Den første uge i dette års Aarhus-kursus er afviklet og kurset fortsætter de næste tre måneder i en kombination af online aktiviteter, webinar og endnu to uger med fysisk kursus. Deltagerne fra Sverige, Danmark og Færøerne var i Aarhus, mens en enkelt islandsk deltager var med digitalt. Under overskriften ’Bæredygtighed – i Norden, i medierne, i Europa’, dykker kursisterne blandt andet ned i fremtidens digitale medier og nogle af de problemstillinger, der ligger i journalistiske arbejdsgange.
Af: Mikkel Odgaard
I år er Aarhus-kurset delt op i tre uger, der tager deltagerne til Aarhus, Island og Bruxelles. Første uge er nu gennemført, og de nordiske kursister er taget hjem med ny viden blandt andet om at lave nyhedsjournalistik til børn og unge på Snapchat, om sociale medier i journalistisk research og om konstruktiv journalistik i det daglige arbejde.

På Moesgaard Museum hørte deltagerne bl.a. om magt, køn, race, migration og politisk historieskrivning. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen
På grund af Corona-restriktioner deltog en islandsk deltager digitalt, og i Nordisk Journalistcenter ser vi dette som en test-case på en digital virkelighed, vi sikkert kommer til at se mere af.
Helt ekstraordinært er der i år hverken finske eller norske deltagere (ja, Corona). Efteruddannelse er ikke blevet mindre vigtigt af, at rejserestriktionerne er skærpet mellem de nordiske lande, og vi skal kæmpe for, at vidensudvekslingen kan fortsætte.

Kursusleder Asbjørn Jørgensen havde både nogle oplægsholdere og en enkelt kursist med via videoopkald. Nogle gange var der brug for flere computere, tablets og telefoner, før lyd og billede fungerede for alle deltagere. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen
Men selv om Corona umuliggjorde besøg i Jyllands-Postens nye domicil, hos den unge Radio4, ved NGO’er og hos kommunens aktiviteter, så kunne kursisterne alligevel besøge den velbjærgede forstad Risskov og den fattige bydel Gellerup, der er hjemsted for en historisk stor plan om byfornyelse og ændring af hele bydelen (man tvangsflytter faktisk mennesker, og river deres huse ned.)
Der var også fokus på løsningsorienteret journalistik hos Constructive Institute ved Aarhus Universitet og en hel dag med undervisning i brugen af sociale medier til meget mere end deling af nyheder.
Næste etape af Aarhus-kurset er planlagt til at blive afholdt i slutningen af året, hvor deltagerne skal til Island, mens ugen i Bruxelles kommer til at foregå i begyndelsen af 2021.
Mere: