Pressetur til det arktiske Norge

, Arktis

Hvordan vil de geopolitiske spændinger udvikle sig i Arktis? Vil USA øge sit engagement i Arktis, inklusive Grønland? Hvordan er vilkårene for den oprindelige befolkning, samerne? Hvilken fremtid er der for ungdommen i regionen?

NJC arrangerer en pressetur for nordiske journalister til Tromsø med særlig adgang til Barents-regionens største konference, Arctic Frontiers 2026.

Arktis er epicenter for klodens hastige klimaforandringer og aktuelle geopolitiske spændinger. Det gælder kontrol over søruter, naturressourcer og territorium.

350 kilometer nord for polarcirklen ligger Tromsø, Norges arktiske hovedstad, hvor Arctic Frontiers hvert år samler mere end 1500 deltagere. Her mødes regeringsledere, politikere, embedsmænd, NGO’er, forskere, erhvervsfolk, militærledelse og repræsentanter for befolkningerne for at diskutere Arktis’ fremtid.

Konferencen, der finder sted 2. – 5. februar, er særlig aktuel i 2026. Arktisk Råd, der har hovedsæde i Tromsø, er den mest centrale aktør for udviklingen. Kongeriget Danmark har nu formandsskabet i Arktisk Råd, og spørgsmålet er, om Danmark vil følge Norges pragmatiske, dialogsøgende linje i forhold til samarbejdet med Rusland, eller om Danmark vil vælge en dagsorden præget af  sikkerhedspolitik?

Der er stof til både eftertanke og publicering på ”Arctic Frontiers 2026”, hvor centrale og tilbagevendende temaer er klimapolitik, klimaforandringer, sikkerhedspolitik og samarbejde. Du vil også få mulighed for at møde den oprindelig arktiske befolkning, samerne, og høre om deres syn på rettigheder og fremtidsmuligheder.

Udover adgang til selve konferencen tilbyder presseturen mulighed for interviews med nøglepersoner og parallelle events med udvalgte eksperter og kilder. Konferencen arrangerer desuden særskilte aktiviteter målrettet studerende og yngre deltagere, som vi også vil tage del i.

Pressekort er en forudsætning for at deltage. Alle kan søge, men der vil ved udvælgelsen blive lagt vægt på, at især yngre journalister deltager, at der er deltagere fra hele Norden samt muligheder for efterfølgende publicering. Tilbuddet omfatter også videnskabsjournalister.

Sådan søger du om en plads:

Skriv en motiveret ansøgning i ansøgningsformularen, hvor du fortæller lidt om din baggrund, dit medie, publicering og hvorfor du gerne vil med på turen.

Praktisk information:

Presseturen finder sted fra 2. til 5. februar 2026. (Ankomst i Tromsø mandag 2. februar)

Ansøgningsfrist: 17. december 2025

Deltagergebyr er 2.000 DKK.

I prisen er følgende inkluderet: Adgang til konferencen Arctic Frontiers, hotelovernatning i konferenceområdet inkl. morgenmad fra 2.-5. januar 2025 (3 nætter).

Følgende er ikke inkluderet: Transport til Tromsø og rejseforsikring.

 

Turleder:

Leif Lønsmann, journalist og tidligere radiodirektør i DR, og mangeårig iagttager af arktiske forhold. Leif Lønsmann har deltaget i Arctic Frontiers de seneste fem år og har skrevet om arktiske forhold i bl.a. Altinget og på NJC’s hjemmeside.

Støtte og samarbejde:

NJC står for programindhold samt rekruttering af deltagere. Presseturen er arrangeret i samarbejde med Arctic Frontiers’ pressesekretariat og er støttet af projektmidler fra Demos-programmet, der administreres af Nordisk kulturkontakt i Helsinki på vegne af Nordisk Ministerråd.

Spørgsmål om presseturen:

Kirstine Ottesen, projektkoordinator, NJC
Mobil: +45 21 37 03 39
E-post: kio@dmjx.dk

John Frølich, centerchef, NJC
Mobil: +45 20 950 945
E-post: jf2@dmjx.dk

 

Om afbud

Melder du afbud tidligere end 6 uger før kursets start, opkræver vi en administrationsafgift på DKK 1.000. Ved afbud senere end 6 uger før start, opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris. Private forbrugere – dvs. hvis du selv og ikke din arbejdsgiver skal betale kursusgebyret – har 14 dages fortrydelsesret jfr. Forbrugeraftaleloven – regnet fra den dag, du modtager mail om, at du er optaget. Aflyser Nordisk Journalistcenter kurset – uanset af hvilken årsag – får du naturligvis det fulde kursusgebyr retur.

Læs mere