Russisk samarbejde med fokus på journalistik og nordisk naboskab

Den største bevilling nogensinde til NJCs nordvestrussiske journalistsamarbejde får to store fokusområder: Journalistik i et moderne demokrati og Naboskabet Norden og Nordvestrusland. Bevillingen på 4,8 mio. danske kroner gælder perioden 2016-17.

Af Ole Rode Jensen

NJCruslogo

NJC regner med at udbyde op til 30 aktiviteter i form af undersøgelser, workshops, kurser og forløb med mindst 300 nordvestrussiske og nordiske deltagere i 2016-17.

Læs:Ny kontrakt for NJC’s russiske samarbejde i 2016-17

Inden for fokusområdet Journalistik i et moderne demokrati bliver en undersøgelse af Kampen om nyhedsbilledet en vigtig hjørnesten. Der er tale om en undersøgelse af russisk og russisksproget nyhedsformidling, hvor nye initiativer som Meduza.io og andre kæmper med officielle russiske nyhedstjenester om at skildre nyhederne.

USA er gået ind i kampen om russisksprogede nyheder ligesom russisk nyhedstjeneste fungerer på vestlige sprog. På det seneste er det kommet frem, at Rusland vil etablere et arktisk mediecenter.

Inden for fokusområdet Naboskabet Norden og Nordvestrusland er planen at lade nordiske og russiske fotografer og videojournalister »bytte nation« i deres skildring af den fremmede virkelighed på den anden side af grænsen på godt og ondt – aktiviteten er to-årig og sluttes med en fælles udstilling, som skal vandre i Norden. Lignende aktiviteter har tidligere haft stor succes og god pressedækning.

Der er endvidere i NJCs ansøgning lagt op til aktiviteter inden for miljø- og klimajournalistik, kampen om Arktis, valgdækning samt nye medier.

Bevillingen blev meddelt NJC 22. oktober 2015. Herefter skal ansøgningen konkretiseres i en endelig kontrakt – og så skal arbejdet i gang.