Visionen og retningen frem mod 2030 er fastlagt for NJC. Kerneopgaven er fortsat at være videnscenter for efteruddannelse af nordiske journalister, og i 2026-27 vil NJC også tilbyde aktiviteter til journalister i Baltikum og Nordens nærområder.
Af Joan Rask
Hverken sikkerhedspolitik, klimaforandringer eller megatrends følger landegrænser og behovet for at dække samfundsudviklingen i Norden kræver nu og i fremtiden dybde, viden og kontekst for journalister og medier i de nordiske lande.
Det stiller krav til NJC, der skal tilbyde efteruddannelse, netværk og aktiviteter til nordiske journalister og medier i takt med, at behovene opstår.
NJC’s nordiske advisory board vedtog for nylig den ny strategi for 2026-2030. Den afspejler Nordisk Ministerråds vision Norden 2030, hvor troværdig og faktabaseret oplysning beskrives som en forudsætning for en kritisk og velinformeret offentlighed i Norden.
“Det er turbulente tider for de fleste medier, i de fleste lande, lige nu. De økonomiske, politiske og sociale forhold har ændret sig meget hurtigt, og vi er som branche nødt til at kunne følge disse forandringer. Den nye strategi baner vejen for, at NJC kan følge med udviklingen og fortsat være en vigtig og relevant aktør i mediesfæren,” siger Valeria Helander, ny formand for NJC’s advisory board.
John Frølich, mangeårig leder af NJC, er tilfreds med strategien, der viderefører det arbejde, som NJC har udført i mediebranchen igennem mere end 65 år.
”Med krigen i Ukraine og udviklingen i USA er der blevet vendt op og ned på samfundsudviklingen i alle de nordiske lande, herunder også forsvars- og sikkerhedspolitikken i Norden og Arktis. Den ændring favner strategien, og målet med alle NJCs aktiviteter er helt enkelt at give nordiske journalister bedre muligheder for at dække de geopolitiske problemstillinger,” siger John Frølich.
Den konkrete udmøntning af strategien udvikler NJC på basis af det input, der kommer løbende fra NJCs brede netværk af journalister, medier og nordiske organisationer.
”Når vi bliver opmærksomme på nye behov, omsætter vi det til konkrete aktiviteter. Vi begyndte allerede for to år siden med kurser i Grønland, og i efteråret 2026 tager NJC en større gruppe kursister med til Estland og Åland,” siger John Frølich.
I 2026-27 kommer aktiviteterne også til at omfatte Nordens naboer. Det gælder de baltiske lande og Ukraine – samt russiske og belarusiske journalister i eksil. Det er gjort muligt via en ny toårig bevilling fra Nordisk Ministerråd.
”Vi er stolte over, at Nordisk Ministerråd via en bevilling har betroet os opgaven med at skabe en række efteruddannelsesaktiviteter for journalister i vores nabolande. Vi kan løse opgaven, fordi vi i flere årtier har afholdt kurser, seminarer m.v. for journalister og medier i Baltikum og for russiske journalister i eksil” siger John Frølich.
Download:
Nordisk Journalistcenter – Strategi för 2026-2030 (SE)
Nordisk Journalistcenter Strategi for NJC 2026–2030 (NO)
Nordisk Journalistcenter – Strategi 2026-2030 (DK)
Pohjoismainen journalistikeskus – NJC:n strategia 2026–2030 (FI)
Nordic Journalism Centre Strategy 2026-2030 (UK)
Nordic Journalism Centre Strategy 2026-2030 – Russian
(Стратегия NJC на 2026–2030 годы)
Nordic Journalism Centre Strategy 2026-2030 – Ukranian
(Стратегія NJC на 2026–2030 роки)