»Trolde stopper unges politiske arbejde«

Foto af Emma Holten med teksten Trolde har ingen interesse i civiliseret debat...

Sociale medier, der ofte hyldes som den nye, demokratiske legeplads, har ikke fået den rolle, man kunne have håbet, siger Emma Holten, som taler politik, internet og etik med unge mennesker. Foto: Pictures by Levende Menneskerettigheder/Human Rights in Action. Illustration: Ole Rode Jensen

Af Emma Holten

”Jeg har bare ikke rigtig lyst”, sagde hun.

”Hvorfor ikke? Jeg kan da mærke, at du går op i det?”, sagde jeg.

”Ja, men det er bare som om, at så snart man begynder at tale om politik, går folk fuldstændig amok”.

Udvekslingen foregik på Ungdommens Folkemøde 2016. Temaet for sessionen var ”Unges Samfundsengagement”. For at løsne op mellem oplæggene blev alle deltagere, mest gymnasieelever, bedt om at rejse sig op. I hvert et hjørne af teltet hang et skilt. Der blev stillet et spørgsmål, og så skulle man gå hen til det skilt, der mest repræsenterede ens svar.

Et af de første spørgsmål var: ”Diskuterer du politik og samfundsproblemer med dine venner”? Ca. 80 pct. gik over til skiltet ”ja, ofte”.

Næste spørgsmål var: ”Opdaterer du om og/eller diskuterer du politik på sociale medier”? Ca. 80 pct. gik over til skiltet ”nej, aldrig”.

Der er en åbenlys skævhed her. Noget der ikke helt stemmer. Men når jeg ser på den måde, hvorpå politisk dialog og identitetsskabelse foregår på sociale medier, er det egentlig ikke noget, der undrer mig meget.

De sidste 2 år har jeg rejst rundt på gymnasier og talt politik, internet og etik med unge mennesker, og jeg har faktisk fuld forståelse for, hvorfor sociale medier, der ofte hyldes som den nye, demokratiske legeplads, ikke helt har fået den rolle, man kunne have håbet.

For mig er der primært to årsager til, at politisk refleksion og tænkning i de mere private, sociale rum ikke kommer ud i offentligheden, hvor de rykker i debatten. Den første har at gøre med sprog og tale, den anden med, hvordan ytringer og identitet hænger sammen, for dem der er vokset op med sociale medier.

Udstiller og ydmyger

”Fuldstændig amok”, kaldte hun det.

Der er nok få mennesker med en internetforbindelse, der ikke kan nikke bare en smule genkendende til det, hun beskriver. Ude på den yderste flanke har vi, hvad nogle vil kende om ”keyboardkrigere” eller ”trolde”. De, som tænder deres computer, tørstige efter et skænderi, efter at kunne udstille og ydmyge folk. Ordet er blevet så accepteret, at det nu har en lang og grundig wikipedia-artikel:

“..a troll  is a person who sows discord on the internet by starting arguments or upsetting people, by posting inflammatory, extraneous, or off-topic messages in an online community … with the intent of provoking readers into an emotional response or otherwise disrupting normal, on-topic discussion, often for the troll’s amusement.”

Sagt på dansk: En trold er én, der går i byen for at slås.

Trolde – sjov eller alvor?

Trolde kan virke relativt harmløse i denne beskrivelse, men ligesom den voldsglade bodegagæst har de ofte en langt større effekt, end bare en reaktion fra den, de angriber: De ændrer samtalen og rummets natur.

Når en person pludselig ikke har noget investeret i hverken det politiske emne eller ordentlig omgang med andre, går det stærkt ned ad bakke.

Ingen er længere klar over, om samtalen er alvorlig eller ej, om det her er et sted, hvor man er nødt til at opføre sig ordentligt, for ingen kan se, hvad der er for sjov og hvad der ikke er. For folk der er ukendte med troldenes ofte grove og ødelæggende facon, bliver reaktionen oftest at samtalen meget hurtigt ender, eller fuldstændigt afspores.

Trolde søger at nedbryde sober samtale og lukke munden på mennesker der, som de siger, ikke kan klare mosten.

Men troldemetoder er – selvfølgelig – heller ikke apolitiske, ligesom de heller ikke er harmløse.

Trolde søger at nedbryde sober samtale og lukke munden på mennesker der, som de siger, ”ikke kan klare mosten”. Og effekten udebliver ikke. Både New York Magazine, Esquire og Washington Post udgav i kølvandet på Donald Trumps sejr artikler med titler som ”How internet trolls won the 2016 presidential election” og ”The only true winners of this election are trolls”.

Trolde ønsker kaos og splid

Trolde har ingen interesse i civiliseret debat, hvor vi forsøger at finde hinanden. Deres mål er at skabe splid, udelukkende for egen morskabs skyld. De skyr ikke personangreb som f.eks. at kalde andre mennesker navne, photoshoppe billeder af dem, de diskutere med, eller at chikanere folk gennem kommentarer og beskeder. Deres navn er: Kaos.

Det er højst sandsynlig disse mennesker, den unge kvinde i teltet henviste til. Og der er slet ingen tvivl: Ligegyldigt hvor hårdhudet du er, er det utroligt ubehageligt ikke at blive respekteret og hørt.

Frasorterer de følsomme

Troldes kritik (ja, nogle gange organiserer de sig i forsøget på at artikulere en position) er at befolkningen er blevet for blød. At fokus på emner som racistiske, sexistiske og homofobiske ord, har opdraget en generation af ”snefnug”, der ikke kan klare kritik.

Deres mål er at frasortere dem, de mener er for følsomme. Den unge, politisk interesserede kvindes udeblivelse er en følgeskade af disse taktikker. Det er ikke engang sikkert, at hun selv har oplevet det på egen krop. At observere andre blive udsat for det, er rigeligt.

Det kræver desværre kun én eller to at forpeste et kommentarfelt. Specielt for den, der rammes. Jeg kan personligt vidne om, at hjernen desværre ikke er rationel her. I en sø af gode kommentarer vil den negative stikke ud som en torn. Og det er den, der gør, at man næste gang tænker ”nej tak”.

Foto af Emma Holten

Emma Holten – dansk-svensk debattør, foredragsholder og en markant stemme i sin generation.

De bedrevidende

En anden gruppe, der ikke er lige så bevidst ondsindet, men kan have lige så stærk effekt på debatten, er de meget erfarne onlinedebattører. Mennesker, der bruger meget (meget!) tid på at debattere politiske emner på nettet. De ser en sport i at finde et hul i argumentet og udstille den andens uvidenhed. De vil vinde. Have det sidste ord.

Det kræver en helt enorm viden, tålmodighed og erfaring at kunne deltage i samtaler med dem. Det her er det, de gør.

Fældet af målestokken

Du vil finde dem under enhver opdatering, der falder ind i deres interesseområde. De er ikke som sådan ubehagelige eller nedladende. De er bare mennesker, der giver et indtryk af, hvad man som minimum skal være i stand til, for at ytre sig politisk på internettet. Det er ikke nok at komme f.eks. med personligt input, med en tanke eller noget, man har gået og reflekteret over.

Ofte vil personer uden en akademisk uddannelse ikke have en jordisk chance, og unge i gymnasiealderen kan i hvert fald slet ikke være med.

Alt skal bakkes op med statistik, og gerne en forsker eller en filosof. Det er aviskrav til samtale. Misforstå mig ikke: Ingen bestrider at lødighed hører til i debat. Men disse krav gør henkastede, hverdagslige samtaler om politik, om samfundsnormer og personlige erfaringer til noget, der knap kan eksistere i den politiske arena.

Effekten bliver sjældent, at folk går ud og ruster sig med grafer og citater af Michel Foucault. Tværtimod trækker de sig tilbage. Ofte vil personer uden en akademisk uddannelse ikke have en jordisk chance, og unge i gymnasiealderen kan i hvert fald slet ikke være med. Den uddannede, velformulerede person bliver målestokken for alt.

Samtalen forsvinder

Deres personlige erfaringer bliver hele befolkningens erfaringer, og deres blik på verden bliver ikke bare det politiske, men det hverdagslige. Der er meget få politiske rum på facebook, hvor man blot kan ytre undren, lære eller forsøge at forstå bedre. Politisk samtale er ikke rigtig noget, der eksisterer. Debat er modus operandi, når vi snakker om politik.

En stor del af dette er, at hele kropsligheden ved politisk samtale er væk. Alle de høflighedsfraser, nik, smil og gestikulationer, der blødgør gnidninger i debatter, er væk. Råt for usødet er nu kun argumentet tilbage.

Det gør den politiske menu næsten uspiselig for dem, der foretrækker en smule menneskelighed serveret med sin politiske samtale. Antallet af kloge, sjove, vidende mennesker, der er faldet fra pga. af disse forhold, er et umålbart tab. Jeg møder dem hver eneste dag.

Profilen som prisme

Det er et meget specifikt liv, man lever, når man er vokset op med internettet. For dem, som fik internettet sent i livet, er det som en gevækst på en allerede eksisterende identitet. Der var et navn, en krop og et liv, inden der var en profil.

Sådan fungerer det ikke for dem, der har haft en tilstedeværelse på sociale medier hele deres bevidste liv. Her er ”profilen” som et prisme hvorigennem hele ens menneskelighed ses.

Det, der deles her, er ikke bare et sjovt link eller en strøtanke, men i høj grad en gennemtænkt del af et kurateret selv. Ikke fordi de unge er mere selvoptagne end andre, men simpelthen fordi det er sådan, profilen læses af deres omverden.

I denne dynamik passer politisk bevidsthed og aktivisme meget dårligt. Ikke fordi det ikke er muligt at have en politisk identitet, men fordi det er meget svært at kontrollere, hvilke konsekvenser en politisk ytring vil have, og hvilke reaktioner, den vil afføde. At ytre sig politisk i det offentlige rum er at gamble med sin identitet.

Politik bliver for socialt risikabelt

For dem, der er engagerede i f.eks. ungdomspolitik, er det selvfølgelig oplagt at ytre sig, men for de ”læg-unge” – dem der bare observerer og er i verden, befolkningen – er politisk stillingtagen og refleksion ikke en særlig attråværdig måde at fremstille sig selv på. Det er simpelthen for socialt risikabelt.

Du aner ikke, hvem der læser med og hvad de tænker. Du aner ikke, hvornår det vil blive fundet frem igen og måske brugt imod dig. Det kan være i morgen, det kan være om fem år.

Du aner ikke, hvem der læser med og hvad de tænker. Du aner ikke, hvornår det vil blive fundet frem igen og måske brugt imod dig. Det kan være i morgen, det kan være om fem år.

Du skal være ekstremt politisk passioneret, hvis du mener, at det er en chance, der er værd at tage. Frem for alt skal du være skråsikker.

Du skal være overbevist om at du har ret og de andre tager fejl. Denne skråsikkerhed, denne vilje til at integrere et politisk ståsted ind i, hvordan du opfattes af andre, er en hjørnesten i den unge person, der deltager og bekender kulør på nettet.

Det er et forfærdeligt udgangspunkt. Det skaber enklaver, hvor man opsøger og taler med dem, der bekræfter ens holdninger. Frygten for at blive ‘afsløret’ i at tage fejl, overskygger klart ønsket om at overbevise andre, eller selv blive klogere. At skifte politisk holdning er ikke rigtig en mulighed, hvis du siden du var 15 har profileret dig på en speciel måde og med stor sikkerhed. Det her helt forståeligt, at mange ikke orker eller tør tage den chance.

At ”passe ind”

En speciel risikogruppe er de, hvis liv er eksplicit politisk. De, der rammes af f.eks. racisme, fattigdom eller homofobi, har meget lidt at vinde på at yderligere lede opmærksomheden hen på de politiske faktorer, som gør dem anderledes end andre. Den drivende kraft i ungdomslivet har altid været at passe ind, og denne kraft er ikke blevet svagere med internettet – tværtimod.

At politisere sin hverdag er en måde at skille sig ud i en tid, hvor det ofte er det sidste, man har lyst til. Det gør dig åben for angreb fra et utal af sider, du ikke kender til. Det bliver endnu en volatil faktor i et hverdagsliv, der er svært nok i forvejen.

De unge, der ved, at livet er langt og politik er svært og komplekst, vil sjældent være dem, der snakker om politik på nettet. Det er et stort tab for debatten.

Ytringsfrihed i kulturel forståelse

Ingen af disse problemer kan løses med lovgivning. Der er ikke nogen af dem, du har læst om i denne tekst, der skal forbydes at tale ved lov eller trussel.

Det handler om ytringsfrihed i den kulturelle forstand, om hvilke dynamikker, der gør, at nogen helt enkelt vælger den offentlige ytring fra.

Kun kultur og socialt arbejde med etik og digital dannelse kan gøre forskellen her. Det handler om en refleksion over, hvad præmisserne er for politisk debat i dag. Hvordan det politiske binder sig til vores hverdagsliv, og hvordan hverdagslivet pustes ind i politikken igen.

Internettet blev hyldet som en revolution af den offentlige samtale. Det har det også været på mange måder. Men der er langt igen, før vi alle taler på lige fod og med lige stor respekt.

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *