Kærligheden til musikken har han arvet: Hans far har arrangeret festivaler og haft en lille forretning med vinylplader. Da familien på hans 10-års fødselsdag højtideligt overrakte ham en guitar forstod han, at dette blev en livslang kærlighed. I dag regnes den 19-årige komponist og sangsktiver fra Bodø som én ud af fem, som kommer til at få indflydelse på musikken, hans sange bliver spillet i landsdækkende radio og for kort tid siden har han skrevet soundtracket til en film.
Den unge, men på ingen måde musikalske nybegynder bag gruppen »Virkelig«, Tobias Aamodt, har fortalt om, hvordan man finder sig et publikum, hvorfor ikke alle opnår succes og hvordan det er at høre sin egen musik på gaden
Av Elisaveta Lamova
по-русски: Для нас главное – что-то значить
Naboens historie: Norske og russiske journaliststudenter
Navnet på jeres gruppe – »Virkelig«. Gemmer der sig en historie bag det?
En kendt norsk musiker hørte tilfældigvis et af vores numre og præsenterede det for andre kunstnere i byen. Han sagde så, at vores musik var ægte og navnet på vores gruppe skulle være ’sandfærdig’. Han følte at det passede godt til os. Jeg tænker, at det er et meget smukt og stærkt ord.
Du dannede bandet som 14 årig. Betragtede forældre og venner det som en midlertidig hobby?
Allerede dengang, da jeg lige var begyndt at beskæftige mig med musik, vidste jeg, at det her aldrig skulle blive bare en hobby. Jeg var meget ambitiøs, måske endda mere, end jeg behøvede at være. Jeg følte, at musikken skulle føre mig et sted hen og det oplevede jeg, at mine forældre forstod. De støttede mig kraftigt.
Da vi dannede gruppen, blev vi hurtigt enige om, at den skulle betyde noget for folk. Selvfølgelig ikke med det samme, men efter en 10-15 år så vi os selv som musikere til koncerter i hele landet og med vores eget publikum. Sådan er det ikke endnu. At det er mere end en hobby så vi straks. Det var ikke meningen, at vi skulle spille guitar blot fordi det er sjovt.
Hvor vigtigt er det for en ung kunstner at finde dette publikum?
Det er meget, meget vigtigt. Da vi spillede koncenter her i Bodø var der mange, der opdagede os ret tidligt. Vi var heldige: Ret tidligt underskrev vi gode aftaler med gode folk, som troede på os, selv om vi endnu var ganske unge, som hjalp os med at få musikken ud og som hjalp os med at skrive vores første sang. Og så, uden varsel. ’eksploderede’ den. En af grundene hertil må tilskrives landsdækkende radio – vi lå på toppen af listen i et helt år. Derfor blev vi på en måde kendte både lokalt og på landsplan.
Tænk på, hvor mange mennesker, der idag beskæftiger sig med musik og blot nogle få af dem får succes. De har et eller andet, som du ikke kan sætte pegefingeren på. Vi ved ikke, jeg ved ikke, om vi har det, men jeg tænker, at hvis du bevæger dig i en retning, så har du større chancer for at komme i gruppen med ’x-faktor’.
Hvad handlede sangen om?
Den handlede om, hvordan det er at være ung og forelsket. Sagen er, at i denne by er der mange musikgrupper, som er politisk farvede. Det har aldrig fungeret for mig. Lige fra begyndelsen har jeg skrevet musik og sange hvor jeg er inspireret af en relation eller en vigtige forandringer i livet, fx det at flytte fra en lille by til en stor.
Min musik handler om mig og om ting, der sker med mig i livet og her bestræber jeg mig på at være ærlig.
Hvis din musik er autobiografisk, har du så ikke en frygt for, at den ikke falder i publikums smag? Det er jo din historie og dine følelser, der er udstillet.
Hver dag. Når du arbejder med musik, så bruger du din personlighed hele tiden.. Man kan se hvordan mennesker ændrer sig i forskellige situationer. Og der er lige så mange meninger som der er mennesker. Hvis vi vil lave musik, som handler om andre, så taber vi den simpelthen. Her er du nødt til at stole på din intuition: hvis du synes, det er godt, så er det godt.
Tobias Aamodt. Foto: Elisaveta Lamova
Lad os tale lidt om jeres indbyrdes forhold i gruppen. I har allerede spillet sammen længe og der må uvægerligt opstå uenigheder og modsætninger.
I begyndelsen var det svært og vi sloges med problemerne. Senere, da vi opnåede en vis succes, så var der også problemer. Men alle sager løser sig hen ad vejen og nu har vi hver især vores roller. Sondre – han spiller guitar – er vores manager og tager sig af kunderne, kontrakterne og bogholderiet. Alen – bas – løser alle tekniske problemer og ved altid, hvad vi skal hvornår, han tager sig af vores planlægning, herunder vores studietider. Vi øver i et studie i byen og deler det med andre grupper. Og jeg, som er lidt forkælet, skriver bare musikken.
Lykkes det dig altid at skrive musikken? Er der kriser undervejs?
Ja, det er der, faktisk ganske ofte. Fx da vi lavede vores første album og havde skrevet fem ud af ti sange. Jeg var nødt til at skrive den sidste del af en af sangene, inden vi kunne gå i studiet. Jeg var ikke lykkedes med noget som helst i en måned. Jeg følte bare, at musikken lød kunstig, som om den var konstrueret. Jeg tog på en tur, hvor jeg skulle spille solo, og tog flyveren tilbage. Jeg læste en bog af guitaristen A-ha, hvor han fortæller om, at det er nødvendigt at holde op med at kæmpe.
Man skal bare lade musikken komme frem. Derfor lagde jeg instrumenterne til side og efter et par uger faldt alting på plads og jeg skrev sangen i løbet af en nat.
Er der sange, som efter din mening er bedre end andre?
Ja, sådan kan jeg godt tænke. Sædvanligvis, når vi arrangerer sangene, så spørger vi os selv: Vil du lytte til den igen og igen? Hvis du vil høre vores sange igen og igen, sætte dem på repeat, så får du følelsen af, at de lykkes. Vi har en sang, som hedder ’Evigt Ekko’. Det var den første sang, vi indspillede og nok også den, der er lykkedes bedst.
Hvad er musik? Kan du give det din egen fortolkning?
Jeg tror, at musik er en følelse. En følelse af noget stort og pompøst. Og du kan tage den til dig uafhængigt af genre – fra såvel rock som klassisk. Musik – det er det, som får dig til at føle, når der er noget i rytmen eller i tonen i et værk. Musikken svarer altid på et menneskes indre tilstand.
Hvad skal du opnå, for at du føler dig på toppen af din musikalske karriere?
Dér er jeg ikke endnu. Men der har været øjeblikke, hvor jeg har følt stolthed. Vi har allerede oplevet mange store ting, men det fedeste for mig som komponist er at kunne nå ud til mennesker langt fra det sted, hvor jeg bor. At vores musik har betydet noget for dem. Jeg synes, det er så meget større end at spille til de rigtige festivaler eller få en masse opmærksomhed. Det vigtige var, at nogle mennesker havde brug for det.
Har du nogensinde hørt din egen musik på gaden? Hvordan oplevede du det?
Det var sådan en blanding af rædsel og glæde. Ret mærkeligt, men jeg var stolt.
Jeg husker for et års tid siden, hvor en ven og jeg kørte i bus og der var også en kvinde på omkring 70 med bussen. Der var stil over hende, hun var alt for cool til at være så gammel. Og hun lyttede til musik i sit headset, lyttede til vores musik. Det var så højt, at vi i begyndelsen troede, at det kom oppe fra førersædet. Og sådan var det også et par gange. Vi ser på hende og ser, at hun nikker i takt og bevæger læberne til ordene. Så var det, vi forstod, at der ikke kan være nogen øvre aldergrænse for, hvem der kommer til vores koncerter.
Hvilket råd ville du i dag give dig selv som 14-årig, dengang du begyndte?
Jeg tror, jeg ville give mig selv det samme råd nu og igen om 10 år fra mig selv som 19-årig: At slappe af og fotografere mere, huske på det som sker. Fordi der sker så meget, når du laver musik, at det kunne være sundt at se det igennem igen efter en vis tid. Det gør mig meget som menneske. Og så selvfølgelig at begrænse de ting, du behøver for at være lykkelig, til et minimum. For at være lykkelig behøver du kun lidt: Tid til at være ude i frisk luft, at være åndeligt på bølgelængde med et andet menneske – og selvfølgelig musik.
(oversat fra russisk af Ole Rode)
