Sikkerhed, miljø og kultur kommer til at fylde meget på årets Århus-kursus. Med besøg i Finland, Estland og EU-hovedstaden Bruxelles står der naturligt også “Rusland” på en del af indholdet
Af kursusleder, Asbjørn Slot Jørgensen
Desværre, kan man sige:
Årets kursus er blevet endnu mere aktuelt, siden vi lancerede det i februar.
Få dage efter lanceringen indledte Rusland invasionen i Ukraine. Nu, tre måneder senere, er Finland og Sverige ved at tilslutte sig de øvrige nordiske lande i Nato. Utænkeligt for et år siden, og dermed en helt ny sikkerheds-situation omkring Østersøen.
Vi kommer til at møde toppolitikere fra alle de nordiske lande, samt fra Baltikum – fra både opposition og regeringer, herunder stats-, udenrigs- og forsvarsministre.
Det kommer selvfølgelig til at fylde, når vi besøger Helsingfors og Tallinn i starten af november – to lande med lange grænser til Rusland, stor samhandel, store russiske befolkningsgrupper, turbulent historie.
Vi kommer til at møde toppolitikere fra alle de nordiske lande, samt fra Baltikum – fra både opposition og regeringer, herunder stats-, udenrigs- og forsvarsministre. Det er muligt, fordi vi timer det med Nordisk Råds årlige session.
Nordisk Råd fejrer i år sit 70 års-jubilæum; og det finske formandskab har særligt haft fokus på “et bæredygtigt, sikkert og grænseløst Norden” i lyset (eller skyggen, måske) af de seneste års kriser. Derfor kommer corona, klima og konflikt til at fylde meget i årets program.
Fra Helsingfors sejler vi til Estland – en lillebitte Nato-nabo til Rusland og med en fjerdedel russisk befolkning. Siden Estland forlod Sovjetunionen for 31 år siden, har IT-eventyr og entreprenørskab givet økonomisk vækst, trods fæl finanskrise og stor udvandring.
Læs mere om årets nordiske kursus her

I 2019 var Aarhuskurset i Riga. Her kursusleder Asbjørn slot Jørgensen med Sanita Jemberga, Executive Director and Editor at The Baltic Center for Investigative Journalism Re:Baltica
Men ikke alt er konflikt og krise.
I Helsingfors overværer vi således Nordisk Råds uddeling af årets kulturpriser.
I Estland skal vi se på landets nyskabende mediesektor; journalist-fagligt er fokus i årets kursus på nye metoder og nær journalistik.
Programmet er kompakt – men med gode chancer for at lave egne historier fra de tre lande.
Tre lande? Nå ja, tre lande. For i dagene omkring 1. december mødes vi igen i Bruxelles, EUs hovedstad.
Dermed får vi perspektiv til Europa og verden, efter i første del af kurset at have kigget på hinanden og de nære naboer.
Vi bruger en dag i Parlamentet en dag i EU-Kommissionen – og kommer helt ind i maskinrummet via møder med politikere, topembedsmænd/eksperter samt med et par af de nordiske kommissærer.
Vi planlægger også et besøg i Natos hovedkvarter.
Det bliver hårdt og godt. Og vigtigst, ud over udsyn og inspiration: Du får et stærkt personligt og fagligt netværk, siger kursisterne efter over 60 år med Nordisk Journalistkursus.
Skal du med?