hvor undervejs journalisterne Jóhann Páll Jóhannsson og Jón Bjarki Magnússon var krævet fængslet.

Jón Bjarki Magnússon siger:

»I got the great opportunity to meet and share stories with investigative journalists from other Nordic countries, and all over the world. I will definitely stay in contact with many of these people and am already planning to work on projects with some of them. The many interesting panels and workshops I attended, gave me new and practical knowledge to take back home.«

Halvdelen betalte selv fly og tid

NJC-deltagerne blev spurgt, om de selv eller deres arbejdsgiver betalte rejse og tid. NJCs støtte dækkede konference og ophold inkl. alle måltider, men ikke rejsen til og fra og selvsagt ikke deltagernes tid.

Af de 15, der svarede på evalueringen, havde 6 selv betalt transporten og 5 brugte fritid eller ferie på at deltage. 5 deltagere havde fået rejsen betalt af deres arbejdsgiver og 6 brugte arbejdstid på konferencen. Der er ikke her taget højde for, at nogle få deltagere var freelancere.

Irene Jeppsson og Else Olsvig på Lillehammer station - på vej hjem til Grønland

Irene Jeppsson og Else Olsvig på Lillehammer station – på vej hjem til Grønland

Svarene viser en stor villighed til egenbetaling eller medfinansiering af arbejdsgiveren. En af dem, der selv har betalt både tid og flybillet fra Grønland, er Irene Jeppson:

»Jeg bruger min ferie på at deltage i Global Investigative Journalism Conference og det er en stor ære for mig at være med. At få lov til at møde nogle af de bedste journalister i verdenen, at blive inspireret men også at høre om hvordan det står til med journalistikken andre steder på kloden. Det er vigtigt at vi står sammen og støtter hinanden og at vi bliver ved med at udføre dybdeborende journalistik… Vi har brug for en kritisk men også undersøgende presse – lige nu er den næsten ikke eksisterende og alle medier ligner hinanden.«