Arktis klimakursus - Island 2020

NJC Arktis klimakursus: udrejse 05.10.20 – hjemrejse søndag 11.10.20

Klimaforandringerne udvikler sig hurtigere i Arktis end i nogen anden del af verden. Den seneste forskning siger, at forandringerne muligvis snart vil være uden for menneskelig kontrol, og der er endnu kun svage tegn på global handling, der afspejler krisen.

Samtidig truer en ny tids stormagtsrivalisering i Arktis med at afløse de seneste årtiers stærke fokus på samarbejde i regionen. Det arktiske samarbejde om klimaindsatser er udfordret ikke mindst af amerikansk uvilje mod anerkendelse af klimaforandringernes omfang.

Vi rejser til Island for at møde aktørerne bag denne accelererende arktiske dynamik. Vi skal møde beslutningstagere fra både de små og store nationer i regionen og udforske, hvordan de håndterer truslerne fra klimakrisen, militær oprustning og andre megatrends i Arktis.

Den islandske gejsere Geysir er et af de turistmål, der tiltrækker flest mennesker – uanset årstid og tidspunkt på året. Her i oktober måned.

Turismen beriger men udfordrer også både Island og andre andre dele af Arktis. Klimaet har øget interessen for mere effektiv udnyttelse af havets fisk, olie, gas og andre ressourcer. Vi skal løbende diskutere, hvordan vores egen klimajournalistik kan skærpes og indrettes på alle disse forandringer.

I oktober 2020 mødes mere end 2000 diplomater, politikere, klimaforskere og virksomhedsledere fra hele verden i Harpa, Reykjaviks moderne konferencecenter på kanten af Danmarks Strædet til Arctic Circle, verdens største, tilbagevendende konference om Arktis.

Vi deltager på Arctic Circle under ledelse af Sigrún Stefánsdóttir, tidl. leder af Islands public service station, RÚV, og Martin Breum, en af Danmarks førende Arktis-journalister, der flere gange selv har dækket konferencen”.

Vi skal møde repræsentanter fra de nordiske lande, fra USA, Kina og Rusland, og vi skal tale med klimaforskere og de professionelle miljø-lobbyister, der prøver at trænge igennem til beslutningstagerne.

Forud for konferencen opsøger vi over to dage kolleger fra de islandske medier og andre i Island, der kan gøre os klogere på klimaforandringerne og de udfordringer, klima-journalistikken indeholder. Island har stor indflydelse i Arktis netop nu. Island varetager i 2020 præsidentskabet i Nordisk Råd, der er dybt engageret i Arktis, og derudover har Island formandsskabet for Arktisk Råd (2019-21), der er de arktiske regeringers primære samarbejdsorgan. De islandske politikere, diplomater og eksperter er derfor netop nu særligt indstillet på dialog med medierne.

NJC-kursusleder Sigrún Stefánsdóttir (th) sammen med den tidligere islandske præsident Vigdís Finnbogadóttir

Målet er, at vi alle blive klogere på de aktuelle udfordringer i Arktis og samtidig udvikle nye klima-journalistiske værktøjer, gearet til en ny tids udfordringer.

 

Kursusledere

Sigrún Stefánsdóttir, Iceland, former head of radio and television of RÚV, the National Icelandic Broadcasting Service. Former university teacher and news reporter. Head of communication, Nordic Council and Head of Nordic Journalist Centre, NJC.

Martin Breum har dækket udviklingen i Arktis i de seneste ti år. Han har undervejs skrevet flere bøger om den arktiske udvikling; senest på dansk “Hvis Grønland river sig løs” (Gyldendal 2018) og på engelsk “Cold Rush” (McGill University Press 2018).
Læs mere på www.martinbreum.dk

Deltagere

Kurset udbydes til journalister og fotografer i de fem nordiske lande samt på Grønland, Færøerne og Åland. Der vil ske en udvælgelse, som sikrer bred nordisk deltagelse. De ansøgere, der også søgte NJC’s klimakursus i Tromsø, men ikke blev optaget, vil få en fortrinsstilling, hvis de søger Islands-kurset. Send en begrundet ansøgning til international koordinator Elisabeth Bjarløv eb@dmjx.dk