Efter mere end 25 års succesfuldt samarbejde er Arktisk Råd blevet lammet af en geopolitisk strid og en ny kold krig mellem Øst og Vest.
Af Leif Lønsmann, medlem af NJC’s advisory board og deltager ved forårets arktiske konferencer forud for Norges formandskab (i Tromsø, Tokyo, Aberdeen og Anchorage)
Arktisk råd er en succeshistorie.
Eller var i hvert fald en succeshistorie indtil februar 2022, hvor Ruslands invasion af Ukraine og Vestens reaktion på krigen satte samarbejdet på hold på ubestemt tid.
I maj overtog Norge formandskabet efter Rusland, og der er delte holdninger til, om Arktisk Råd under det norske formandskab vil føre til en heling af samarbejdet, eller en fremtidig blokpolitik, hvor Arktis reelt deles op i to rivaliserende grupper.
Holder konflikter udenfor
Arktisk Råds store succes hviler ifølge iagttagere på to søjler, som Rådet er lykkedes med at fastholde trods store uenigheder og konflikter landene imellem.
Den ene søjle kan man kalde ”universalisme”, dvs. at alle involverede deltager på lige fod. Store som små. Uagtet militære alliancer.
Samtlige otte lande med befolkninger i Arktis, fra Alaska (USA) og Canada i Vest til Rusland i Øst, og med Island, Danmark, Norge, Sverige og Finland i midten. Dertil er alle områdets oprindelige folkeslag sikret permanent repræsentation, mens en række nationer udenfor Arktis, fra Storbritannien, Frankrig og Tyskland over Kina og Japan til Sydkorea, Singapore og Indien har såkaldt observatørstatus.
Den anden søjle er den såkaldte ”exceptionalisme”.
Den betød, at Arktisk Råd holdt sig strikt til de seks besluttede fokusområder uafhængigt af konflikter, friktion og uenighed om andre emner, herunder sikkerhedspolitik, geopolitik, menneskerettigheder osv. Geopolitiske eller ideologiske stridigheder mellem landene skulle ikke skygge for vigtigheden af samarbejde om udviklingen i Arktis.
Bæredygtige løsninger og muligheder
De seks fokusområder er klimaforandringer, biodiversitet, forureningsbekæmpelse, et bæredygtigt havmiljø, en fælles redningstjeneste samt livsvilkår og rettigheder for de fire millioner mennesker, der udgør befolkningen i Arktis, herunder 400.000, der tilhører de ”oprindelige”, indfødte befolkningsgrupper.
Universalismen og exceptionalismen har ”fredet” det arktiske samarbejde fra stormagternes geopolitiske rivalisering, og sikret, at Arktis har overlevet som militært lavspændingsområde. Mange tusind samarbejdsprojekter om alt fra oliespild, plastikforurening, biodiversitet, fiskekvoter, vejrsatellitter og redningstjenester har ført til bæredygtige løsninger på områdets og befolkningernes mange udfordringer.
Ikke mindst det videnskabelige samarbejde om dataindsamling og overvågning af klimaændringerne har gavnet hele kloden med præcise målinger af ændringernes omfang og hastighed. En afgørende sum af viden, indsamlet af samarbejdende kolleger fra alle otte nationer.
Arktisk Råd og dets mange hundrede arbejdsgrupper er kernen i samarbejdet. Men en række arktiske konferencer bakker op om arbejdet, og samler tusindvis af forskere, erhvervsfolk, diplomater og politikere for at drøfte udfordringer – og muligheder! – i et Arktis, der med klimaændringerne på den ene side truer de traditionelle livsformer, men på den anden side rummer nye muligheder for adgang til råstoffer, transport via Ishavet, infrastruktur og beskæftigelse.
Pragmatisk samarbejde uden sikkerhedspolitik
Norge har i foråret præsenteret sine visioner for formandskabet på en række konferencer, senest på det amerikansk dominerede ”Arctic Encounter 2023” symposium i Anchorage, Alaska sidst i marts.
Her lagde Norges Arktisambassadør Morten Høglund vægt på, at Norge vil arbejde for et konstruktivt samarbejde mellem alle arktiske stater og befolkningsgrupper. Uden at nævne det direkte, er det underforstået, at Norge forudsætter, at Arktisk Råd fortsat omfatter alle otte arktiske nationer, inklusive Rusland, og at fokus er på klimaforandringer, bæredygtig udvikling og forbedring af levevilkårene for de fire millioner mennesker, der lever i Arktis. Sikkerhedspolitik nævnes ikke med et ord i den trykte version af Norges oplæg til formandskabet.
Norges åbne tilgang bygger på en årtier lang erfaring med et pragmatisk samarbejde hen over den fælles grænse mellem Norge og Rusland, trods ideologiske og sikkerhedspolitiske uenigheder og konflikter. Fisk, forurening, klimaændringer og skibsfarten krydser landegrænser uden skelen til geopolitiske og sikkerhedspolitiske konflikter mellem stater og alliancer. Det samme må samarbejdet om fiskeri, forureningsbekæmpelse, klimaovervågning og transportpolitik.
Visionen viser sprækker
Visionen om universalisme og exceptionalisme i Arktis Råd lever således videre. Der er forståelse for at det direkte samarbejde mellem statslige organisationer er hæmmet af den aktuelle konflikt mellem Rusland og de 7 vestlige medlemsstater. Men visionen viser sprækker.
Især Grønland og de nordiske lande erkender, at det er svært at forestille sig et langsigtet, bæredygtigt samarbejde om Arktis uden deltagelse af alle otte arktiske nationer. Som en repræsentant for de samiske rensdyrhyrders organisation udtrykker det: ”Rensdyr har ikke statsborgerskab. Nationalstater og landegrænser er ikke vores opfindelse, og bør ikke forhindre os i at leve som vi har levet i århundreder”.
Mens de nordiske lande og de oprindelige folks organisationer forsat taler om ”Arktisk Råd” og ”The Arctic Eight (A8)”, taler de amerikanske regeringsrepræsentanter hyppigere og hyppigere om” The Arctic Seven (A7)”. Og hvor Norge forud for sit formandskab af Arktisk Råd taler om ”de arktiske nationer”, taler USA om ”the likeminded nations in the Arctic”.
At de syv vestlige medlemmer af Arktisk Råd om et øjeblik alle er medlemmer af NATO øger risikoen for ”blokpolitik” om Arktis, hvilket næppe er til gavn for hverken klimaet, freden eller de fire millioner mennesker, der bor og lever i Arktis. Situationen sender minderne tilbage til Winston Churchills berømte ”Fulton-tale”, hvor han i marts 1946 indvarslede den kolde krig med ordene: ”Et jerntæppe har sænket sig over Europa”.
Norges udenrigsminister Annika Huitfeldt var måske tættere på virkeligheden end hun ønskede, da hun i februar 2023 åbnede konferencen ”Arctic Frontiers” i Tromsø med en tankevækkende fortalelse: “We are here to share our passion for NATO…. Sorry, our passion for NATURE!”.
Efter Norge er det Danmark der fra 2025 overtager formandskabet for Arktisk Råd.