Grønland skal varetage formandskabet for Arktisk Råd fra maj på vegne af Kongeriget, men Færøerne og Danmark får også en vigtig rolle at spille. Der er god grund til en forenet indsats mellem rigsdelene, fordi Arktis og Arktisk Råd spiller en stadig større international rolle.
Analyse af Christian Prip, dansk seniorforsker på Fridtjof Nansens Institut i Oslo
Arktisk Råd er et internationalt forum for samarbejde mellem de otte arktiske stater (Norge, Danmark, Sverige, Finland, Island, Rusland, USA og Canada) og de oprindelige folk i Arktis. Rådets fokus er bæredygtig udvikling i bred forstand, og samarbejdet handler primært om miljøbeskyttelse, klima, sundhed, marint samarbejde og forskning.
Arktisk Råd har roterende formandskab og på mange internationale nyhedsmedier kan man læse, at Danmark står for tur til at overtage formandskabet fra Norge i maj 2025 for en toårig periode. Det er bare ikke korrekt. Formandskabet overgår til Kongeriget Danmark, der jo udover Danmark også omfatter Færøerne og Grønland – og i lang tid forblev et centralt spørgsmål ubesvaret: Hvem skal så stå i spidsen for formandskabet på vegne af Kongeriget?
Det skal Grønland, er det nu afgjort.
Af de tre rigsdele er Grønland den eneste grund til, at Kongeriget har noget at gøre i Arktisk Råd. Som verdens største ø optager Grønland en stor del af både de arktiske land- og vandområder. 90 pct. af Grønlands befolkning er inuitter, med tætte etniske, sproglige og kulturelle bånd til inuitter i andre dele af Arktis.
Christian Prip er jurist og bestred i næsten 30 år en række stillinger i og under Miljøministeriet, indtil han i 2013 blev forsker på Fridtjof Nansens Institut, Norge, siden 2022 seniorforsker.
Især Grønland oplever global opvarmning
Effekterne af global opvarmning forårsaget i andre dele af verden opleves stærkt i Grønland med havis, indlandsis og permafrost, der forsvinder med stor hast. Grønland har derfor en vigtig stemme i internationale klimadebatter, som Arktisk Råd er et vigtigt forum for.
Af disse grunde har Grønland en åbenlys interesse i og et stærkt ønske om at bidrage aktivt til arbejdet i Arktisk Råd. Det ønske er kun vokset i takt med Grønlands stigende grad af selvstyre gennem årene, som de fleste grønlændere håber snarest vil munde ud i fuld selvstændighed.
Historisk har det været Danmark, som i andre internationale fora har repræsenteret rigsfællesskabet i Arktisk Råd, herunder som formandskab for Arktisk Råd fra 2009 til 2011. Grønlands rolle i Rådet har været sporadisk og mest handlet om arbejdet i faglige arbejdsgrupper.
Det kommende formandskab, kombineret med den voksende nationale selvtillid, har givet Grønland en anledning til at gøre klart og tydeligt op med denne rolle.
Ikke alene ønskede Grønland en mere fremtrædende rolle – man vil selv være i førersædet på vegne af rigsfællesskabet i Arktisk Råd.
Denne offensive holdning synes regeringen i København ikke at have være helt forberedt på. Her var Udenrigsministeriet parat til på traditionel facon at udpege en dansk karrierediplomat som Kongerigets arktiske ambassadør og dermed hovedansvarlig for formandskabet, et skridt, som de grønlandske medlemmer af det danske Folketing Aaja Chemnitz (IA) og Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut) kaldte for ’koloniherrementalitet’ og ’latterligt’.
Grus i maskineriet
Den anspændte stemning blev ikke bedre af den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens udtalelse om, at ’vi har ikke etnicitet som kriterium for vores ansættelse i den danske udenrigstjeneste’.
Det grønlandske landsstyre afviste udnævnelsen af en dansk ambassadør og krævede stillingen besat af en grønlænder udpeget af Grønland. Desuden forlangte man, at der ikke måtte udsendes en arktisk strategi for rigsfællesskabet, før der forelå en grønlandsk arktisk strategi. Underforstået, at denne var et uundværligt grundlag.
Den kontante grønlandske holdning har København reelt ikke haft noget modtræk overfor. Et ’dansk’ formandskab for Arktisk Råd, som Grønland vender ryggen til, er ikke en mulighed.
Man lod derfor forstå, at Grønland skulle have en central rolle i formandskabet. Men kunne denne rolle tilgodeses alene ved at udpege en grønlandsk arktisk ambassadør? Ikke ifølge den grønlandske udenrigsminister Vivian Motzfeldt (Siumut), som udtalte, at hvis ambassadøren skulle referere til det danske Udenrigsministerium, kunne denne lige så godt være dansk.
Vigtig afklaring om kompetence
Afklaring af dette spørgsmål om kompetence har uden tvivl været en vigtig grund til, at det har taget så lang tid at få meldt ud, hvordan rollefordelingen bliver. En rollefordeling som betyder, at det bliver udenrigsministeren for Grønland, som på politisk niveau varetager formandskabet på vegne af Kongeriget, og at det bliver den grønlandske regering, som udpeger den arktiske ambassadør.
Ambassadøren får dog kontor både i Nuuk og København, og det markeres hermed, at formandskabet for Arktisk Råd ikke bliver en opgave, som Grønland skal varetage på egen hånd. Den grønlandske udenrigsminister er gået med til, sammen med den danske og færøske udenrigsminister, at udgøre en styregruppe, der har til formål at tilrettelægge og koordinere, hvordan Kongeriget agerer under formandskabet.
Det giver god mening at forene kræfterne med Danmark og Færøerne, for formandskabet for Arktisk Råd er blevet en ganske anden krævende type opgave end før, hvor Arktis blev betegnet som et lavspændingsområde.
Nu handler arktisk regionalt samarbejde ikke bare om miljø, klima og hav, men også om kompliceret udenrigs- og sikkerhedspolitik med virkninger, der rækker ud over Arktis. Den nye amerikanske præsident Trumps udtalelser om Grønland vidner om dette.
Rusland på pause i Rådet
Efter Ruslands invasion af Ukraine, på et tidspunkt hvor landet havde formandskabet for Arktisk Råd, besluttede de syv vestlige medlemmer at sætte al samarbejde med Rusland på pause, og Arktisk Råd blev midlertidigt sat i bero.
Takket være en diplomatisk kraftanstrengelse af Norge, der fulgte efter som formandsland, blev arbejdet i Arktisk Råd gradvist genoptaget. Fremtiden for Rådet er dog fortsat usikkert, for Rusland, som er den suverænt største arktiske stat, truer med jævne mellemrum med at trække sig ud og dermed trække tæppet væk under Arktisk Råd.
Det er i dette højpolitiske minefelt, at Grønland ikke vil kunne agere på egen hånd. Man vil være afhængig af først og fremmest Danmark med sit store diplomatiske korps, men også af Færøerne som understregning af, at rigsdelenes skæbner er flettet ind i hinanden, når det gælder om at navigere i nuanceret arktisk politik og diplomati.
I den svære balancegang mellem at være kritisk overfor Ruslands aggression i Ukraine og at holde Arktisk Råd i live, vil der blive brug for, at Kongeriget samarbejder tæt med både det afgående formandskabsland, Norge, og efterfølgeren Sverige om strategien.
Artiklen blev første gang publiceret i Magasinet Nordiske, nr 1 – februar 2025
