Kronik: Norden går sammen om sikkerhed for første gang siden Kalmar unionen

Aktuelt, Folk i Norden,

Mange årtiers – måske århundredes – forsøg på at skabe et nordisk udenrigs- og sikkerhedspolitisk fællesskab er nu lykkedes. Ruslands angreb på Ukraine i februar 2022 ændrede holdningerne med et slag. Nu er de nordiske lande alle med i eller på vej ind i Nato.

Af Hans-Henrik Holm, professor emeritus, formand for NJC’s Advisory Board

Den såkaldte nordiske balance er forsvundet. Groft sagt bestod den i at de nordiske lande valgte forskellig sikkerhedspolitisk orientering, men med en slags hensyn til hinanden. Med Norge og Danmark i Nato og Finland og Sverige i en alliancefri status og Finland i en særlig samarbejdsrelation til sin store nabo.

Under den kolde krig var alle de nordiske lande optagede af at mindske den sikkerhedspolitisk trussel. Målet var, at sikre lavspænding i det nordiske område. Den kolde krigs konfrontation mellem USSR og USA skabte højspænding i Europa. I det nordiske område ville de nordiske lande sikre sig og samtidig undgå at blive opfattet som en trussel.

Coronakrisen gjorde ondt – Kan Nato genoplive det nordiske fællesskab? Avisforside: Kristeligt Dagblad den 19. maj 2022

Yderligere spillede nedrustning og kampen mod atomvåben en stor rolle. Godt nok var der amerikanske tropper i Grønland og på Island, men selv her søgte man at gå stille med dørene.

I Sverige spillede man en aktiv mæglerrolle og prioriterede samarbejde med den øvrige alliancefri del af verden. En aktiv tredje verdenspolitik og en højprofileret støtte til FN var også dele af recepten på at undgå at blive inddraget i en konfrontation mellem øst og vest.

Socialdemokratiets stærke position i de nordiske lande spillede også en rolle. Med baggrund i en historisk principiel pacifisme var dele af de nordiske socialdemokrater skeptiske overfor militære løsninger. Den nordiske kritik af Vietnam-krigen og kritik af USA’s oprustning var en faktor i alle landene, om end med varierende styrke.

Efter afslutningen af den kolde krig og opløsningen af Sovjetunionen så de nordiske lande nye muligheder for at små lande kunne føre en aktiv udenrigspolitik også med militære indsatser. De nordiske lande stillede våben og mandskab til skarpe operationer på Balkan, Libyen, Afrika, Afghanistan mfl. Forsvaret blev omlagt, da der ikke var nogen reel trussel mod landenes territoriale integritet.

Nu blev de internationale opgaver prioriterede og territorialforsvaret kraftigt beskåret. Radarsystemer blev lagt i mølposen og antallet af soldater stærkt reduceret. Hjemmeværnene blev nedprioriterede, og værnepligtens rolle stærkt reduceret. Danmark afskaffede sine ubåde. Sverige omlagde forsvaret og alle skar ned. På mange måder var perioden fra 1990 en periode med hidtil uset fred og fordragelighed mellem stormagterne. Terrorisme og krige i Mellemøsten, Afrika og Afghanistan satte ganske vist en sort plet på horisonten, men bortset fra tragedierne ved opsplitningen af Jugoslavien så var der lavspænding i Europa og i det nordiske område. Østersøregionen fik nye samarbejdsfora som Østersørådet, der skabte politisk samarbejde også med Rusland.

Den positive stemning fik sig et skud for boven med Ruslands invasion i Georgien i august 2008, og endnu tydeligere med besættelsen af Krim halvøen og dele af det østlige Ukraine i 2014. Alligevel var der fortsat tro på, at de nordiske landes sikkerhedspolitiske valg var fornuftige og tilstrækkelige.

Ruslands angreb på Ukraine har totalt ændret alle de perspektiver. Ruslands aggressive og uprovokerede angreb gjorde indtryk. At kalde sig alliancefri, og håbe på, at det kunne være nok, mistede sin sidste rest af troværdighed, og forsvandt som dug for solen.

Et russisk angreb på Finland, de baltiske lande eller Gotland og Bornholm virkede ikke længere som helt usandsynlig. Samtidig var der en folkelig følelse af solidaritet med det angrebne Ukraine og deres forsvarskamp. Angrebets voldsomhed og bredde chokerede mange i de nordiske lande. Og ukrainernes kamp for selvstændighed vakte beundring i befolkningerne i Norden.

Alle de nordiske regeringer stod pludselig med den samme følelse af trussel og den samme vurdering af, hvad der skulle til for at sikre landene mod angreb. I løbet af forbavsende kort tid blevet Norge og Sverige ansøgere til medlemskab i Nato. Danmark og Norge signalerede kraftig oprustning for at imødekomme NATO kravet om 2 procent af GDP som forsvarsbudget. Restriktionerne på våbeneksport blev ophævet. Stationering af udenlandske tropper blev en mulighed og landene stationerede egne tropper i de baltiske lande for at sikre dem et troværdigt Nato bidrag.

Mens de nordiske landes samarbejde på forsvars- og sikkerhedspolitikkens område indtil nu mest har haft symbolsk karakter (små øvelser, fælles erklæringer, radarsamarbejde mv) så er der nu udsigt til en fælles og aktiv forsvarspolitik. I den kommende tid kan de nordiske landes kombinerede forsvar udvikle sig til et regionalt styrke center. Ikke alene rettet mod Rusland som den fælles fjende og med fælles suverænitetshævdelse, men også som leverandør af sikkerhed for andre lande omkring Østersøen.

Hvis krigen i Ukraine udvikler sig og fastlåses og hvis Rusland fortsætter med en aggressiv politik ovenfor Norden, så ser vi frem til en helt ny form for nordisk samarbejde. Med sikkerhedspolitikken i fokus vil samarbejdet på andre områder kunne uddybes markant. EU samarbejdet , Nato samarbejdet, FN politiken og det bilaterale forhold til Kina vil få et boost uden historisk fortilfælde.

Den fælles værdipolitiske holdning og landenes historiske baggrund som troværdige partnere kombineret med en fælles interesse i det arktiske område varsler en udenrigspolitisk reorientering med nordisk fokus.

USA dominerende rolle som sikkerhedsproducent er på kort sigt stadig en realitet. Men USA interne politiske polarisering og reducerede evne til at tage beslutninger gør, at landets rolle gradvist vil ændre sig. Det USA dominerende system er under afvikling, og det nordiske alternativ i hastig udvikling.

Én af de helt store udfordringer i den nye situation er at etablere en aktiv diskussion om hvordan det nordiske samarbejde skal udmøntes.

  • Der er behov for en fornyet nordisk debat om trusler, sanktioner og samarbejdsmuligheder i forhold til Rusland.
  • Der er behov for en fælles nordisk debat om forsvar.
  • Der er behov for at styrke den journalistiske indsats for at skabe en sådan fælles nordisk diskussion. De gamle paradigmer er forsvundet, og vi ved ikke endnu hvad der skal erstatte dem.

De nordiske landes udenrigsministerier får travlt med at skrive nye strategier. Og selvom det er svært at spå om, hvordan situationen mellem Norden og Rusland vil udvikle sig så syntes én ting sikkert: Nordisk sikkerhedspolitisk samarbejde vil være et nyt hovedemne.

Margrethe den 1. ville glæde sig over, at Norden igen står sammen mod ydre fjender.