De bedste historier er ofte grænseoverskridende.
For eksempel når vi skal dække den grænseoverskridende kriminalitet i Norden. Når bander, våbenstrømme og finansiering går på tværs af Skagerrak. Eller når udviklingen i Øresundsregionen og planerne om Femern Bælt-tunnelen får store konsekvenser i Danmark, Sverige og Norge?
Danske banders rekruttering af unge svenskere til grov kriminalitet i Danmark var en stor sag i 2025. Omkring 20 svenske teenagere blev anholdt efter bestilte forsøg på at udføre drabsmissioner især i København.
Organiserede netværk har udnyttet og udnytter stadig den åbne grænse over Øresund til narkosmugling fra Danmark til Sverige – og den anden vej benytter svenske bander Danmark til ”hvidvask” af udbytte fra narkohandel, bedrageri og lejemord. Derfor samarbejder dansk og svensk politi mere og mere intensivt, bl.a. i Grænsecenter Øresund, hvorfra man planlægger koordinerede politiaktioner.
Spørgsmålet er om journalistikken følger med? Eller om dækningen stopper ved landegrænsen?
Der er talrige områder, hvor udviklingen går på tværs, og hvor vi kunne få glæde af mere samarbejde. Hvor klimaændringer, infrastruktur og politiske beslutninger påvirker nabolandenes indbyggere og Norden som helhed.
Social dumping og arbejdsrelateret kriminalitet. Myndighederne i Norden samarbejder og opbygger netværk mod menneskehandel, underbetaling, fup-kontrakter og falske firmaer – hvad gør vi?
Hvordan samarbejder vi, når misinformation, hate speech og udenlandske kampagner faktisk cirkulerer mellem danske, svenske og norske netmiljøer?
Dette kursus, der arrangeres med udgangspunkt i Øresundsregionen, har som mål at fremme den grænseoverskridende, undersøgende journalistik og forfine den journalistiske metode, når historien foregår i flere nordiske lande.
Vi gennemgår cases med eksemplarisk samarbejde – og eksempler, hvor det ikke er lykkedes, men hvor projektet helt oplagt ville vinde med et grænseoverskridende perspektiv. Og vi dykker ned i metoder, samarbejdsrelationer, herunder tillid.
Nordisk Journalistcenter er gået sammen med andre gode kræfter, bl.a. Øresundsinstittuttet i Malmø og nordiske gravecentrer, om dette tre-dages kursus, der er tænkt som det første i en række af kurser, der skal forstærke den nordiske undersøgende journalistik på tværs af grænserne.
Kursusledere:
Valeria Helander, undersøgende journalist hos SVT Nyheter i Göteborg. Modtager af den svenske graverpris ”Guldspaden” 2015 og 2017. I bestyrelsen for FGJ, Föreningen Grävande Journalister, og har siddet i juryen for den danske FUJ-prisen for undersøgende journalistik. Forfatter til bogen ”I statens vold: En fortælling om SiS og de statslige ungdomshjem”, som undersøger forholdene på svenske ungdomshjem. Bogen blev nomineret til den svenske journalistpris Wendelapriset for bedste socialreportage.
Johan Wessman, mangeårig journalist på Sydsvenska Dagbladet og fra 2009 chefredaktør for Øresundsinstituttets medievirksomhed. Fra 2014 også administrerende direktør for Øresundsinstituttet. Tildelt Stora Journalistpriset i 2008 og Grävande Journalists Guldspadepris i 2009. Har undervist i økonomi for journalister på Medieinstitutet Fojo i Kalmar i mange år.
John Frølich, journalist, leder af NJC siden 2017 og mangeårig underviser på DMJX med speciale i EU og Norden. NJC modtog i 2024 Nordens Samarbejdspris for “gennem ihærdigt arbejde at styrke udviklingen af medier og journalistik i hele Norden”. Tidligere Ritzaus Bureau, Radio Syd og EU-korrespondent i Bruxelles.
FOTO – ny
Hvad sker der konkret på kurset?
Dag 1: Gravemetodik hen over grænserne
Eksempler fra Danmark, Norge og Sverige – også eksempler, hvor vi kunne have haft glæde af mere samarbejde, men ikke gjorde det.
Dag 2: Når de kriminelle går over grænsen
Hele dagen i Malmø. Besøg på dagbladet Sydsvenskan i Malmø. Møde med journalister, der gennem en årrække har undersøgt den grænseoverskridende kriminalitet. Grænsecenter Øresund. Oplæg om grænsepolitiet i Sverige, grænseoverskridende kriminalitet og politiets samarbejde med Danmark.
Dag 3: Sådan dækker du infrastruktur på tværs af nordiske grænser
Om dækning af grænseoverskridende infrastrukturudvikling og hvorfor Norge, Sverige og Danmark har brug for fælles jernbaneinvesteringer. Workshop: ”Hvordan finder vi flere konkrete samarbejdsprojekter hen over de nordiske grænser?”
Blandt talere er for eksempel:
• Nils Hanson, tidligere chef for Uppdrag Granskning, SVT
• Valeria Helander, SVT
• Johan Wessman, Øresundsinstituttet
• Brigitte Alfter, Arena for Journalism in Europe
• Joakim Palmkvist, krimreporter, Sydsvenskan
• Frank Hvilsom og Mads Nissen, Politiken (Alle vi børn i Gangsterby)
Kurset udbydes af NJC i hele Norden
Det betyder, at du får selskab af kolleger fra hele Norden og – som bonus – et særligt nordisk perspektiv på samfundsudviklingen og graverjournalistikken.
Vi tilstræber at holde kurset på “blandinavisk”, så det er nødvendigt, at du forstår dansk, svensk og/eller norsk på et passende niveau, men vi sørger for, at oplægsholdere taler tydeligt og eventuelt på engelsk om nødvendigt.
Prisen inkluderer:
• Kursusgebyret på 18.000 DKK
• Kursusgebyret er inkl. tre overnatninger med morgenmad.
• Frokost og lokal transport alle kursusdage.
• Dato: Fra 21. oktober – 1. november 2026
• Ansøgningsfrist: 5. juni 2026
Følgende er ikke inkluderet:
• Rejse tur/retur til København betales af deltageren selv
• Middag hver dag, bortset fra velkomst- og afskedsmiddag
• Rejseforsikring
Støtte:
Danske journalister kan få støtte fra Mediernes Efteruddannelse.
Svenske journalister kan løbende søge støtte hos SJF, der dækker hele kursusafgiften. Proceduren er, at du først søger kurset hos NJC. Derefter får du besked fra NJC, hvis du bliver optaget på kurset, hvorefter du søger om stipendiet hos SJF.
Norske journalister kan i 2026 søge STUPstipend med følgende frister: 1. februar, 1. maj, 1. september og 1. november.
Finske journalister kan søge forårets stipendier hos Jokes Foundation mellem 2. april til 7. maj med afgørelse fra Jokes i begyndelsen af juni. Finske journalister hos Yle kan også søge stipendier hos KOURA af to omgange: 1. marts og 1. oktober.
Foto øverst: News Øresund – Johan Wessman
Støtte og samarbejde
NJC har modtaget støtte til dette kursus fra Demos-programmet, der administreres af Nordisk kulturkontakt i Helsinki på vegne af Nordisk Ministerråd.
