Mangeårig politisk analytiker i Danmarks Radio, Jens Ringberg, besøgte sidste år Grønland sammen med andre NJC-kursister. Han kom hjem med opdateret viden og mere indsigt, som han trækker på i den aktuelle og intensiverede dækning af Grønland.
Af Kristoffer Dahl Sørensen
Spændingerne i forholdet mellem Grønland, Danmark og USA har været særligt vedkommende at følge med i for politisk analytiker i Danmarks Radio, Jens Ringberg.
I maj 2024 var han sammen med 15 andre nordiske journalister på NJC-kursus i Grønland og skiftede i en uge København og Christiansborg ud med polarluft og et tætpakket kursusprogram i og omkring Grønlands hovedstad Nuuk og i Kangerslussuaq.
”Jeg havde behov for at blive klogere på alt vedrørende Grønland, og jeg havde behov for at blive opdateret på hele spørgsmålet om Arktis,” siger Jens Ringberg, der har dækket dansk politik for Danmarks Radio i 25 år.
Et nordisk udbytte
Tanken om at være på kursus med andre nordiske journalister spillede ikke nogen særlig rolle i første omgang for Jens Ringberg. Han søgte primært kurset i Grønland på grund af indholdet, men efterhånden som kursusdagene gik med oplæg og møder med blandt andre ministre, fiskere, gymnasieelever, virksomhedsledere, diplomater og militærfolk i Nuuk opstod der er et nordisk udbytte.
”Det gav flere nuancer og perspektiver undervejs, at vi var journalister fra forskellige nordiske lande. Jeg er ellers meget optaget af det arktiske, europæiske og transatlantiske, og det nordiske spiller ingen rolle i mit arbejde, men det viste sig at være godt at være sammen med andre journalister fra Norden, der spurgte om forskellige og fundamentale ting for eksempel i forhold til rigsfællesskabet. På det menneskelige plan var det også interessant at møde kollegaer fra andre lande og høre om den journalistik, de bedriver.”
Vigtigt at være der selv
Jens Ringberg tøver ikke med at sige, at NJC’s kursus i Grønland har gavnet hans arbejde, efter han er kommet hjem. Grønland er blevet et vigtigt element i dansk politik, og nyhedsstrømmen er nemmere at forholde sig til, når man selv har været der, som han siger.
”Man bliver ikke ekspert efter en uges kursus, men man bliver bedre rustet. Man får en bedre fornemmelse og en idé om størrelsesforholdene, og hvordan regeringskontorerne ser ud. Det fysiske – at være der – betyder meget,” siger Jens Ringberg.
Han blev samtidig bestyrket i, hvor komplekst og stort Grønland er, og at der ikke findes nogen nemme løsninger på samfundsudfordringerne. Endelig fik han en bedre fornemmelse for spørgsmålet om selvstændighed, der tegner til at blive et vigtigt tema op til kommunal- og landstingsvalget i april i år.
”Der er en fin optimisme i Grønland. Der er en tro på, at man godt kan udvikle samfundet, men jeg oplevede ikke et kæmpeønske om løsrivelse fra rigsfællesskabet. Selvstændighed fylder meget i det danske mediebillede af Grønland, men det fyldte egentligt ikke så meget hos dem, vi mødte deroppe. De var optaget af mere dagligdagsting, og jeg oplevede en meget pragmatisk tilgang hos de politikere, vi mødte,” siger Jens Ringberg, men understreger:
”Husk på, det var før Trumps udtalelser.”
NJC planlægger – på grund af den store interesse og medieopmærksomhed – et nyt kursus i Grønland i efteråret 2025. Hvis du abonnerer på vores nyhedsbrev, der udkommer en gang om måneden, vil du altid modtage aktuel og hurtig information om vores kurser.