Interview: Vi har alle en oplevelse af, at Vesteuropa og dermed Norden pludselig er alene hjemme – og det eskalerer en udvikling, siger Kristeligt Dagblads chefredaktør, Jeppe Duvå, i dette interview om avisens begrundelse for at gøre Norden-dækningen til en journalistisk kerneydelse.
Af Esben Ørberg, redaktør for tidningen Nordiske/Foreningen Norden
Kristeligt Dagblad har altid vægtet Norden højt i jeres journalistik. Nu har I løftet Norden endnu mere markant ind i spalterne. Skyldes det krigen i Ukraine og uro om Nato-samarbejdet?
– Ja, i høj grad. Jeg tror, at hele den tilspidsede internationale situation, og ikke mindst Donald Trumps uforudsigelighed i forhold til Europa og Nato, har fået os til at kigge indad. Til at orientere os mere mod vores ’nærmiljø’. Som samfund. Det vil sige: til at se, hvem vi kender og mener, at vi kan stole på. Hvem vi naturligt har nære kulturelle og sproglige bånd til. Og det prøver vi at gå ind i journalistisk.
– I en krisetid bliver man vel mere opmærksom på, hvem man hører sammen med. Det er den mentale del. Den anden del – og det gælder jo for hele det danske samfund – er den realpolitiske. Vores nordiske familiemedlemmer er blevet frontstater for Nato og, ja, for os alle. Altså Finland især og Sverige som relativt nye Nato- medlemmer. Samlet set er der masser af grunde til at genopdage Norden.
Hvorfor har Norden altid fyldt mere i Kristeligt Dagblad end i andre dagblade? Det virker som om, at I nærmest er født med en særlig nordisk interesse. Hvis jeg har ret, hvor stammer den fra?
– Det er en nordisk interesse, der over tid nok har svinget lidt, hvis jeg skal være ærlig. Men det er rigtigt, at vi har fastholdt en dækning af det øvrige Norden også i de lange perioder, hvor Norden var en mindre central aktør i sikkerhedspolitik. Vi har f.eks. en fremragende nordisk korrespondent, hvis jeg selv skal sige det. Norden er et naturligt emne for Kristeligt Dagblad, fordi fænomener som rødder, tilhørsforhold, kultur og historie står centralt i avisens univers. Og så strømmer der jo, udover det geopolitiske, også uendelige mængder af vigtig, fremragende og interessant kultur fra vores nordiske nabolande.
Vi har i Nordiske vel nok en tendens til at hylde Norden og nordisk samarbejde en anelse for ukritisk, måske fordi vores udgivers mål er mest muligt nordisk samarbejde. Det kan synes som om, jeres nordiske dækning lider af samme tendens?
– Det er jeg slet ikke enig i. Vi har ikke en redaktionel linje om at være ukritiske eller begejstrede for nordisk samarbejde, og har heller ikke været det som avis. Vores løbende dækning er hundrede pct. baseret på uafhængig og dermed kritisk journalistik. Ikke mindst hvad angår f.eks. Sveriges problemer med bandekriminalitet og mislykket integration efter massive bølger af indvandring. Men hvis du spørger til den nye, radikalt ændrede situation, vi alle står i, så er der ingen tvivl om, at Kristeligt Dagblad som holdningsmedie ser positivt på tiltag i retning af udbygget meningsfuldt samarbejde i vores region. Alt andet ville i øvrigt være ulogisk, synes jeg.
Er det dit indtryk, at vi er på vej mod en form for nordisk offentlighed?
– Mest i kraft af udveksling af kulturprodukter, litteratur, tv-serier og den slags. Der findes ikke rigtig en nordisk offentlighed per se, tror jeg. Desværre. Den er nok på vej – det vil jeg da håbe – men reelt tror jeg stadig, at især sprogforskellene udgør en barriere for en autentisk fælles offentlighed. Jeg er tilfældigvis lige blevet interviewet af en norsk journalist, og jeg tror, at vi er tilbøjelige til at undervurdere, hvor svært vi egentlig kan have det med helt banalt at forstå hinanden. Selv hvis vi taler meget langsomt. Men også dér kan vores alles oplevelse af, at Vesteuropa og dermed Norden pludselig er alene hjemme, eskalere en udvikling. Det ville være en meget positiv sideeffekt.
Har du en fornemmelse af, hvordan andre medier vægter dækning af Norden og nordisk samarbejde?
– Helt sikkert med voksende interesse. Det er jo simpelt at konstatere, at Norden er rykket tættere på. Før var Norden-dækning et tilvalg. Nu er det en journalistisk kerneydelse, vil jeg mene.
Hvordan vurderer du det politiske samarbejde i Norden, som jo består af regeringssamarbejdet i Nordisk Ministerråd og parlamenternes og partiernes samarbejde i Nordisk Råd?
– Det har desværre stadig det urgamle problem for det mere institutionaliserede nordiske samarbejde: at det ikke kan overbevise Nordens befolkninger i bredere omfang om, hvorfor det er vigtigt og relevant. Hvad det jo helt sikkert er. Der er en oplysnings- og kommunikationsopgave af rang, der skal løftes. Det nordiske parlamentariske samarbejde har et Europa-Parlament-problem. Selvom alle ved, at det er uhyre vigtigt, det der foregår, så får det sjældent folk op at stå i stolene.
Samarbejdet er blevet kritiseret for bl.a. at være ’Norden dyreste kaffeklub’ – sagt af Karen Ellemann, da hun i 2023 tiltrådte som generalsekretær for Nordisk Ministerråd. Er det dit indtryk, at samarbejdet er blevet mere effektivt siden?
– Det er det forhåbentlig. Vores fælles udfordringer kræver det i hvert fald, men det forudsætter en insider-viden, jeg ikke har, at vurdere, om det er tilfældet, slutter Jeppe Duvå.
Artiklen er oprindeligt udgivet i magasinet Nordiske (nr. 3, 2026), som Foreningen Norden står bag.
