Open Call: Journalistik og medier under civile aktioner

Klima/Miljø, Kursus, Lokaljournalistik, Rusland, Viden

Hvor går grænsen mellem journalistik og aktivisme?
En workshop for unge journalister ser nærmere på mediernes rolle i forbindelse med civile aktioner. Udgangspunktet er kampen om et planlagt affaldsdepot ved en landsby i det nordlige Rusland.

Af Joan Rask 

Kan man være aktivist og journalist på samme tid? Antallet af online nyhedsmedier med en politisk agenda er eksploderet de seneste år – både i Norden og i Rusland. Hvad betyder det for samfundsdebatten og for de traditionelle nyhedsmedier, der hylder den ”objektive nyhedsformidling”? Disse spørgsmål diskuteres i en workshop for unge journalister “Journalism and Media in civil conflicts”, arrangeret af Nordisk Journalistcenter, Barents Press, Sverige, og den russiske medieorganisation 7×7. Det sker i dagene 16.-20. oktober 2019.

Workshoppen foregår i Syktyvkar, der ligger i det nordlige Rusland i Republikken Komi. Her er store skovarealer ryddet ved landsbyen Shies, og myndighederne er i fuld gang med at gøre arealet klar til at modtage op til 500.000 tons affald årligt fra Moskva, men projektet møder stor civil modstand. Det er den konflikt og grænsefladerne mellem journalistik, aktivisme og blogging, som kurset tager afsæt i.

Affald vækker store følelser både i Rusland og Norden, og i de senere år har Rusland flere steder oplevet gentagne demonstrationer og lokalbefolkninger, der tager afstand fra den russiske affaldshåndtering. Lokale medier og aktivister fortæller om naturmæssige og sundhedsmæssige omkostninger samtidig med, at myndighederne forsøger at mane til ro.

Leder af Nordisk Journalistcenter, John Frølich, håber at de unge journalister, der deltager i kurset, får ny viden og bliver klogere på den udfordring, journalister og medier står med, når et projekt mobiliserer store folkelige protester. En situation, hvor myndigheder, medier og aktivister alle forsøger at fremme egne interesser.

“Deltagerne vil møde både indbudte gæster, eksperter og nogle af de russiske journalister og aktivister, der dækker begivenhederne. Det bliver helt sikkert nogle spændende og lærerige samtaler,” siger John Frølich.

Han præciserer, at Nordisk Journalistcenter deltager som medarrangør, fordi dialogen mellem Rusland og de nordiske lande er så vigtig.

“Det sker noget godt, når mennesker mødes, og jeg er sikker på, at både de russiske og nordiske deltagere får et mere nuanceret syn på grænsefladerne mellem journalistik og aktivisme – og samtidig lærer de en masse om hinandens kulturer,” siger han.

Fakta:

Periode: 16.-20. oktober 2019
Ansøgningsfrist: 11. september 2019
Sted: Syktyvkar, Ryssland
Deltagere: Unge nordiske journalister
Pris: Ophold, deltagelse og fly til og fra Syktyvkar, Komi betales af NJC, men deltagerne skal selv betale udgift til visum (ca. 1400 kr.) . Visse måltider indgår, de øvrige skal kursisterne selv betale.
Arrangør: Barents Press, Sverige, 7×7-Horizontal Russia og Nordisk Journalistcenter

Tilmelding:

Tilmelding og beskrivelse: OPEN CALL: Journalism and Media in civil conflicts

Om protesterne i Shies:

Russia’s garbage protests raise central questions about the right to a clean environment (Bellona.org)
Security company employee hit a journalist recording video at station Shies in Arkhangelsk oblast (7×7-journal.ru)