Pressetur til Arctic Circle i Reykjavik

, Arktis

OBS: Alle kursuspladser er optaget

Arktis er epicenter for klodens hastigste klimaforandringer og aktuelle geopolitiske spændinger om kontrol over søruter, naturressourcer og territorium, herunder Grønland.

Konferencen ”Arctic Circle Assembly” er det førende arktiske forum for dialog om Arktis. Hvert år samles mere end 2000 deltagere, der tæller regeringsledere, politikere, embedsmænd, NGO’er, interesseorganisationer, forskere, erhvervsfolk og repræsentanter for befolkningerne i Arktis, for at diskutere Arktis’ fremtid. Konferencen afvikles hvert år i oktober i Reykjavik, næste gang i perioden 16. til 18. oktober 2025.

Konferencen er særlig aktuel i år, da Kongeriget Danmark i maj 2025 overtog formandskabet for Arktisk Råd. Arktisk Råd er den mest centrale aktør for udviklingen i Arktis. Alles øjne vil derfor hvile på det danske formandskab på ”Arctic Circle”-konferencen. Samtidig vil det være første gang, at den nye amerikanske regering optræder på konferencen, hvor USA og Danmark vil blive afkrævet svar om forholdet til Grønland.

Der er således stof til både eftertanke og publicering på ”Arctic Circle” i år, hvor klimapolitik og klimaforandringer også er tilbagevendende, centrale temaer i taler og panelsessioner.

NJC arrangerer derfor med økonomisk støtte fra Nordisk Ministerråd en pressetur for nordiske journalister til Island med fuld akkreditering til ”Arctic Circle”-konferencen i Reykjavik. Presseturen vil give adgang til selve konferencen, men vi vil også forsøge at tilbyde deltagerne adgang til 1:1 interviews med nøglepersoner, ligesom vi vil arrangere en række parallel-events med relevante kilder.

Onsdag den 15. oktober er ankomstdag og søndag den 19. oktober er afrejsedag.

Det giver tre fulde dage til aktiviteter i relation til ”Arctic Circle”-konferencen. Vi får også tid til at fordøje indtrykkene i frisk luft og opleve lidt af den islandske natur. Besøg hos andre relevante aktører uden for konferencelokalet vil også blive tænkt ind i programmet.

Presseturen er for alle nordiske journalister, der enten allerede dækker erhverv, politik, Arktis, klima og grøn omstilling, eller ønsker at komme i gang med at gøre det. Pressekort er en forudsætning for at deltage.

Praktisk information

Presseturen finder sted i dagene 15. – 19. oktober.

Deltagergebyret er 2.900 DKK. I den pris er følgende inkluderet:

Fly fra din nordiske hovedstad til Reykjavik tur/retur, hotelovernatning inkl. morgenmad fra den 15. – 19. oktober 2025 (4 nætter), frokost alle dage og et aftensmåltid.

Følgende er ikke inkluderet: Transport til og fra lufthavn og rejseforsikring. Desuden skal påregnes et par aftenmåltider.

Turledere

Leif Lønsmann, journalist og tidligere radiodirektør i DR, og mangeårig iagttager af arktiske forhold. Leif Lønsmann har deltaget i Arctic Circle de seneste fem år og har skrevet om arktiske forhold i bl.a. Altinget og på NJC’s hjemmeside.

 

Støtte og samarbejde

Presseturen til Island er støttet økonomisk af projektmidler fra Demos-programmet, der administreres af Nordisk kulturkontakt i Helsinki på vegne af Nordisk Ministerråd. Det er ene og alene NJC, som står for programindholdet samt rekruttering og udvælgelse af deltagere.

 

Spørgsmål om presseturen:

Kristoffer Dahl Sørensen, projektkoordinator, NJC
Mobil: +45 21 75 55 96
E-post: kds@dmjx.dk

John Frølich, centerchef, NJC
Mobil: +45 20 950 945
E-post: jf2@dmjx.dk

 

Om afbud

Melder du afbud tidligere end 6 uger før kursets start, opkræver vi en administrationsafgift på DKK 1.000. Ved afbud senere end 6 uger før start, opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris. Private forbrugere – dvs. hvis du selv og ikke din arbejdsgiver skal betale kursusgebyret – har 14 dages fortrydelsesret jfr. Forbrugeraftaleloven – regnet fra den dag, du modtager mail om, at du er optaget. Aflyser Nordisk Journalistcenter kurset – uanset af hvilken årsag – får du naturligvis det fulde kursusgebyr retur.

Læs mere

Tilmeldingen er ikke åben