Jakob Albrecht kaster et kritisk blik på sin egen interviewteknik

Skarp kritik fra en læsere fik Jakob Albrecht, journalist på det danske fagblad Journalisten, til at reflektere over sine egne interviewteknik. Det skrev han en jeg-artikel om, der affødte en bølge af positive reaktioner – og han blev samtidig en dygtigere interviewer. 

Af Joan Rask 

Det er noget af det mest ukritiske og slappe, jeg længe har læst. Sådan skrev en journalist til Jakob Albrecht, p.t. konstitueret redaktør på Journalisten, umiddelbart efter, at Albrecht havde offentliggjort sin store artikel om den afgående kulturminister Mette Bock, der om nogen har forandret det danske medielandskab.

I stedet for at forsvare sig, gjorde han det modsatte. Han gik baglæns, så på sine egne metoder med et kritisk blik, opsøgte den amerikanske interview-guru John Sawatsky, der har fungeret som fagligt fyrtårn for journalister i årtier. Albrecht kontaktede også journalist-kollegaen Asger Juhl på Radio24syvs og Lars Bjerg, forfatter til bøger om interviewteknik og mangeårig lærer på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han samlede refleksioner, gode råd, samtaler og egne personlige overvejelser i artiklen:  “Mit Mette Bock-interview var alt for slapt. Så søgte jeg hjælp hos interviewguruer”.

“Folk har skrevet til mig direkte, de har takket og delt min artikel på sociale medier. Andre medier har taget den op og sagt, at vi i medieverdenen ikke er gode nok til at indrømme, hvis vi ikke har gjort det godt nok,” siger Jakob Albrecht.

Faktisk er artiklen blandt de artikler, som Jakob Albrecht har fået flest reaktioner på i de 10 år, han har arbejdet på det danske fagblad. At dømme efter de mange reaktioner må artiklen have ramt en udfordring og en række dilemmaer, som andre journalister genkender.

“De skrev for eksempel: ‘Der er nogle pointer, jeg godt kunne tage med mig i mit videre arbejde’. Det synes jeg bare er enormt fedt,” siger han.

En af de ting Jakob Albrecht undersøgte grundigt, var virkningen af de åbne spørgsmål som fx: “hvad, hvem, hvor og hvornår” og hvordan den type spørgsmål giver kilderne fri mulighed for at tale om deres egen oplevelse af virkeligheden. Forløbet har forandret Jakob Albrecht som interviewer.

“Det er min ambition fremover, når jeg interviewer politikere og andre svære kilder, at jeg vil koncentrere mig mere om en eller to ting, i stedet for at skøjte rundt og prøve at få svar på alt muligt forskelligt. Jeg tror, man får nogle bedre interviews ud af det,” siger han.

Faktisk rækker betydningen længere end til ham selv.

“På redaktionen taler vi mere om metoderne. Vi prøver at gøre det lidt mere simpelt og holde os til ét emne,” siger han.

Gode råd fra Jakob Albrecht

  • Gør op med dig selv:  Hvad er det vigtiste, jeg skal have svar på? I stedet for at belyse et emne, skal du få svar på nogle få spørgsmål – og nogle gange måske kun et spørgsmål.
  • Bliv ved med at spørge indtil du får svar…
  • Spørg åbnet og citer måske dit eget spørgsmål i artiklen, så folk kan se dit forsøg på at få et svar.  De citerede spørgsmål kan være en hjælp for læseren til at forstå, at der er en modvilje hos kilden til rent faktisk at fortælle, hvordan tingene hænger sammen.
  • Hold dig til ét emne og spørg skarpt. Vær ikke bange for at gå til kilderne. Vi skal selvfølgelig lytte efter, hvad de siger og ikke smide dem ned i en skruestik…
  • Lyt til anbefalingerne fra John Sawatsky, journalist Asger Juhl og forfatter og underviser Lars Bjerg.
    De findes i artiklen: “Mit Mette Bock-interview var alt for slapt. Så søgte jeg hjælp hos interviewguruer” (journalisten.dk)

Tags

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *