Pludselig gik der storpolitik i filmkunsten…..

Forfatter Martin Breum deltog som jurymedlem på vegne af NJC i filmfestivalen "Northern Character", Murmansk. Foto: Olav Soriano Salkjelsvik
Forfatter Martin Breum deltog som jurymedlem på vegne af NJC i filmfestivalen "Northern Character", Murmansk. Foto: Olav Soriano Salkjelsvik

Journalist Martin Breum fortæller om sine oplevelser som dansk jurymedlem på filmfestivalen Northern Character. Nordisk Journalistcenter har støttet filmfestivalen og Martin Breums deltagelse.

Vi svedte i et lukket lokale, syv medlemmer af juryen ved film- og tv-festivalen Northern Character i Murmansk i det nordvestlige Rusland. Vi var fire jurymedlemmer fra de nordiske lande og tre fra Rusland, herunder juryen præsident, der ifølge reglerne havde to stemmer, hvis vi skulle blive uenige. Dem fik han rigtig god brug for.

Forfatter Martin Breum holdt en Masterclass på filmfestivalen "Northern Character" i Murmansk. Her igang med undervisningen. Foto: Olav Soriano Salkjelsvik
Forfatter Martin Breum holdt en Masterclass på filmfestivalen “Northern Character” i Murmansk. Her igang med undervisningen. Foto: Olav Soriano Salkjelsvik

Vi diskuterede i timer, men en af filmene blev vi aldrig enige om: En på mange måder mesterlig russisk dokumentarfilm om Krim og jagerpiloter, fædrelandskærlighed, pligt og tvivl. Jeg har aldrig tidligere forhandlet direkte med russere om noget af egentlig betydning, men det fik jeg prøvet her – detaljer følger; resten af festivalen var stærkt fornøjelig.

174 film og tv-indslag i alle genrer var udvalgt, især med vægt på stærke dokumentarfilm. Den skarpe, ufiltrerede samfundskritik har svære kår i Rusland for tiden, og det hjælper muligvis heller ikke, at hovedsponsorerne bag Northern Character er den mægtige russiske minekoncern Nornickel og det russiske kulturministerium i Moskva. Sådan er vilkårene for megen film og tv-virksomhed i Rusland. Nornickel ejer den tv-station – TV21 – der i december for ellevte gang afviklede Northern Character, men det betyder ikke, at festivalen er uden kvalitet.

Den bagvedliggende ambition afspejler en stolt, russisk filmtradition, russerne er mindst lige så professionelle som os andre, de har bare andre vilkår, og samarbejdet med filmfolk og journalister i nabolandene rækker mere end 15 år tilbage, hvor tv-stationer i Norge, Sverige, Finland og Rusland fandt sammen. Især de norske filmfolk er stærkt involveret i Northern Character, også i udvalget af de konkurrerende film og tv-indslag.

Bag det hele ligger et ønske ikke mindst i Norge om at fastholde dialogen med nabolandet Rusland for enhver pris. Den norske regering har siden 1990’erne postet store summer i sport, kultur og andet civilt samarbejde tværs over grænsen, og der er også norske statsmidler bag den store, norske delegation, der hvert år deltager på Northern Character.

Bag det hele ligger et ønske ikke mindst i Norge om at fastholde dialogen med nabolandet Rusland for enhver pris. 

Martin Breum, forfatter 

Sprogbarrieren

Jeg var særlig glad for at være med, fordi jeg løbende beskæftiger mig med forholdet mellem Rusland og de øvrige nationer i Arktis, som alle er NATO-lande eller tæt på som Sverige og Finland. Festivalen gav et tankevækkende indblik i, hvor nødvendigt, men også hvor vanskeligt samarbejde, samtale og almindelig komme-hinanden-ved er. En del almindelige mennesker i Nordnorge lærer sig russisk, og jeg mødte fine russiske kolleger i Murmansk, der taler glimrende engelsk. Alligevel udgjorde de manglende sprogkundskaber en stadig hæmsko.

Vores jury-arbejde på Northern Character var helt afhængigt af de unge, frivillige tolke, arrangørerne havde mobiliseret. Ingen af os fra Norden talte russisk, og ingen af vores russiske kolleger talte engelsk. Ved måltiderne på festivalen sad nordboerne for sig, russerne for sig – med få undtagelser. Der var dog fine arrangementer, hvor dialogen blev sat i scene.

Jeg fik lov at sidde i panelet under en grundig diskussion om den professionelle journalistiks rolle i en tid, hvor private bloggere erobrer offentligheden. Tendensen er særlig stærk i Rusland, hvor begrænsninger på pressefriheden undergraver mediernes troværdighed. En erfaren russisk journalist fortalte f.eks., hvordan hun blev fyret for nylig, alene fordi hun skrev et privat opslag på Facebook med satiriske bemærkninger om det lokale bystyres PR-chef. Det talte vi om på engelsk og russisk med fin tolkning.

En erfaren russisk journalist fortalte f.eks., hvordan hun blev fyret for nylig, alene fordi hun skrev et privat opslag på Facebook med satiriske bemærkninger om det lokale bystyres PR-chef

Martin Breum, forfatter 

På samme måde blev russiske og nordiske filmfolk bragt sammen via tolkning, og nye kontakter blev skabt og gamle genopfrisket. En norsk filminstruktør blev opmærksom på Rusland som et dejligt billigt land at filme i, andre søgte russiske medproducenter til fiktion og dokumentar. Sprogproblemet forblev dog allestedsnærværende; mange af festivalens konkurrerende film- og tv-indslag var f.eks. forsynet med forbløffende dårlige engelske undertekster.

Juryen splittes i to

Den dokumentarfilm, vi blev rygende uenige om i juryen, var ikke svær at forstå. Overdrive, return point (93 min.) af russiske Natalia Gugueva handler om konflikten om Krim, nærmere bestemt en flybase ved byen Saky nord for Sevastopol.

I 1992 ved Sovjetunionens sammenbrud er flybasen sovjetisk, men skal nu overgå til Ukraine. De russiske jagerpiloter får et valg: Fortsæt i russisk tjeneste på flybasen Severomorsk-3 i kulden langt mod nord ved Murmansk — eller sværg en ny troskabsed til Ukraine og bliv i solen på Krim. Filmen, der er støttet af det russiske kulturministerium, følger de piloter, som nægter at sværge ny ed og i stedet rykker til det yderste nord. Det lyder som ren propaganda, men under Guguevas kyndige instruktion og med filmens karismatiske hovedkarakter, den garvede jagerpilot Eugen Kuznetsov, bliver filmen på lange strækninger et medrivende drama om troskab, etik og patriotisme.

Det er Guguevas tredje film om jagerpiloterne. Hun orkestrerer virtuost sit arkiv og blændende nye optagelser, og vi er med helt frem til de sindsoprivende dage i 2014, hvor Krim igen skal ”integreres i Rusland,” som det hedder.

Alle frygter, at en krig mellem Ukraine og Rusland vil bryde ud, og de russiske piloter på Sveromorsk-3 må overveje, om de om nødvendigt kan skyde og dræbe deres gamle kolleger, der valgte at blive i Saky. Jeg ville have sat filmen højt på piedestalen, hvis ikke den halvvejs konstruerer et så aggressivt og tydeligvis manipuleret fjendebillede af hele den ukrainske nation, at en pris bliver umulig – i hvert fald i mine og de øvrige nordiske jurymedlemmers øjne.

Vi var hver for sig nået frem til samme konklusion, inden vi kom til Murmansk, og vi argumenterede længe for synspunktet: En dokumentarfilm, der udnytter sine karakterer, redigeringen og andre virkemidler til at tegne et groft generaliserende, hadefuldt fjendebillede af et helt folk bør ikke belønnes – uanset dens andre kvaliteter.

En dokumentarfilm, der udnytter sine karakterer, redigeringen og andre virkemidler til at tegne et groft generaliserende, hadefuldt fjendebillede af et helt folk bør ikke belønnes – uanset dens andre kvaliteter.

Martin Breum, forfatter 

Diskussionen strakte sig over adskillige timer fordelt på to dage, men den rokkede sig ikke ud af stedet. Vores russiske kolleger anerkendte ikke vores kritik, og vi købte ikke deres argumenter om, at der var tale om dårlig oversættelse, at vi ikke havde tilstrækkelig viden om Ruslands historiske forbindelse til Krim og Ukraine, at vi ikke forstod dybden eller konteksten. Det var lige før, diskussionen blev personlig; jeg blev f.eks. spurgt, om jeg mon nogensinde har gjort tjeneste som soldat, som om det var relevant.

Af ukendte årsager var det ikke en mulighed for vores russiske kolleger at lade festivalen slutte, uden at Guguevas film fik en pris, og vi måtte hidkalde selve festivalens præsident som mægler. Løsningen blev, at festivalens jury ikke tildelte filmen nogen pris, men at vi accepterede, at juryens præsident gik på scenen og i sit eget navn tildelte filmen en ”special mention”. Og her hører det med, at han på prisværdig vis omhyggeligt gjorde publikum opmærksom på, at juryen var hårdt splittet i to halvdele netop på dette punkt.

Det var ikke den ideelle løsning. Jeg havde helst set, at filmen ikke på nogen måde blev anerkendt, og det samme gjaldt de øvrige tre nordiske jurymedlemmer. Men sådan så virkeligheden ud i dette tilfælde. Sådan blev vi klogere.

Hvis vi vil fastholde en dialog med Rusland, nytter det ikke, at vi bilder os ind, at vi kan vinde alle diskussioner hver gang. Men vi kan prøve, bevare værdigheden og måske komme en millimeter videre næste gang.

Fakta: 

Filmfestival Northern Character 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *