NJC er landet midt i Norden

Om NJC

I begyndelsen af juni flyttede NJC ind i helt nye lokaler på Helsingforsgade 6a i Aarhus. Her ligger Nordisk journalistcenter sammen med Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX.

Nordisk Journalistcenter skulle egentlig have åbnet dørene i den nybyggede campus i april, men corona-nedlukningen satte en stopper for det. Første dag på det nye kontor blev i stedet 2. juni. Her er der opgraderet på flere områder i forhold til den gamle adresse bl.a. med topmoderne auditorier, mødelokaler og et Media Maker Space, hvor man kan arbejde med de mange udfordringer og forandringer, som mediebranchen står med.

Fra bygningens terrasser er der udsigt ud over hustagene i det nordiske kvarter med velklingende navne som Reykjaviksgade, Arendalsvej, Islandsgade og Åbogade.

Den nye campus er i alt cirka 8.600 m2 fordelt på syv etager og blev nomineret til Årets skolebyggeri 2020. Området kaldes i daglig tale ”IT Byen Katrinebjerg”, hvor Aarhus Universitet har en del aktiviteter med fagene medievidenskab og datalogi.