»Frie medier er i alles interesse – også magthavernes«

På grund af det økonomiske pres er der for få medarbejdere til at lave den nødvendige undersøgende journalistik, som er de uafhængige mediers eksistensberettigelse. Befolkningen får ikke den viden og indsigt, de har krav på. Foto: Mats Bjerde norden.org / Kollage: Ole Rode Jensen

Af Poul Krarup

Det grønlandske mediehus SermitsiaqAG mistede i 2014 sin mediestøtte på 2,5 millioner kroner fra selvstyret, selv om den var indarbejdet i årets finanslov. I slutningen af 2016 fik SermitsiaqAG så en del af mediestøtten igen med et beløb på 1,5 millioner kroner.

Mediepolitik, som er den rene zig-zag kurs, kan blive en katastrofe for frie medier, fordi det vanskeliggør fornuftige, langsigtede forretningsmodeller.

Det gælder i store som små lande, og i Grønland bliver det svært at drive privat medievirksomhed, især for printaviser med tilhørende nyhedssider på nettet.

Alle i Grønland er afhængige af hinanden og alle kender hinanden, siger Poul Krarup – mangeårig mediechef i Grønland. Foto: Leiff Josefsen

Annoncer fjernes fra private medier

En anden zig-zag kurs oplever vi mellem politikernes interesse for at optræde i medierne og annoncere i samme.

Når politikerne er på valg, er de meget optaget af at få deres synspunkter udbredt i aviserne. Så er det ikke nok med diverse offentlige hjemmesider eller partiernes egne hjemmesider. Men når det offentlige skal annoncere informationer til befolkningen – såkaldte kundgørelser – så dropper de aviserne og bruger offentlige hjemmesider og pressemeddelelser.

For eksempel fjernede Inatsisartut (Grønlands parlament) i 2016 kommunernes pligt til at informere om valg og valgregler i avisannoncer – til skade for private mediers økonomi. Vi ser samme tendenser i andre lande.

Vores offentlige administrationer øger dermed blot de udfordringer, sociale medier tilføjer os, for det er her, mange annoncer rykker hen. Oven i alt dette kommer gratis online medier, som gør det vanskeligt at skaffe økonomi til at kunne betale journalisterne løn.

Samtidig fyldes offentlige kontorer og virksomheder med journalister og informationsmedarbejdere ligesom der oprettes masser af firmaer med journalistiske konsulenter, som nok skal hjælpe kunderne med at få de rigtige fortællinger ud.

Ligeglade med etik

Etikken har det også svært, for en lang række online medier, der popper op uden kendskab til grundlæggende ideer om mediernes betydning, er ligeglade med presseetiske regler. De kan godt finde på at offentliggøre navne på sigtede, anklagede eller anholdte, men ikke dømte, for at tiltrække læsere, eller de bringer billeder af trafikofre uden tanke for de hensyn, medierne skal vise og altid har vist.

En lang række online medier, der popper op uden kendskab til grundlæggende ideer om mediernes betydning, er ligeglade med presseetiske regler.

De sætter professionelle medier under pres og samtidig går det ud over troværdigheden, for hvad skal læserne, lytterne og seerne snart tro og mene?

I takt med udviklingen bliver de uafhængige mediehuse svagere og svagere og mere og mere afhængige af at skulle servicere kunder, som skal have bragt deres fortællinger, og som sådan godt kan bruge mediehusenes distributionskanaler.

Undersøgende journalistik

Den uafhængige, undersøgende journalistik betaler prisen. Eller rettere befolkningen, som ikke får den viden og indsigt, de har krav på.

På grund af dårligere økonomi reduceres uafhængige mediehuse efterhånden til rene service-stationer, hvor de videreformidler andres oplysninger eller er rene mikrofonholdere for myndigheder, virksomheder og foreninger…

De uafhængige mediehuses væsentligste styrke i dag er deres distributionssystem, deres læsertal og deres store netværk.

Men på grund af dårligere økonomi reduceres uafhængige mediehuse efterhånden til rene service-stationer, hvor de videreformidler andres oplysninger eller er rene mikrofonholdere for myndigheder, virksomheder og foreninger med videre.

Netop fordi læserne har brug for disse informationer, er de uafhængige medier villige til at bringe dem for at sikre besøgstal og læsertal, men det bider sig selv i halen, for det giver ingen indtægter.

På grund af det økonomiske pres er der for få medarbejdere til at lave den nødvendige undersøgende journalistik, som er de uafhængige mediers eksistensberettigelse.

Samtidig stilles der større krav til journalisterne om at levere mere stof og gøre det hurtigere – og det hænger ikke sammen med at skulle bruge tid på research, og risikoen for fejl stiger.

Løn afløses af klikhonorar

På sigt vil vi kunne forudse, at mediehusene ikke har råd til at betale normal løn til journalister, der i stedet må tjene deres penge i forhold til, hvor mange læsere deres artikler har – hvor mange klik. Det betyder, at journalisten kun skal skrive det, som læseren selv mener at ville have, og ikke det, som fremstår på baggrund af et redaktionelt valg, og som journalisten vurderer er vigtig for læseren at vide.

For at kunne tjene penge skal journalisten levere noget unikt, altså ikke noget, som læseren kan få et andet sted gratis. Det betyder, at der skal arbejdes mere med artiklerne og være flere kilder på for netop at skabe der unikke, debatskabende indhold. Det stiller store krav til research og vinkling – netop det, som de privat mediehuse ikke har råd til.

Netop i Grønland ser vi hele denne udvikling som en direkte trussel mod eksistensen af uafhængige medier og den undersøgende journalistisk.

Når de unikke artikler alligevel lykkes, bliver de kopieret af gratis medier, som bringer indholdet uden tanke på, at det ophavsretligt tilhører andre journalister og medier. Læserne slipper i første omgang for at betale, for hvorfor købe en avis eller abonnere på net-indhold, hvis de alligevel finder det kvit og frit andre steder, og hvilket indhold kan man så stole på? Derfor er ophavsretten vigtig at holde fast i, for den betyder noget på moralsk og økonomisk.

Netop i Grønland ser vi hele denne udvikling som en direkte trussel mod eksistensen af uafhængige medier og den undersøgende journalistisk.

Forhindringerne

Med kun 57.000 indbyggere i et kolossalt land er det svært at skabe indtægter. Distributionen er meget dyr, fordi offentlige myndigheder skal tjene på trafik- og transport- og kommunikationssystemerne i stedet for at yde tilskud, fordi de vil gøre det så billigt som muligt for befolkning og erhvervsliv samt medier.

Det lille indbyggertal betyder, at der er færre til at betale, skønt vi har læsertal, som forholdsmæssigt ligger højere end de store aviser i de befolkningsrige nordiske lande som Danmark, Norge, Sverige og Finland. Så er det heller ikke nok til at være interessante annoncesteder.

Den grønlandske økonomi er domineret af det offentlige. Der er forholdsvis få store virksomheder, som sidder på markedet, og de behøver ikke at annoncere, da de reelt ikke har nogen konkurrenter.

Vigtig sprogpolitik

Samtidig skal alle medier udgives på to sprog, og det skal respekteres, at grønlandsk er hovedsproget. På nyhedssiden SermitsiaqAG er de fleste brugere tosprogede, og de fleste bruger den dansk-sprogede side.

Men på Facebook foregår den meste debat og de fleste private informationer og meningstilkendegivelser på grønlandsk.

Her har mediehuset en klar udfordring og en vigtig opgave i at få tiltrukket den del af befolkningen, som kun taler grønlandsk og heriblandt unge mennesker, som kun kommunikerer på grønlandsk.

Interessant nok er der i Grønland netop opstået et rent dansk-sproget nyheds-site, kamikposten.gl, hvis formål blandt andet er at give modspil til SermitsiaqAG. Siden er på det seneste begyndt at bringe få nyheder på grønlandsk.

Den ansvarshavende redaktør bor i Mexico, men hjemmesiden drives af et grønlandsk registreret selskab. Alligevel skriver man, at de presseetiske regler ikke gælder for kamikposten.gl.

Skribenterne arbejder frivilligt, og man tillader anonyme skribenter. Det vil sige, der er tale om skruebrækkere i forhold til grønlandske journalister, som er medlem af en kreds under Dansk Journalistforbund.

Det er en interessant konkurrent for de eksisterende private medier i landet, som nu også er begyndt at operere på det i forvejen lille grønlandske annoncemarked. De kalder sig Grønlands største nyhedsmedie, hvilket de dog mangler at dokumentere, og som deres afstemninger absolut ikke tyder på.

Svag debatkultur

Alle i Grønland er afhængige af hinanden og alle kender hinanden.

Det lille samfund med kolossal offentlig dominans betyder, at der er en svag debatkultur. Ingen tør lægge sig ud med politikere eller embedsmænd, som sidder i bestemmende stillinger. De, der kender noget til en sag, deltager ikke i debatten med faktiske oplysninger. Det betyder, at en stor del af debatten kommer til at køre på forkerte forudsætninger.

Debattens grundlag er politikernes ønsker og håb samt løfter til befolkningen, og embedsmændene vover sjældent at gå ind og informere om realiteterne heri.

Virksomheder, som eventuelt skal realisere politikernes drømme, tør slet ikke udtale sig om realiteterne, for hvad mon der så sker med ordrerne?

Det skaber ofte et forkert beslutningsgrundlag, som i sidste ende rammer befolkningen.

De seneste katastrofer har været…

• Servicekontrakterne på trafikområdet, som ikke levede op til politikernes løfter og befolkningens/brugernes håb og ønsker.

• Uddelingen af fiskelicenser til makrel, som har betydet, at samfundet ikke har fået det ud af fiskeriet, som man havde forventet.

• Forsinkelser på råstofområdet, som har betydet, at samfundet har tabt mange millioner, og en hel region i Sydgrønland affolkes på grund af manglende mulighed for ny beskæftigelse, som politikerne har lovet i ti år.

• Boliger, som forfalder, og en folkeskole, som ikke kan leve op til aftagernes krav.

Eksemplerne er talrige og omvendt proportionale med stærke uafhængige, kritiske medier, der har tilstrækkelige resurser både i form af økonomi og journalister, som får den nødvendige opbakning til den vanskelige research i det lille samfund.

Ethvert demokrati er dybt afhængig af den grundpille, som medierne skal være. Derfor skal fundamentet være i orden. Det er i alles interesse – i sidste ende også magthavernes.