Vi kan ikke tackle klimakrisen uden CO2-fangst og -lagring, også kendt som Carbon Capture and Storage (CCS). Det har verdens klimaforskere konstateret for længst. Problemet er, at det både er besværligt og dyrt.
I Island har man fundet en anden og meget billigere metode. Her bruger man vulkanøens basaltundergrund til at mineralisere CO2’en. Eller sagt på en anden måde: Man pumper CO2’en ned i undergrunden som meget kompakt danskvand og her binder den sig til basalten. Den bliver til klippe.
Det skal vi nærstudere. Vi skal også besøge verdens mest ambitiøse anlæg til fangst af CO2 direkte fra luften, såkaldt Direct Air Capture (DAC). Og vi skal studere, hvordan man i Island bruger CO2 til at producere dyrefoder og det grønne brændstof e-metanol.
Gennem oplæg i undervisningslokalet og tid til ekskursioner sætter kurset spot på den grønne omstilling, og kursisterne får redskaber til den journalistiske dækning af de grønne løsninger, der kan bringe os i mål med Paris-aftalen og de nordiske landes klimamål.
Vi skal også zoome ind på udviklingen af klimajournalistik, på løsninger til at komme udenom nyhedstræthed og på konstruktiv journalistik som metode til at dække klimaområdet.
Og bare rolig. Vi kommer også til at opleve Islands verdensberømte vilde natur. Vi skal for eksempel helt tæt på den vulkanske aktivitet, der har skabt det islandske klimaløsningspotentiale.
Hvorfor dette kursus?
Klimaforandringer udgør en af verdens største udfordringer. Derfor spiller klimajournalistik en uundværlig rolle i den offentlige debat.
Kurset i Island vil gøre dig klogere på både nordiske og nationale udfordringer og løsninger på klimakrisen. Vi får også inspiration til, hvordan vi i endnu højere grad kan integrere klimavinkler i øvrige stofområder, og hvordan vi samarbejder om klimajournalistik på tværs af Norden.
Kurset har et særligt fokus på indfangning og lagring af CO2. De nordiske lande er langt fremme med investeringer, forskning og udvikling, og Island er i førersædet. Vi må konstatere, at den globale udledning af CO2 – på trods af årtiers indtrængende appeller og målsætninger – også i 2024 satte rekord. Det gør én ting stadig mere klart: Hvis vi skal lykkes med at bremse klimakrisen, kræver det en kraftig opskalering af CCS.
Det får du med hjem:
– Forståelse for de teknologiske muligheder og udfordringer i klimakrisen, heriblandt specialistviden om CCS, som er en voksende industri i Danmark og Norden og bliver afgørende for at nå de danske, europæiske og globale klimamål.
– Viden om de konfliktområder, der er i klimastoffet – ikke mellem dem, der tror på klimaforandring, og dem, der ikke gør, men mellem de rette løsninger og analyser.
– Skærpet kritisk sans for de historier, der bygger på udmeldinger fra aktører på området, herunder regionale og kommunale klimahandlingsplaner.
– Inspiration til god klimajournalistik og dækning af grønne løsninger samt værktøjer til at finde de klimahistorier, der er relevante for din målgruppe.
– Inspiration til historier om klima på tværs af nordiske lande.
– Netværk med andre klima-, energi- og erhvervsjournalister i Norden.
Kursusledere:
Sigrún Stefánsdóttir, journalist, Dr. i Mass Communication og underviser i journalistik ved universitetet i Akureyri. Sigrún er tidl. kommunikationschef ved Nordisk Ministerråd/Nordisk Råd og tidl. programchef for radio og TV ved den islandske public-service station, RUV.
Rasmus Thirup Beck, journalist og antropolog, er en del af teamet bag Klimajournalisterne.dk. Har arbejdet på Politiken og dækket klimaområdet siden 2008, hvor han var en del af holdet bag det prisvindende projekt ‘Face the Climate’. Tidligere medvært på P1-programmet ‘Sidste mand slukker lyset’ og er medforfatter til bogen ‘Hvis vi vil – Den absolut realistiske guide til at bremse klimakrisen, før det er for sent’.
Inkluderet i kursusprisen:
Hotelophold i enkeltværelse
Al lokal transport ifm. kursusprogrammet
Morgenmad på hotellet alle dage
Velkomst- og afskedsmiddag
Frokost alle kursusdage
Følgende er ikke inkluderet:
Flyrejse tur/retur til Reykjavik
Aftensmad alle dage bortset fra velkomst- og afskedsmiddag
Rejseforsikring
Om afbud
Melder du afbud tidligere end 6 uger før kursets start, opkræver vi en administrationsafgift på DKK 1.000. Ved afbud senere end 6 uger før start, opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris. Private forbrugere – dvs. hvis du selv og ikke din arbejdsgiver skal betale kursusgebyret – har 14 dages fortrydelsesret jfr. Forbrugeraftaleloven – regnet fra den dag, du modtager mail om, at du er optaget. Aflyser Nordisk Journalistcenter kurset – uanset af hvilken årsag – får du naturligvis det fulde kursusgebyr retur.
Spørgsmål om kursusindholdet
Kirstine Ottesen, projektkoordinator, NJC
Mob: +45 2137 0339
E-post: kio@dmjx.dk
John Frølich, centerchef, NJC
Mob: +45 20 950 945
E-post: jf2@dmjx.dk